Dans Buddhism: fra rituel pantomime til meditations i bevægelse

Indledning: meningsfuldt bevægelse på vejen til oplysning

I Buddhismen, med sit fokus på bevidsthed, afvisning af sensuelle fornøjelser og undertrykkelse af kroppen, er holdningen til dans som en verdslig fornøjelse eller generel udtryksform generelt tilbageholdende. Dog som en dybt synkretisk religion, der har tilpasset sig lokale kulturer, har Buddhismen udstødt og optaget unikke ritual-symboliske og meditative danspraksisser. Deres mål er ikke danserens selvudtryk, men en visuel præsentation af læren (Dharma), en offergave til guderne, transformation af bevidstheden hos både publikum og udfører.

Nøgleprincipper: dans som Dharma og offer

Bag Buddhismens tilgang til bevægelse ligger flere ideer:

Ikke-vanligehed: Bevægelserne skal være fri for følelsesmæssig påvirkning, egoisme og sensualitet. Dans er en disciplineret, bevidst handling.

Symbolisme: Hver bevægelse, pose, kostume og attribut har et dybt symbolisk betydning, forbundet med Buddhismens filosofi: sejr over illusioner (майя), medfølelse (каруна), visdom (праджня).

Rituel effektivitet: Dans betragtes ofte som en handling af sakral magi (садхана), der kan rense rummet, kalde guder (идамов), akkumulerer gavnlige bedrifter.

Primære danstraditioner i Buddhismen

1. Tibetansk Buddhism: mystisk pantomime og vrede guder
Tibetansk dansetradition er mest udviklet og kendt. Dens kerne består af cham (ʻcham) — ritualmæssige mystiske danse, udført af munke i masker.

Udspring og betydning: Ifølge overleveringen lagde den store yogi og helgen Padmasambhava (Guru Rinpoche) grundlaget for cham i det 8. århundrede for at underkaste lokale demoner og fastholde Dharma. Dansen er en visualisering af en mandala, en levende ikon. Ved at udføre den identificerer den dansende munk sig med et vredt eller fredeligt beskyttende guddom (идам, дакини, дхармапала).

Ikonografi og symbolik: Kostumer og masker er utroligt komplekse. Vrede masker (med et skældsug, tredje øje, krone af knogler) symboliserer energi, der transformerer negative kræfter og sindets mørkere aspekter. Hver bevægelse (mudra), føddens position, blikretning er strengt reguleret og beskrevet i tibetanske tantra tekster.

Kontekst: Cham udføres under store klosterfester (тиб. tsechu), ofte foran eller i anledning af nytår (Лосар). Den mest kendte er festivalen i Hemis-klosteret i Ladakh. Dansene varer flere dage og afsluttes med et ritual med ødelæggelse af en figur af modstanderen af troen, lavet afdejle eller olie, som symboliserer Dharma's triumf over uviden.

Dans med knogler (Тиб. «Карда-чам»): Udført i tøj af knogler, minde om livets skrøbelighed (анитья) og praksis af at se på døden.

2. Japansk Buddhism: esoteriske ritualer og teater No
Bugaku og Gigaku: Oldgamle rituelle dans- og musikalske præsentationer, der kom til Japan gennem Kina og Korea, blev brugt i buddhistiske cеремонier. De inkluderede elementer af fortælling og mimik.

Dans i skolen Singon (яп. «Май»): Esoterisk (миккё) Buddhism Singon har bevaret komplekse rituelle danse, såsom Ryuugai-no-mai (Tandens drenge-dans), der udføres for at kalde regn eller fred. Bevægelserne her er en visualisering af manader og mantraer.

Inflydelse på teater No: Selvom No er et verdsligt kunstværk, er dens æstetik (langsomhed, symbolik, brug af masker, temaer om spøgelser og oplysning) dybt præget af buddhistiske ideer, især Zen-skolen. Dansen i No er en fokuseret, minimalistisk bevægelse, der udtrykker essensen af forholdet.

3. Theravada Buddhism (Sri Lanka, Thailand, Myanmar, Cambodia):
I disse traditioner er dans mindre integreret i munkedisciplinen, men spiller en rolle i folkelig og kongelig religiøs kultur.

Khon (Thailand) og Lakhon (Cambodia): Klassisk dans-pantomime i masker, der ofte forestiller episoder fra Buddhas liv eller fra det nationale epos «Рамакиен» (en version af «Рамаяna»). Dette er en offergave og en måde at overføre moralske lektioner på.

Dans med kopper til gaver: I Thailand findes der en elegant rituel dans med kopper, der udføres i templer under fester.

4. Zen Buddhism: meditations i bevægelse
Zen, med sit princip om «direkte oplevelse af virkeligheden», har givet opstået praksisser, der kan betragtes som en ekstremt asketisk form for dans.

Kinhin (經行, «gående meditation»): En langsom, bevidst gående bevægelse i cirkel mellem sædvanlige meditationsperioder (дзадзэн). Hver skridt er synkroniseret med vejrtrækningen, opmærksomheden er fuldt i det nuværende øjeblik. Dette er en dans uden publikum, hvor bevægelsen bliver selve meditationen.

Ritmiske bøjer (udstødninger): I nogle traditioner bliver gentagne ritmiske bøjer, der udføres som en del af bønnepraksis eller offer, en transeagtig, kropslig ritual.

Dans som moderne buddhistisk praksis

I XX–XXI århundredet har nogle vestlige og østlige lærere forsøgt at integrere fri bevægelse i buddhistisk kontekst.

「Fri dans」i retreats: Som en måde at arbejde med energi, fjerne kropslige blokader, udvikle bevidsthed i bevægelse på. Dog forbliver sådanne praksisser ofte perifere og udløser kontroverser i konservative kredse.

「Mandala-dans」eller「Vajra-dans」: Gruppemæssige praksisser, hvor bevægelse i cirkel kombineres med læsning af mantraer eller visualisering.

Kulturel udveksling og turisme

mange sakrale danse, især cham, udføres i dag både i ritualisk og demonstrativ kontekst for turister. Dette skaber en kompleks dialog mellem autentisk religiøs praksis og kulturel præstation, nogle gange førende til kommercialisering og forenkling af betydninger.

Sammenligning med dans i jødedommen og kristendommen

Modsat jødedommen, hvor dans ofte er udtryk for kollektiv glæde og fest, eller kristendommen med sit ambivalente forhold, er buddhistisk dans (især tibetansk) først og fremmest et strengt kodificeret, ikonografisk og ofte vredt handling, rettet mod transformation af både indre og ydre demoner. Dets mål er ikke at forene fællesskabet i glæde, men at vise kampen mod uviden og skabe et gunstigt karmafelt.

Afslutning: bevægelse, der frigør fra bevægelse

Dans i Buddhismen er et paradoks: Det er en kompleks system af bevægelser, der i sidste ende er ment til at føre til ro i sindet og frigørelse fra enhver form for betinget aktivitet. Det handler ikke om kroppen som sådan, men om kroppen som en karte til sindet og universet, som et redskab til at udtrykke medfølelse og visdom. Dette er et kunstværk, hvor æstetikken fuldt ud underkastes teologi (undervisning om frelse). Fra de skræmmende pirouetter af den tibetanske munk i Mahakalas maske til de langsomme skridt af den zen-munk i kinhinen — udtrykker buddhistisk dans den vigtigste princip: Bevidst, medfølelsesfuld og symbolisk fyldt handling er selv en vej. Den minder os om, at oplysning ikke er et statisk tilstand, men et dynamisk proces af transformation af al vores energi, herunder energien i bevægelse, til visdom til gavn for alle levende væsener.

Permanent link to this publication: