Walsen "På den skønne blå Donau" af Johann Strauss Sohn (An der schönen blauen Donau), op. 314, har gennemgået en unik transformation: fra en fiasko ved debut i 1867 til at blive en ikke-officiel, men absolut genkendelig musikalsk symbol for indkomsten af nytår for milliarder af mennesker over hele verden. Denne metamorfose er et klassisk eksempel på, hvordan et kunstværk, adskilt fra den oprindelige kontekst, kan tilskrives masserkulturen og institutionaliseres som en sekulær rituel. Fenomenet formede sig i det 20. århundrede takket være et komplekst interplay mellem medier, politik og nostalgi. Historisk kontekst for skabelsen: walsen efter katastrofen "Blå Donau" blev skrevet i 1866, straks efter det svære nederlag for Østrig i krigen mod Preussen ved Sadova. Ordringen på "en glad vokal komposition" til Wiener Männergesangsverein var en forsøg på at hæve byens ånder. Første præsentation i instrumentel version den 15. februar 1867 gik med moderat succes, men den korale version (med banale tekster om den wienske forår) i marts samme år udløste en rigtig triumf. Musikken, fyldt med letthed, glitrende melodisme og opbyggende patos, blev et auditivt modstykke til nationel skam. Den erobrede øjeblikkeligt hele verden, blevende et symbol ikke så meget for en bestemt flod, som for en idealiseret, urokratisk image af Wien og den gamle Østrig. Den blev øjeblikkeligt en verdensomspændende succes, og blev til et symbol for en idealiseret, urokratisk Wien og den gamle Østrig. Vejen til nytårskoncerten: politik og medier Den vigtigste institution, der gjorde walsen til nytårs hymne, blev Wiens nytårskoncert (Neujahrskonzert der Wiener Philharmoniker). Oprindelsen: Traditionen for koncerter dedikeret til musikken fra Slægtens Strauss startede i de svære tider før og under Anden Verdenskrig. Den første lignende koncert blev afholdt den 31. december 1939 under ledelse af Clemens Kraus — i en mørk atmosfære, men med en programmel af livlige wals og polkaer, som et psykologisk flugt fra virkeligheden. Institutionalisering: Efter krigen blev konerten genoplivet og blev regelmæssig, sendt på østrigsk radio fra 1946 og årligt på tv fra 1959 (først i Eurovision og derefter over hele verden). Dette var en del af strategien for genopbygning af østrigsk identitet baseret på en neutral, apolitisk og attraktiv "land af musik", ikke på det nylige nazistiske fortid. Ritualisering: Dirigenter, især Willi Boskovsky (1955-1979) og Lorin Maazel, skabte bevidst ritual. De fastslog "Blå Donau" og "Radetzky-marchen" som obligatoriske afslutningsnumre. Deres udførelse blev et symbolisk lydligt tegn på afslutningen af konerten og forventningen til nytår. Psykologi og semiotik: hvorfor netop denne wals? "Blå Donau" passede perfekt til rollen som nytårs hymne på grund af en række musikalske og semiotiske egenskaber: Struktur: Et langsomt, mystisk indledning (arpeggio af strygere, som lysende flammer) skaber en atmosfære af forventning og løfte. Derefter en kraftfuld, bred, uafviselig strøm af hovedtemaet associeres med tiden, ny energi og håb. Emotionel tone: Musikken er fri for dramatik, konflikt, melankoli. Den udstråler ren, ikke-refleksiv optimisme og majestætisk glæde, som passer perfekt til det ønskede humør for begyndelsen af året. Kulturel kode: Valsen koder nostalgi for "den skønne æra" — en mytisk, sikker, elegant kejserlig Wien, som aldrig har eksisteret i denne idealiserede form. I den krigssluttede verden blev dette billede et universelt symbol for tabt og ønsket harmoni. Enkelhed og genkendelighed: Melodien huskes med det første øre, den kan synges af enhver, selv uden at kende navnet. Dette gør den til et ideelt kollektivt ejendom. Globalisering af ritualen: fra Wien til verden Takket være tv- og radiotransmissioner blev ritualen ikke længere østrigsk og blev global. For millioner af mennesker i Europa, Asien, Amerika betyder lydene af denne wals, at nytåret snart vil komme. Den spilles i hjem, restauranter, på byens pladser, synkroniserende menneskers emotionelle oplevelser i forskellige dele af verden. Konerten og dens afslutning blev et af de få virkelig massive begivenheder inden for "høje kultur" i medieuniverset. Interessante fakta og alternative kontekster Den oprindelige korustekst indeholdt linjer "Wien, vær glad! Hvorfor? Lamperne [håbet] brænder igen." Dette var en direkte henvisning til behovet for at komme ud af krigsdepressionen. I 1969 blev "Blå Donau" brugt af Stanley Kubrick i filmen "2001: En space odyssey" i scenerne med sammenkoblingen af rumskibet med den rumstation. Dette skabte en kraftfuld kontrapunkt: musik, der associeres med jordisk eleganse og tradition, følger det højeste teknologiske fremtidige opnåelse. Denne kontekst eksisterer parallelt med nytårsritualet. I det faktiske Østrig bruges melodien nogle gange som et signal for præcis tid i radiobåndet. Konklusion: Musik, der er frosset i tid "Upon the Beautiful Blue Danube" og nytår har slået sig sammen takket være medie maskinen i det 20. århundrede, der har omdannet et kunstværk til en funktionel del af en global kalenderritual. Valsen har mistet sin status som simpel musik om en flod eller Wien. Den er blevet et lydligt udtryk for overgangen, et rent fremtidige og kollektivt håb. Dens årlige udførelse i det gyldne sal i Wiens musikalske selskab er ikke en koncert i almindelighed, men en sekulær liturgi, hvor dirigenten optræder som en præst, og seerne som tilhængere i samme tidszone. Det er en demonstration af kulturens bemærkelsesværdige styrke: at skabe fra en letmusik en evigvarende symbol på fornyelse, som også nytåret lover hvert år, at alt kan begynde forfra, og gør det på et sprog af universel skønhed og harmoni.
© elib.dk

Permanent link to this publication:

https://elib.dk/m/articles/view/Wals-På-den-skønne-blå-Donau-og-nytår