Har har mor ret til at overføre og gennemføre barnets mening for alderen 7-9 år som et uforbeholdent beslutning?

Spørgsmålet om, om et barns mening i den tidlige skolealder (7-9 år) kan være grundlag for uforbeholdne beslutninger, berører nøgleaspekter inden for alderspsykologi, pædagogik, familielov og etik. Direkte svar: nej, har ikke ret til at betragte barnets mening som en klar uforbeholdent beslutning, men er forpligtet til at tage hensyn til og respektere den, når man træffer det endelige beslutning, der svarer til barnets modenhed, sikkerhed og interesser. Denne dilemma findes i mellem to ekstreme: autoritær ignorering af barnets vilje og infantiliserende delegering af uoverkommelig ansvar.

1. Psykologiske aspekter: barnets kognitive og emotionelle evner i alderen 7-9 år

Denne alder (den tidlige skolealder) er en periode med konkret operation efter J. Piaget. Barnet er allerede i stand til logisk tænkning, men inden for begrænsede, konkrete rammer. Dets evne til at forudsige og vurdere langsigtede konsekvenser af sine ønsker er stadig meget begrænset.

• Egoisme: Selvom det er svækket i forhold til barneårene, viser det stadig sig. Barnet har svært ved at tage fuldt ud andres interesser og følelser i komplekse situationer (f.eks. ved planlægning af familiens budget eller valg af skole for bror/søster).

• Forbrugerskab og hedonistisk motivation: Beslutninger er ofte drevet af øjeblikkelig lyst, følelse (»jeg vil nu«) eller undgåelse af ubehag (»jeg vil ikke gå til lægen, fordi det er skræmmende«), og ikke af analyse af fordel og skade.

• Afhængighed af autoritet og søgen efter grænser: Barnet af denne alder forventer ubevidst adultaetets ledelse og klare rammer. At overføre fuld ret til at beslutte dets beslutning dезorienterer og øger angst, da dets psyke ikke er klar til at bære denne belastning. Dette kan føre til såkaldt »tidlig voksenhed» og emotional udbrændthed.

Eksempel: Et barn på 8 år kan kategorisk afvise en nødvendig operation, baseret på frygt. At følge hans mening uden forbehold kan true hans helbred. Morens opgave er ikke at annullere operationen, men at anerkende frygten og hjælpe med at overvinde den og forklare nødvendigheden af handlingen.

2. Juridiske og etiske grænser: den voksne ansvar

Ifølge Semesterloven i RF (§ 63, 64) er forældre ansvarlige for opdragelse og udvikling af deres børn, forpligtet til at tage vare på deres helbred, fysisk, psykisk, åndeligt og moralisk udvikling. De er lovlige repræsentanter for deres børn og træder frem for at beskytte deres rettigheder og interesser.

• Barnets ret til at udtrykke mening er fastsat i § 57 i SCL og Konventionen om børns rettigheder. Det skal nødvendigvis tages hensyn til ved beslutninger, der berører hans interesser (valg af uddannelsesinstitution, kreds, feriested). Dog siger loven netop om ansøgning, ikke om ubetinget underordning.

• Grænsen mellem ansøgning og uansvarlighed: At overføre beslutninger om livsvigtige spørgsmål (f.eks. om bopæl efter skilsmisse, om behovet for alvorlig behandling, om dagsorden og kost) til et barn på 7-9 år er en form for populistisk opdragelsesstil og kan anses for at være en overtrædelse af forældres pligter.

3. Risici ved uforbeholdent følge af barnets mening

1. Delegering af uoverkommelig ansvar: Barnet, hvis ord bliver lov, forstår hurtigt, at voksne ikke klarer deres rolle. Dette skaber angst, følelse af utilstrækkelighed og hyperansvarlighed, hvilket er en direkte vej til neurose.

2. Formering af egoisme og socialt utilpasning: Barnet, hvis impulsive ønsker bliver uforbeholdent opfyldt, lærer ikke at tage hensyn til andre, forhandle, tåle og anstrengelse. Dette gør det svært for ham at integrere sig i alle kollektiver (skole, senere — arbejde).

3. Udskydning af udvikling af vigtige færdigheder: At tage beslutninger er en færdighed, der udvikles gradvist under voksen vejledning. Hvis beslutningen altid er klar (dets mening), lærer barnet ikke at analysere alternativer, veje fordel og skade, bære ansvar for konsekvenserne.

4. Risiko for sikkerhed og udvikling: Barnets mening kan modstræde objektive behov for sikkerhed, uddannelse, sundhed.

4. Konstruktiv model: hvordan man tager hensyn til mening, når man træffer beslutning

En sund forælderposition er autentisk, ikke autoritær opdragelse. Beslutningen træffes af voksne, men procesen med at træffe beslutningen inkluderer barnet.

• Sorhold: Spørgsmålet skal svare til alderen. Barnet har ret til at vælge, hvilken bog det vil læse om aftenen, hvilken trøje det vil tage på eller hvilken dessert det vil lave i weekenden. Det har ikke ret til at beslutte, om det skal have en vaccination eller flytte til en anden by.

• Erklæring og dialog: Voksen er forpligtet til at forklare, hvorfor et bestemt beslutning er taget, især hvis det strider mod barnets øjeblikkelige ønske. «Jeg forstår, at du vil blive hjemme og lege, men vi skal til lægen for at kontrollere dit helbred og ikke blive syg».

• At tilbyde begrænset valg: Dette er en kraftfuld pædagogisk teknik. Ikke «vil du tørre at rydde op i rummet?», men «du starter med legetøj eller bøger?». På denne måde føler barnet sin agentur (evnen til at påvirke situationen), men inden for rammerne, sat af voksne.

• At anerkende følelser, selv om beslutningen er uændret: «Jeg ser, at du er meget vred, fordi jeg ikke tillader dig at spille foran computeren i endnu en time. Reglerne er sådan. Lad os tænke på, hvad der ellers kan være sjovt at lave». Dette lærer barnet at leve med frustration, ikke at undgå den.

Interessant faktum fra forskning: Psykologer D. Baumrind og E. Maccoby har identificeret opdragelsesstile. Børn af autentiske forældre (som kombinerer høje krav med varme, dialog og hensyn til mening) viser den højeste grad af selvregulering, social kompetence og akademiske succes. Børn af populeriske forældre (som netop har en tendens til at gå på kompromis med barnet) har ofte problemer med selvkontrol og lavt skolegang.

Afslutning

Mors (forældres) ret og pligt er at træffe endelige, afbalancerede beslutninger, der svarer til barnets sikkerhed, helbred og langsigtede velvære. Barnets mening i alderen 7-9 år er en vigtig, obligatorisk at lytte til og respektere signal om hans behov, følelser og formende personlighed. Dog er dette råmateriale til eftertanke for voksne, ikke en klar dom.

At overføre og gennemføre barnets mening som en uforbeholdent sandhed betyder at afvise forældres ansvar, skade barnets emotionelle udvikling og tage fra ham det nødvendige følelse af beskyttelse. Sandt respekt for barnet udtrykkes ikke i blind underordning til hans vilje, men i opmærksom dialog, ærlig forklaring af grænser og gradvis overførsel af ansvar efterhånden som han bliver klar til det, når han virkelig er klar til det. Balancen mellem respekt for autonomi og sikring af ledelse er kunst af forælderskab.

Permanent link to this publication: