Alain Touraine om sociologi efter sociologi: fra samfundet til subjektet

Indledning: Krise i den klassiske paradigma

Alain Touraine (f. 1925), en af de førende franske sociologer i anden halvdel af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede, fremhævede i sine senere værker ("Sociologi", "Kritik af moderniteten", "Tænke andet", "Efter krisen" osv.) en radikal tes om nødvendigheden af at overvinde "den klassiske sociologi", hvis intellektuelle mission, ifølge hans opfattelse, er udtømt. Den klassiske sociologi, grundlagt af Durkheim, Marx og Weber, var, ifølge Touraine, "sociologi af samfundet": den betragtede sociale fakter som ting, studerede institutioner, strukturer og systemer, og forklarede individers adfærd ved handlinger fra ydre sociale kræfter (klasse, normer, rationalisering). Touraine påstår, at i moderne tid (eller postmoderne tid) eksisterer samfundet som en hel, integreret system, styret af klare love, ikke længere. I stedet er der kommet fragmenterede, globaliserede strømme af information, kapital og kulturelle mønstre. Derfor skal sociologi finde et nyt objekt og en ny metode.

Nøgletesis: Fra "Samfund" til "Socialt Handlen" og "Subjektet"

Centret i projektet "sociologi efter sociologi" er en paradigmeskift.

Kritik af "samfundet": Touraine mener, at begrebet "samfund" er en meta-sociologisk ideologi, en myte, der skjuler virkelige konflikter og processer. Det antyder en fælles kultur, centraliserede institutioner og klare grænser - alt det, der bliver udfordret af globalisering, multikulturalisme og den informationelle revolution. Sociologen kan ikke længere studere "det franske samfund" eller "det industrielle samfund" som monolitter.

Nyt objekt: Sociale bevægelser og kulturelle konflikter. Centret skal være på ikke orden, men produktionen af samfundet af aktørerne selv under konfliktforhold. De vigtigste aktører i moderne tid for Touraine er ikke klasser i marxistisk forstand, men sociale bevægelser (miljøbevægelser, feminister, bevægelser for mindretalsrettigheder), der kæmper ikke for omfordeling af rigdom, men for kontrol over "historiskitet" - over de grundlæggende kulturelle produktionsmønstre, viden og etik, som samfundet skaber sig selv.

Genopretning af Subjektet: Dette er den vigtigste og mest originale vending. Touraine påstår: "Lad os bringe aktøren tilbage i de sociale videnskaber, som vi selv har udstødt". "Subjektet" hos Touraine er ikke den autonome individ af oplysningstiden eller den fuldt determinerede produkt af strukturer. Det er et projekt om selvbygning af personlighed, der udføres i kampen mod logikkerne i apparaterne (markedet, staten, teknokratiet), der stræber efter at undertrykke det. Subjektet er ikke en givenhed, men et krav, et svært erobring. Sociologi skal studere betingelserne for muligheden for Subjektets dannelse.

Metode: sociologisk intervention (intervention sociologique)

Det er ikke blot et inkluderende observation. Metoden indebærer langvarig arbejde (tusindvis af møder) med en gruppe af aktiver i et socialt bevægelses (f.eks. arbejdere på en fabrik, der har okkuperet virksomheden, eller deltagere i en miljøprotest).

Undersøgerne er ikke neutrale observatører. De aktiver "intervention", bringer deltagerne i gruppen sammen, foreslår, at de analyserer deres egne handlinger, identificerer deres skjulte motiver og modstridigheder. Målet er at provocere gruppen til selvanalyse (self-analysis) og hjælpe dem med at formulere deres egen identitet, mål og opfattelser af modstanderen, dvs. at blive fra en simpel social gruppe til et rigtigt historisk handling.

På denne måde bliver sociologen ikke en ekspert, der forklarer folkets handlinger, men en "mellemmand" eller "regisseur", der hjælper aktørerne med at få deres egen stemme og blive skabere af deres egen historie. Videnskaben tjener ikke et afsondret viden, men befrielse.

Interessant fakt: En af de mest kendte tilfælde af anvendelse af metoden sociologisk intervention er Turains og hans holds undersøgelse af bevægelsen af studerende og arbejdere i maj 1968 i Frankrig. Turaine så i disse begivenheder ikke en politisk revolution, men en kulturel revolution, fødslen af en ny type social konflikt, der sigter mod kontrol over kommunikationsmetoder, uddannelse og hverdagsliv, dvs. "historiskitet".

Diagnose af moderne tid: program og marked

Touraine analyserer det moderne samfund som et felt af kamp mellem to hoved "logikker" eller "apparater", der undertrykker dannelse af Subjektet:

Markedslogik (økonomisk modernisering): Global kapitalisme, der reducerer alt til varer, forbrugere og økonomisk effektivitet. Den ødelægger kollektive identiteter og sociale forbindelser.

Programlogik (teknokratisk rationalitet): Magt hos eksperter, embedsmænd, ledere og algoritmer, der stræber efter at styre alle områder af livet (fra uddannelse til sundhedsvæsen) efter produktivitets- og kontrolkriterier.

Disse to logikker, der ofte konflikterer med hinanden, formerer en system af dominans, der udstøder mennesket fra centrum af hans egen liv. Det modstår dem, ifølge Touraine, kun kravet om at være Subjekt - dvs. et væsen, der kan kombinere instrumentelle handlingers rationalitet med beskyttelsen af sin personlige og kollektive frihed og identitet.

"Sociologi efter sociologi" i et globalt perspektiv

Touraines projekt er et svar på udfordringerne, som sociologi stod over for i slutningen af det 20. århundrede:

Marxismens krise og teorier baseret på begrebet "samfund".

Stigningen af postmodernisme med dets relativisme og afvisning af "store narreter". Turaine afviser den postmodernistiske opsplitning af mening, men accepterer dets kritik af totaliserende teorier. Hans subjekt er en forsøg på at bygge en ny narativ, men ikke total, men både personlig og kollektiv.

Individuallisering og fragmentering: Turaine foreslår en koncept, der muliggør analyse af samfundet, uden at afvise disse processer, men at placere kampen for subjektivitet i deres centrum.

Eksempel på indflydelse: Turaines ideer om sociale bevægelser som de vigtigste aktører i historiske forandringer har haft en stor indflydelse på studiet af "nye sociale bevægelser" (miljøbevægelser, feminister, anti-globale bevægelser). Hans fokus på kulturelle konflikter og identitet forudsigede "den kulturelle vending" i de sociale videnskaber.

Kritik og arv

Touraines projekt blev kritiseret for:

Overflødig normativisme og moralisme: Sociologi risikerer at blive til filosofi eller prophezei om, hvordan "den gode subjekt" skal være.

Uklart begreb "Subjekt": Det balancerer mellem filosofisk abstraktion og et psykologisk begreb, hvilket gør det svært at operationalisere det i empiriske undersøgelser.

Elitisme i metoden: "Sociologisk intervention" er meget ressourcekrævende og anvendelig kun til små, aktive grupper, hvilket begrænser dens anvendelse.

Afslutning:

Alain Touraine har med sin koncept "sociologi efter sociologi" foretaget en radikal epistemologisk brud. Han foreslår at gå:

From at studere strukturer til at studere handling.

From analyse af integration til analyse af konflikt som en skabende kraft.

From individets figur, determineret af samfundet, til figurer af Subjektet, der kæmper for deres selvbestemmelse.

From rollen som sociolog som neutral videnskabsmand til rollen som mellemmand og deltager i processen med social skabelse.

Hans projekt er ikke blot en ny teori, men en opfordring til humanisering af de sociale videnskaber, deres tilbagevenden til tjeneste for menneskelig frihed. I en verden, hvor globale kræfter som markedet og teknokratiet virker magtfulde, minder Turaine os om, at historien ikke er afsluttet, men skabes i daglige konflikter, hvor mennesker kan - og skal - forsvare deres ret til at være ikke skruer, men skabere af deres egen liv.

"Sociologi efter sociologi" er sociologi af håb, centreret om det skrøbelige, men uopslidelige menneskelige stræben efter frihed og anerkendelse.

Permanent link to this publication: