Dans indien: Bevægelse som guddommeligt udtryk og vej til frigørelse

Dans i indien er ikke kun kunst eller underholdning. Det er en fundamental del af kosmologi, en form for gudsbetydelig tilbedelse, en filosofisk koncept og en vej til befrielse (moksha). Dansen opfattes som den oprindelige vibration af universet, et rytmisk udtryk for guddommelig energi (shakti) og en udtryk for den evige spil (liлы) mellem sjæl og materia.

Theologiske og mytologiske grundlag

Den højeste gud som skaber i den indiske tradition vises ofte som en kosmisk danser. Dette er mest udtrykt i billedet af Shiva Nataraja — "Herren over danse". Hans dans i det guldkafe Chidambaram symboliserer de fem guddommelige funktioner:

Srishti (skabelse, repræsenteret ved trommen-damaru).

Stiti (vedligeholdelse, gesten "uden frygt").

Samhara (destruktion, ilden i hånden).

Tirabava (skjult, den hevede fod).

Anugraha (barmhjertighed, den sænkede fod, der giver befrielse).

Hvert bevægelse af statuen Nataraja er en kompleks filosofisk formel, der beskriver den cirkulære natur af universet. Apasara, himmelske dansere, der underholder guderne, og gopi, paster, der danser med Krishna i Rasaleela, repræsenterer danse som en form for guddommelig kærlighed og ekstatisk enhed med Absolutum.

Systematiseringen af danse førte til oprettelsen af klassiske stilarter, beskrevet i traktaten "Natyashastra" (II årh. f.Kr. — II årh. e.Kr.), som kaldes "femte Veda". Alle er uløseligt forbundet med temlerituellen.

Bharatanatyam (Tamilnad) — måske den mest kendte stil. Oprindeligt var dette en temelæringspraksis for devadasi (dansere, "gudsbetjente"). Dets forskelle: klar geometri af linjer, kompleks ritmisk struktur (adhu) og udtrykkelig mimik (abhinaya) til at fortælle mytologiske historier.

Kathak (Nordindien) — en stil, der er opstået i temler, men blomstrede under mogol-dyrene. For ham er det karakteristisk med virtuose arbejde med fødderne, der slår komplekse rytmer (tatkar), hurtige pirouetter (chakkar) og smukke bevægelser, der fortæller historier om Krishna.

Odissi (Orissa) — en stil, inspireret af skulpturerne i tempel Solen i Konark. Dens grundlæggende princip — glat, bølgeformet kropspластиk (tribhanga), der efterligner bølgene i en flod eller grene af et træ.

Kathakali (Kerala) — mere en danse-drama. Dette er et imponerende foretagende med store kostumer, hypnotiserende make-up af naturlige farver og kraftfuld pantomime, der fremstiller episoder fra epos "Mahabharata" og "Ramayana".

Manipuri (Manipur) — en dybt religiøs og lyrisk stil, baseret på culten Krishna-Radha. Dets forskelle — glatte, kurvede bevægelser, fravær af larmende rhythmik og fokus på høj bhattan (tilgivelse).

For en klassisk danser er klassisk dans en yoga i bevægelse. Det kræver fuld integration af krop, sind og ånd. Fysisk træning er sammenlignelig med en askets træning: udvikling af udfoldethed, fleksibilitet og koordination. Men hovedmålet er at gå ud over teknisk perfektion og nå tilstand af bhavaraasa — estetisk smag, hvor både udfører og publikum oplever en rensende spirituel oplevelse. På denne måde bliver danse en effektiv meditation, der fører til transcendering.

Sakral geometri: Mange bevægelser i bharatanatyam bygger på konceptet karma-angali — en position, hvor kroppen indskriver sig i en lige-sidedt trekant, der symboliserer treenighedens Brahman, Vishnu og Shiva.

Handtegnssprog (mudra): Systemet hasteda mudra inkluderer 28 enkle og 24 kombinerede håndtegn. Med deres hjælp kan man fortælle en hel historie — fra beskrivelse af naturlige fænomener til komplekse filosofiske begreber.

Symbolisme af kostume og make-up: I katkali indikerer farven på karakterens make-up hans natur: grøn — adelig (Pandava, Krishna), rød — vrede og ondt (Ravana, Kamsa), sort — skovdyr eller jagere.

Genoplivning af traditionen: På begyndelsen af XX århundrede reddede personer som Rukmini Devi Arundale bharatanatyam fra glemsel og stigmatisering og vendte den tilbage til status som høj åndelig kunst, tilgængelig for alle, ikke kun devadasi.

På denne måde er danse i indien et levende udtryk for enhed af det materielle og det åndelige. Det er en bro, der kaster sig fra det menneskelige til det guddommelige, hvor hvert bevægelse er både en bøn, en filosofisk traktat og et spejlbillede af det evige kosmiske rytmus. Det fortsætter med at være ikke en arkaisk overlevende, men en dynamisk, dybt betydningsfuld praksis, relevant for millioner af tilhængere af induismen over hele verden.

© elib.dk

Permanent link to this publication: