Myten om Atlantis: I går og i dag

Indledning: Platons kilde

Myten om Atlantis har, i modsætning til mange andre gamle overleveringer, et klart fastlagt forfatterskab og oprettelsesdato. Den blev første gang fortalt af den gamle græske filosof Platons i to dialoger — "Timaios" (ca. 360 f.Kr.) og "Kritias". Ifølge Platons beskrivelse var Atlantis et kraftfuldt østats, beliggende "beyond the Pillars of Hercules" (Gibraltar), som forsøgte at erobre Athen for 9000 år siden (i forhold til Solons tid, 6. århundrede f.Kr.), og som på én dag og en nat blev sugt ind af havet som følge af et jordskred og en flodvåge. Det er kritisk vigtigt, at Platons præsenterer historien om Atlantis ikke som en myte, men som et sandt overlevering (logos), overleveret gennem de egyptiske præster.

Platons mål: Filosofisk allegori, ikke historie

Den moderne videnskab betragter Platons fortælling først og fremmest som en filosofisk-politisk allegori, ikke som en historisk rapport. Filosofens mål var:

Illustration af det ideelle statslige system i kontrast. Athen i hans fortælling er det ideelle bystat, styret af visdommende filosoffer.

Demonstration af en cyklisk teori om civilisationers undergang på grund af moralisk fald. Atlantis, som oprindeligt var højåndet, faldt i hygge og grådighed, og blev ødelagt af guderne for det.

Kritik af den moderne Athen-imperium, hvis imperiale ambitioner og marine styrke kunne projiceres på Atlantis' billede.

Således blev Atlantis i antikken primært opfattet som en litterær og filosofisk konstruktion, hvilket bevises af Aристотels skeptiske holdning til den, som han betragtede som en myte.

Udviklingen af myten: Fra Renæssancen til det nye tiders okkultisme

Interessen for Atlantis blev genoplivet i renæssancen. Humanister, der identificerede Atlantis med det nye verdensdel, så i Platons dialoger et profeti om Amerika. Francisco López de Gomara, historikeren for konkysten, kaldte aztekere for efterkommere af atlanterne.
Men en afgørende vending skete i det 19. århundrede, da myten blev nationaliseret og mystificeret:

Den amerikanske kongresmand Ignatius Donnelly præsenterede Atlantis som en videnskabelig fakt i bogen "Atlantis: Verden før syndfloden" (1882) og fremhævede den som fædrene til alle gamle civilisationer og teknologier. Hans ideer lagde grundlaget for pseudovidenskab.

Elena Blavatsky, grundlæggeren af teosofien, erklærede atlanterne som den fjerde "røde" race af giganter, der besad magiske teknologier i "Den hemmelige doktrine" (1888). Denne okkulte fortolkning blev meget influerende.

Rudolf Steiner og efterfølgere af anthroposophien udviklede ideen om Atlantis som en åndelig fædreland for menneskeheden, hvor beboerne besad clairvoyance.

Moderne "videnskabelige" hypoteser og deres kritik

I XX–XXI århundrede er søgen efter Atlantis flyttet ind i området for pseudohistorie og paravidenskab, hvilket har ført til hundreder af hypoteser, der dog ikke accepteres af den akademiske videnskab på grund af manglen på beviser. De mest kendte lokaliseringsforslag:

Østergrijske hypotese (Santorini/Kreta). Den mest videnskabeligt begrundede version, der forbinder Atlantidens undergang med et vulkanudbrud på øen Thera (Santorini) omkring 1600 f.Kr., der ødelagde den minoiske civilisation på Kreta. Der er ligheder: en højudviklet marine magt, der gik under i en katastrofe. Dog stemmer både tidslinjen (9000 år) og geografien (Atlanten, ikke Middelhavet) ikke overens med Platons beskrivelse.

Atlantisk Ocean (Azores-øerne, Bahamas). En populær, men ubeviselig hypotese, der støtter sig til et bogstaveligt læsning af Platons beskrivelse. Undersøgelser af Bimini Road (underjordiske stenformationer ved Bahamas) har ikke bekræftet deres kunstige oprindelse.

Antarktis (Charles Hapgood's hypotese). En pseudovidenskabelig teori om polarskift, hvor den varme Atlantis blev placeret på den sydlige halvkugle. Denne teori blev afvist af geologiske data.

Sortehavet (Ryan og Pitmans hypotese). Forslår, at legenden er forbundet med et brud på Middelhavets vand i det præsveære Sortehav omkring 5600 f.Kr., hvilket forårsagede et omfattende flodvåge. Selvom dette er et reelt hændelse, er den direkte forbindelse til Platons tekst speculativ.

Scienfisk kritik: De vigtigste modargumenter fra historikere og arkæologer:

Manglen på materielle beviser. Ingen enkelt arтеfakt, der kan identificeres som "atlantisk".

Aнахронisme i Platons beskrivelse. Beskrivelsen af Atlantidens hær (karrer, metallisk udstyr) svarer til det 4. århundrede f.Kr., ikke det hypotetiske X tusindårhundrede f.Kr.

Brug af myten i ideologiske formål. Nazistiske "forskere" fra "Anenербes" søgte efter Atlantis som fædreland til den "ariske race", hvilket har diskrediteret emnet i øjnene af videnskabsfolk.

Myten i dag: Popkultur og "tabt civilisation" paradigm

I den moderne kultur har Atlantis mistet sin specifikke placering og er blevet til en arketypisk plot, en "metafor for det tabte guldalder og hygge, der fører til fald". Den er blevet en fast del af:

Massenkultur: Film (Disneys "Atlantis: Den fortabte verden", "Rejse til den gådefulde ø"), tegneserier, computerspil.

Ezoteri og New Age: Der fortsætter spekulationer om "atlanternes avancerede teknologier" (krystaller, flyvemaskiner), "efterkommere af Atlantis" (plejaderne) og dens forbindelse til andre mytiske lande (Lemuria, Mu).

Nationale myter: I nogle lande (f.eks. i Storbritannien — hypotesen om Atlantis som et keltisk skældorado, der er sunket i havet) tilpasses myten til at styrke national identitet.

Afslutning: Hvorfor lever myten?

Myten om Atlantis viser en bemærkelsesværdig livskraft i løbet af to og et halvt tusinde år. Dens styrke ligger i sin syntetiske og tomme natur, der muliggør projektion af alle slags betydninger på den: fra politisk utopi til okkultt afsløring, fra videnskabelig hypotese til et billede af en miljøkatastrofe. Den opfylder menneskets dybe behov for en legende om store forfædre, der besad tabte viden, og tjener som advarsel om skørenheden af enhver, selv den mest magtfulde, civilisation over for naturen eller sine egne synder.

Således er Atlantis i dag ikke længere en arkæologisk gåde, men et kulturelt og psykologisk fænomen. Søgen efter den er mere en søgen efter ikke et specifikt fortabt ø, men et refleksion af vores evige spørgsmål om oprindelse, fremskridt og den endelige skæbne for menneskelige samfund. Så længe disse spørgsmål er relevante, vil myten om Atlantis fortsætte med at leve, hver gang den finder nyt udtryk i overensstemmelse med ånden i tiden.

Permanent link to this publication: