Kabare: historie og nutid – fra bohemske oprør til teater af identiteter

Indledning: kabare som form for kulturelt modstand

Kabare (fra fransk cabaret – "kabac") er et unikt fænomen, der siden sin opståen har balanceret på grænsen mellem eliterart, masserejse og social-politisk satire. Dette syntetiske rum, der forbinder musik, dans, poesi, drama, visuelle kunster og kokkunst, har gennem sin 140-årige historie tjent som et barometer for offentlige stemninger, en laboratorium for æstetiske eksperimenter og en tribune for marginaliserede stemmer.

Opståen (1881–1914): oprør mod den bourgeoise scene

Opståen af kabare er forbundet med modstand mod den kommersielle teater og det akademiske kunst. Dets kolleksel er Paris, hvor kunstneren Rudolf Salis åbnede "Le Chat Noir" på Montmartre den 18. november 1881. Dette var ikke blot et café, men en "kunstnerisk kabac", hvor gæster – poeter, musikere, kunstnere – selv skabte forestillinger for sig selv og ligesindede. Her opstod formatet "chansonnier", improviserede skæmts og skjoldteater. Succesen med "Le Chat Noir" udløste en bølge af efterligninger: "Moulin Rouge" (1889) med sit berømte kan kan kan, "La Platanine" og andre.

Key træk ved tidligt kabare:

En atmosfære af et privat klub: Intimitet, størring af grænsen mellem scene og sal.

Eklectisk program: På en aften kunne en symbolistisk digter, en kupletist, en magiker og en danser optræde.

Satire mod bourgeoisiet: Humoren var rettet mod byboernes moral og politik.

Guldalderen (1910–1933): mellem krige og revolutioner

Det faktiske opblomstring og politisering af kabare skete i det tysksprogede område, især i Berlin og Zürich under Weimarrepublikken.

"Larm und Rauch" (Schall und Rauch, Berlin): Grundlagt af Max Reinhardt i 1901, blev senere et legendarisk kabare i 1920'erne, hvor man hæskede militarisme, hykleri og nationalisme. Her optrådte dramatikere som Bertolt Brecht og Kurt Tucholsky, samt den dadaistiske kunstnerinde Hannah Höch.

"Kabare Voltaire" (Zürich, 1916): Opstået som en anti-krigsprotest. Poeterne-udvandrere Tristan Tzara, Hugo Ball, kunstnerne Hans Arp og Marcel Janco skabte her dada-bevægelsen – en absurd og provokerende reaktion på den verdenskrigs vanvid. Deres forestillinger (lydstykker, samtidige læsninger) brød med forestillinger om kunst.

"Kabare elfte broder" (München): Et af de mest politiske kabare, hvis satiriske tekster blev mål for nazister allerede i begyndelsen af 1930'erne.

Fænomenet Weimar-kabare: Dette var en "dans på vulkanen" – en blanding af håbløshed, hedonisme og skarp social kritik, forestillet i malerierne af den kabareartist Anitta Berber, i teksterne af Klabund og K.I. Krol.

Fald og undergrund (1933–1945): kunst under forbud

Med nazisternes magtovertagelse blev den brændende kultur af kabare ødelagt. Mange kunstnere (Kurt Weill, Marlene Dietrich) emigrerede. I Tyskland blev kabare til et propagandaværktøj eller gik i dyb undergrund. Imidlertid fortsatte nogle kabare (f.eks. "Foli-Bergère") i besat Paris, og i koncentrationslejre (Theresienstadt) opstod lejrcabare som en form for åndelig modstand.

Efterkrigstidens genopblomstring: fra satire til show

Efter krigen deltes kabare i flere grene:

Politiske kabare (Kabarett) i Tyskland og Øst-Europa: I Vesttyskland og DDR blev satiriske kabare genoprettet, der kritiserede den nye magt, den nazistiske afvikling, og senere den kolde krig (münchen "Lacher und Schiessen"). I de socialistiske lande (Polen, Tjekkiet) var kabare et økosystem af ironisk kritik af regimet.

Kabare som et estradshow (Cabaret): På Vesten, især under påvirkning af Broadway-musicalen "Cabaret" (1966, baseret på bøgerne af Christopher Isherwood), blev ordet forbundet med glæm-show, burlesque og nattelivsklubber. Paris "Lido" og "Crazy Horse" blev berømte for deres spektakulære revyer med færdige kostumer og komplekse numre.

Modernitet (1990'erne): revision af traditioner og nye former

Modernt kabare er ikke et enkelt genre, men en økosystem af forskellige praksisser:

Neoburlesque og nuyvåv kabare: Genopblomstringen af burlesque (burlesque-revue af Dita von Teese) ikke som strip, men som en teatraliseret, ofte feministisk eller queer-kunst, der undersøger temaet krop, køn og seksualitet. Moderne kollektiver (Pussy Riot i deres tidlige aktioner, "Imperical Russian Ballet" i Berlin) bruger dens æstetik til politiske udtalelser.

Immersivt og site-specific kabare: Forestillinger i ikke-typiske rum – forladte fabrikker, orangerier, tog. Publikum bliver en del af handlingen. Sleep No More i New York er et fremragende eksempel på et immersivt teater med stærk påvirkning af kabareæstetikken.

Kabare som en undersøgelse af identitet: Mange moderne kunstnere bruger kabare-formen (monolog, sang, dans) til at tale om skade, migration, handicap, mentalt helbred. Dette er terapi og aktivisme gennem performance.

Digitalt kabare: Pandemien COVID-19 accelererede opståen af online-kabare – strømmings Shows, der kombinerer hjemlig intimacy med en global publikum.

Funktioner og betydning af kabare i dag

En alternativ scene: En platform for kunstnere og emner, der ikke passer ind i den mainstream teater eller pop-industrien.

Social kritiker: Bevarer rollen som et satirisk spejl for samfundet (som i tyske Kabarett eller russiske tv-projekter som "Krivoe zerkalo", der har rødder i denne tradition).

Et rum for fællesskab: Samler mennesker efter interesser (queer-kabare, poætiske slams ibarer).

Bevarende af "lave" genrer: Legitimerer og udvikler former, der blev betragtet som marginaliserede: klovnen, pantomime, stand-up, ekscentrisk dans.

Afslutning: en evig format

Fra "Le Chat Noir" til digitale forestillinger har kabare bevist sin bemærkelsesværdige levedygtighed. Dets essens er hybriditet, aktualitet og intimacy. Det er ikke et museumseksponat, men en levende organisme, der konstant genopfinder sig selv, reagerende på tidsudfordringer. I en æra af algoritmer og standardiserede underholdninger forbliver kabare et område for risiko, direkte udtalelse og menneskelig kontakt. Det minder os om, at kunst kan opstå ved bordet blandt glas, og smil og refleksion kan være to sider af samme medalje. Historien om kabare er en historie om kampen for retten til at være forskellig, tale klart og stadig forblive kunst, der ikke frygter at være alvorlig, for at tale om det mest alvorlige.
© elib.dk

Permanent link to this publication: