Borgere som objekt og subjekt i krige

Indledning: Genovervejelse af borgernes rolle i militære konflikter

I den klassiske krigsteori, fra Clausewitz til begyndelsen af det 20. århundrede, blev civilt befolkning primært set som et objekt: et demografisk og økonomisk ressource ("hinterland"), en kilde til at opbygge hæren, samt en passiv offer ("collateral damage" – skade på sivile) eller et redskab til pres på modstanderen. Dog har historisk praksis, især siden totalkrige og nationalbefrielsesbevægelser, vist, at civile ofte bliver subjekter – aktive deltagere i modstand, bærere af legitimitet og en afgørende faktor i opnåelsen af politiske mål i konflikten. Denne evolution reflekterer overgangen fra krig cabinet og regulære hære til ideologiske, netværksbaserede og hybride krige.

1. Historisk evolution: fra objekt til "total mobilisering"

Antikken og Middelalderen: Civilt befolkning (byboere) blev ofte det primære mål for vold (massakrer, slaveri) efter belejring af en fæstning. Dette var en taktik til at skræmme og betale hæren. Imidlertid blev civile i bondefeudre (Jacqueries, Hussitkrigen) selv til subjekter i bevæbnede modstandskamp.

"Kabinetkrige" (1700-1800-tallet): Med udviklingen af regulære hære og kontraktret (begyndelsen af kodificering i traktaterne af Hugo Grotius) begyndte man at udpege civilt befolkning som en beskyttet kategori, selvom dette sjældent blev overholdt i praksis. Krig blev betragtet som noget for professionelle hære.

Napoleoniske og "totale" krige (1800-1900-tallet): En skillelinje. Napoleon indførte conscription – massiv indkaldelse af civile til hæren, gør dem til subjekter som soldater. I Første og især Anden Verdenskrig blev grænsen mellem front og bagland uklart, hvilket førte til konceptet "total krig", hvor civilt befolkning målrettet blev anvendt til at underminere modstanderen mod modstand (bombarderinger af Dresden, Hiroshima, blokaden af Leningrad). Her er de både objekt af terror og subjekt af arbejdsfronten.

Interessant faktum: Under Anden Verdenskrig blev civilt befolkning i okkuperede Europa og Sovjetunionen massivt til subjekter i partisanbevægelsen og modstandsbevægelsen. Dette tvang nazisterne til at anvende voldsomme straffende foranstaltninger mod civile (f.eks. ødelæggelse af landsbyer som Katyn, Lidice), hvilket i sin tur kun styrkede støtten til partisanerne. Denne paradox viser dobbeltsiden af status: forsøget på at undertrykke civile som subjekter i modstand gør dem til objekter af total udryddelse.

2. Teoretiske tilgange: fra "den retfærdige krig" til humanitært ret

Theory of Just War (Jus ad bellum og Jus in bello): Inden for denne ramme er civilt befolkning et beskyttet objekt. Principet om forskel kræver et klart skille mellem krigere og ikke-krigere, og principet om proporsionalitet forblander angreb, hvor tab af civile er utilproporionalt med militær nødvendighed.

Kritisk militær teori og postkoloniale studier: Disse tilgange påstår, at vestlig humanitær ret ofte tjener som et redskab, der, ved at erklære beskyttelse af civile som objekter, i virkeligheden legaliserer krige, hvor de bliver de største ofre. I anti-koloniale krige (Alger, Vietnam) blev civilt befolkning en nøgleaktør i den politiske kamp. Krigen blev ført for "hjertet og sindet" (fisk i folkehavet, som Mao Zedong metafor), og partisanskaberne ("fisk i folkehavet", som Mao Zedong metafor) bevidst slørede grænsen mellem krigere og civile, gør befolkningen til en aktiv deltagende.

3. Moderne hybride konflikter: uklare grænser

I konflikter i det 21. århundrede (Syrien, Yemen osv.) blev status for civilt befolkning endnu mere tvivlsom:

Objekt af informations- og kognitiv krig: Befolkningen udsættes bevidst for propaganda, desinformation, psykologiske operationer med henblik på demoralisering eller mobilisering. Her er civile objekter af manipulation, men deres opfattelse bliver slagmarken.

Objekt af humanitære krise som taktik: Skabelse af kunstig sult, blokade af humanitær hjælp, ødelæggelse af hospitaler og skoler bruges til at opnå militære og politiske mål (strategi "brændt mark"). Befolkningen er et objekt af pres på modstanderen.

Subjekt af digital modstand og frivillighed: Civile bliver aktive subjekter i cyberkrig (hacktivister), yder digital støtte til hæren, deltager i crowdfunding, produktion af droner og udstyr, dokumentation af krigsforbrydelser. Dette udfaser den formelle status som ikke-kriger.

4. Internationalt humanitært ret: forsøg på at fastlægge status som beskyttet objekt

Genèvekonventionerne 1949 og de supplerende protokoller 1977 repræsenterer en forsøg på at gendanne civilt befolkning som et beskyttet objekt. De forblander:

• Angreb på civile og civile objekter.
• Handlinger af vold, designet til at skræmme befolkningen.
• Brug af sult som krigsmetode.
• Collective punishment.

Effekten af disse normer afhænger dog af den politiske vilje, asymmetrien i konflikter og opkomsten af nye teknologier (cybervåben, autonome systemer), som igen stiller spørgsmål ved anvendelsen af gamle principper om forskel.

Afslutning: Ambivalens som ny norm

Således er civilt befolkning i moderne krig både objekt og subjekt på samme tid, og i hypertrofiske former. Det er:

• Den maksimale udsatte objekt og lidelse i forhold til totaliserende vold.
• En nøgleaktør i politisk legitimitet, hvor kampen kæmpes for støtte.
• En aktiv deltagende i modstand og krig i dens hybride, netværksbaserede manifestationer.

Historien viser, at forsøg på at reducere civile kun til status som passivt beskyttet objekt (som i idealmodeller af humanitær ret) ofte mislykkes over for den politiske virkelighed, hvor krig bliver en kamp for nations og identiteter. Fremtiden ligger sandsynligvis ikke i afvisning af denne dobbeltsidighed, men i udvikling af nye juridiske og etiske rammer, der anerkender de aktive roller af civile i selvsikring og modstand, samtidig med at de sikrer dem maksimal mulig beskyttelse mod vilkårlig vold. Krig er ikke længere kun soldaters sag; den er et prøvelse for hele samfundet, hvilket gør spørgsmålet om status for civilt befolkning et af de centrale i forståelsen af konflikter i det 21. århundrede.

Permanent link to this publication: