Seyla Benhabib om migranterettigheder: etikken af gæstfrihed under suveræne grænser

Indledning: udfordringen af migration til moderne demokrati

Seyla Benhabib (født 1950) er en af de førende moderne politiske filosoffer, professor ved Yale University, hvis arbejder ligger på kryds af kritisk teori, feminisme og demokratiteori. Hendes koncept om migranterettigheder repræsenterer en dyb etisk og politisk reaktion på en af de centrale paradokser i den globaliserede verden: eksistensen af universelle menneskerettigheder i forhold til det partikulære suveræne nationalstaters suverænitet, hvis grænser stadig er det vigtigste værktøj til udelukkelse.

Kritik af "metodologisk nationalisme" og retten til gæstfrihed

Benhabib begynder med at kritisere den dybt rodfæstede i socialvidenskaberne "metodologisk nationalisme" — antagelsen af, at det nationale stat og dets grænser er en naturlig og uændret ramme for analyse af samfund, ret og politik. Denne tilgang betragter migranter som "et problem" eller undtagelse fra normen. I stedet for hende rehabiliterer Benhabib, efterfølgende Immanuel Kant, konceptet "retten til gæstfrihed" (the right to hospitality).

Men hun transformerer Kants idé (som var begrænset og midlertidig) til en stærkere princip. For Benhabib er retten til gæstfrihed ikke kun en moralisk pligt, men et emerging human right (et formende menneskeret), der skal opnå juridisk anerkendelse. Dette ret inkluderer:

Ret til at søge (ansøgning om indrejse og asyl må ikke møde hadefuld modstand).

Ret til midlertidig medlemskab for dem, der har opholdt sig på statens område i lang tid.

Eksempel: Situationen med "dreamers" i USA — ulovlige migranter, bragt til landet af forældre i barndommen. Selvom de er fuldt integrerede i det amerikanske samfund (sprog, kultur, uddannelse), er de uden legalt status. Benhabib påstår, at deres lange tilstedeværelse og sociale forbindelser skaber et moralisk ret til regulering af status, som et demokratisk land ikke kan ignorere.

"Paradokset med demokratisk legitimitet" og iterativ universalisme

Benhabibs nøglekoncept er "paradokset med demokratisk legitimitet". Det består i følgende: demokratiet får legitimitet fra viljen til demos (folkets vilje), men grænserne for dette demos — hvem der indgår i "folk" og har stemmeret — har altid været fastsat før demokratisk viljeudtryk, ofte gennem vold, udelukkelse og historisk tilfældighed. Derfor er demokratisk suverænitet historisk baseret på en ikke-demokratisk handling af at definere sine medlemmer.

For at løse dette paradoks foreslår Benhabib princippet om "iterativ universalisme". Universelle menneskerettigheder (retten til frihed, lighed, deltagelse) er ikke klarlagte dogmer, men en diskursiv proces. Hver ny kravgruppe (f.eks. migranter) på rettigheder får samfundet til at iterere — omatolere og omdefinere — grænserne for sit universalisme. Demokratisk dialog skal være åben for revision af dem, der deltager i den.

Specifik anvendelse: Debatter om at give valgret til lokale valg til fastboende ikke-borgere (som praktiseres i flere EU-lande og nogle kommuner). Benhabib ser i dette eksempel en iteration: anerkendelse af, at dem, der på permanent basis underkaster sig loven og bidrager til livet i fællesskabet, har et moralisk ret til politisk deltagelse i at beslutte fællesskabets skæbne.

Conceptet "retten til rettigheder" og transnationale borgerlige rum

Benhabib introducerer et nøglebegreb "retten til rettigheder" (the right to have rights), lånt fra Hannah Arendt. I det moderne verden, hvor rettigheder er knyttet til borgerskab, betyder det at være uden borgerskab at miste muligheden for at have nogen rettigheder. Migranter, især ulovlige, ender i denne "rettighedsløse" zone.

Løsningen, ifølge Benhabib, er udviklingen af "transnationale borgerlige rum" og "postnationalt medlemskab". Dette er rum, hvor individets rettigheder udleder sig ikke kun fra hans eller hendes status som borgere i et bestemt land, men også fra:

Factum af at bo på statens område (residentsret).

Participation i transnationale netværk (diasporer, menneskerettighedsorganisationer, professionelle fællesskaber).

Internationale og supranationale love (Genevekonventionen om flygtninge, Europakonventionen om menneskerettigheder).

Praktisk eksempel: Virksomheden af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR). Domstolen har flere gange truffet afgørelser, der pålægger medlemsstaterne i Rådet for Europa (f.eks. i sagerne Hirsi Jamaa mod Italien om retur til Libyen eller M.S.S. mod Belgien og Grækenland om betingelserne for modtagelsen af flygtninge) at overholde migranterettigheder, uanset deres status. ECHR fungerer som en institution, der skaber et transnationalt retsligt rum, hvor menneskerettigheder kan begrænse statens suverænitet i spørgsmål om migration.

Etikken af diskurs og feministisk perspektiv

Feministisk perspektiv fra Benhabib tilføjer en vigtig aspekt: kritik af abstrakt universalisme, der ignorerer de specifikke livsforhold for mennesker. Når det gælder migranter, skal det kønsmæssige aspekt tages i betragtning:

kvinder-migranter er ofte i et udsat position på grund af krydsning af diskrimination på grund af køn, status og etnicitet.

De kan have mål, der adskiller sig fra mandlige (f.eks. flugt fra hjemmepatronering eller kalde skånsomt operationer på kvinders kønsorganer, som ikke altid anerkendes som grundlag for asyl).

Retten til at associere for migranterinder — muligheden for at skabe deres egne fællesskaber — bliver en nøgleværktøj til beskyttelse.

Benhabib insisterer på en etik af diskurs, hvor stemmerne fra migranterne, især marginaliserede grupper blandt dem, skal høres i offentlige debatter om migrationspolitik.

Kritik og moderne aktualitet

Benhabibs teori kritiseres for normativ idealisme: dens model kræver et højt niveau af borgerlig solidaritet og institutionel udvikling, som ikke findes i mange lande. På baggrund af stigningen i højrepopulisme og politikker om "stærke grænser" virker hendes ideer umulige at opnå.

Men hendes tilgang er meget relevant for at forstå sådanne fænomener som:

Klimamigration. Mennesker, der er tvunget til at forlade deres levesteder på grund af klimaforandringer, falder ikke under det klassiske definitoriske kriterium for "flygtning". Konceptet om "retten til rettigheder" og gæstfrihed foreslår en grundlag for at skabe nye internationale juridiske normer.

Langvarige migrationskriser (f.eks. den syriske krise). De viser utilstrækkeligheden af ren militær og begrænsende tilgang og bekræfter Benhabibs tes om nødvendigheden af en iterativ, fleksibel og etisk begrundet respons.

Afslutning: demokratiske grænser som diskussionsemne, ikke dogme
Seyla Benhabib foreslår et radikalt demokratisk projekt for migrationsåret. Hun opfordrer til at betragte grænser og medlemskab i det politiske samfund ikke som hellige og uændrede attributter af suverænitet, men som historisk komplekse institutioner, der er åbne for demokratisk modstrid og moralisk revision. Hendes filosofi flytter fokus fra spørgsmålet "Hvordan kan vi begrænse migration?" til spørgsmålene "Hvad er demokratiske samfunds forpligtelser over for dem, der søger asyl eller bidrager til deres liv?" og "Hvordan kan vi demokratisk definere, hvem der udgør 'os'?" Til sidst er hendes teori en opfordring til demokratier at leve op til deres universalistiske principper, udvidelse af rettigheder og medlemskab, ikke at lukke sig i nationalisme. Migranterettigheder bliver dermed en lakmusprøve for at teste styrken af de grundlæggende principper for moderne liberale demokratier.
© elib.dk

Permanent link to this publication: