Borgere som objekt og subjekt i krige

Indledning: Genovervejelse af borgernes rolle i militære konflikter

I klassisk krigsteori, fra Clausewitz til begyndelsen af XX århundrede, blev civilt befolkning primært set som et objekt: en demografisk og økonomisk ressource ("hinterland"), en kilde til at opbygge hæren, samt en passiv offer ("collateral damage" – sideskade) eller et pressmiddel mod modstanderen. Imidlertid har historisk praksis, især siden totalkrige og nationalbefrielsesbevægelser, vist, at civile ofte bliver subjekter – aktive deltagere i modstand, bærere af legitimitet og en afgørende faktor i opnåelsen af politiske mål i konflikten. Denne evolution reflekterer overgangen fra krigsførelse af kontor-krige og regulære hære til krigsførelse af ideologiske, netværksbaserede og hybride krige.

1. Historisk evolution: fra objekt til "total mobilisering"

Antikken og Middelalderen: Civilt befolkning (byboere) var ofte det primære mål for vold (massakrer, slaveri) efter belejring af en fæstning. Dette var en taktik til at skræmme og betale hæren. Imidlertid blev borgere i bondeopstande (Jacqueries, Hussitkrigene) selv til subjekter i form af væbnede modstandere.

"Kabinetkrige" (XVII-XVIII århundrede): Med udviklingen af regulære hære og kontraktret (begyndelsen af kodificering i Hugo Grotius' traktater) begyndte man at udpege civilt befolkning som en beskyttet kategori, selvom dette sjældent blev overholdt i praksis. Krig blev betragtet som noget for professionelle hære.

Napoleoniske og "totale" krige (XIX-XX århundrede): En skiftning. Napoleon indførte konskription – massiv indkaldelse af civile til hæren, gør dem til subjekter i form af soldater. I Første og især Anden Verdenskrig blev grænsen mellem front og bagland uklart, hvilket førte til konceptet "total krig", hvor civilt befolkning bevidst blev gjort til mål for at underminere modstanderen mod modstand (bombardering af Dresden, Hiroshima, blokade af Leningrad). Her er de både objekt af terror og subjekt af arbejdsfronten.

Interessant faktum: Under Anden Verdenskrig blev civilt befolkning i okkuperede Europa og Sovjetunionen massivt til subjekter i partisanbevægelsen og modstanden. Dette tvang nazisterne til at anvende brutale straffesøgsmål mod civile (f.eks. ødelæggelse af landsbyer som Khatyn, Lidice), hvilket, i sin tur, kun styrkede støtten til partisanerne. Denne paradox viser dobbeltsiden af status: forsøget på at undertrykke civile som modstandsfolk gjorde dem til objekter for total ødelæggelse.

2. Teoretiske tilgange: fra "retfærdig krig" til humanitært ret

Theori om retfærdig krig (Jus ad bellum og Jus in bello): Inden for denne ramme er civilt befolkning et beskyttet objekt. Princip om forskelsbehandling kræver et klart skille mellem krigere og ikke-krigere, og princip om proportionlighed forbyder angreb, hvor civile tab er utilproporionalt med militær nødvendighed.

Kritisk militær teori og postkoloniale studier: Disse tilgange påstår, at vestlig humanitær ret ofte fungerer som et instrument, der, mens det erklærer beskyttelse af civile som objekter, i virkeligheden legitimerer krige, hvor de bliver de største ofre. I anti-koloniale krige (Alger, Vietnam) var civilt befolkning en nøgleaktør i den politiske kamp. Krigen blev ført for "hjerterne og sindene" (fisk i folkets hav, ifølge Mao Zedongs metafor), og partisanskaberne ("fisk i folkets hav") bevidst slørede grænsen mellem krigere og civile, gør befolkningen til en aktiv deltagende.

3. Moderne hybride konflikter: uklare grænser

I konflikter i det 21. århundrede (Syrien, Yemen osv.) blev status for civilt befolkning yderligere tvivlsom:

Objekt for informations- og kognitiv krig: Befolkningen udsættes bevidst for propaganda, desinformation, psykologiske operationer med henblik på demoralisering eller mobilisering. Her er civile objekter af manipulation, men deres opfattelse bliver slagmarken.

Objekt for humanitære kriser som taktik: Skabelse af kunstig sult, blokade af humanitær hjælp, ødelæggelse af sygehuse og skoler bruges til at opnå militære og politiske mål (strategi "brændt mark"). Befolkningen er objekt for pres på modstanderen.

Subjekt for digital modstand og frivillighed: Civile bliver aktive subjekter i cyberkrig (hacktivister), yder digital støtte til hæren, deltager i crowdfunding, produktion af droner og udstyr, dokumentation af krigsforbrydelser. Dette slører den formelle status som ikke-kriger.

4. Internationalt humanitært ret: forsøg på at fastlægge status som beskyttet objekt

Genèvekonventionerne 1949 og de supplerende protokoller 1977 repræsenterer en forsøg på at genvinde civilt befolkning status som et beskyttet objekt. De forbider:

• Angreb på civile og civile objekter.
• Overgreb, designet til at skræmme befolkningen.
• Brug af sult som krigsmetode.
• Collective punishment.

Effekten af disse normer afhænger dog af den politiske vilje, asymmetrien i konflikterne og opkomsten af nye teknologier (cybervåben, autonome systemer), som igen stiller spørgsmålstegn ved anvendelsen af gamle principper om forskelsbehandling.

Afslutning: Ambivalens som ny norm

Således er civilt befolkning i moderne krig både objekt og subjekt på samme tid, og i hypertrofiske former. Den er:

• Den mest sårbare og lidende objekt i forhold til totaliserende vold.
• En afgørende subjekt i politisk legitimitet, hvor der kæmpes om støtte.
• En aktiv deltagende i modstand og krig i dens hybride, netværksbaserede manifestationer.

Historien viser, at forsøg på at begrænse civile til status som passive objekter af beskyttelse (som i ideelle modeller af humanitær ret) ofte mislykkes over for politisk virkelighed, hvor krig bliver en kamp for nations og identiteter at overleve. Fremtiden ligger sandsynligvis ikke i afvisning af denne dobbeltsidighed, men i udvikling af nye juridiske og etiske rammer, der anerkender de aktive roller af civile i selvsikring og modstand, samtidig med at de sikrer dem maksimal mulig beskyttelse mod vilkårligt vold.

Krig er ikke længere kun soldaternes sag; den er et testamente for hele samfundet, hvilket gør spørgsmålet om status for civilt befolkning til et centralt spørgsmål i forståelsen af konflikter i det 21. århundrede.

Permanent link to this publication: