Danselse i shintoisme: mystik, inkarneret i bevægelse

I shintoisme, den gamle japanske religion, er danse (jap. mai, 舞) ikke kun kunsthåndværk, men et sakralt handling, en form for kommunikation med kami (guder eller ånder). Dets mål er ikke æstetisk fornøjelse for publikum, men deltagelse i den kosmiske orden, tiltrækning af nåde, beroligelse af elementerne og udtryk af taknemmelighed. Her er danse en bøn i bevægelse, et synligt udtryk for den usynlige kraft.

Ørster og mytologi

Rodsettet for den rituelle danse går til selve hjertet af shintoistisk mytologi. Ifølge teksten "Kojiki" (VIII århundrede) er moderen for danse gudinden Amé-no-Udsumé. Når solens gudinde Amatérasu gemte sig i en grotte og derved mørklagde verden, udførte Amé-no-Udsumé en ekstatisk, endda erotisk danse på en omvendt kande. Hendes voldsomhed og rytmiske bevægelser udløste så højlydt latter hos de tilstedeværende guder, at den nysgerrige Amatérasu kiggede ud af sit skjul, og lyset blev vendt tilbage til verden. Denne mytologi etablerer danse som en kosmogonisk vigtig handling, der har kraft til at tiltrække guddommelig opmærksomhed og genoprette harmoni.

Primære typer og former

Rituelle danse kan opdeles i to store kategorier:

Kagura (神楽) — bogstaveligt "gudernes fornøjelse". Dette er et almindeligt navn for templetancer, der udføres under festivaler (maцури). Kagura findes i to former:

Mikagura — kongelig kagura, strengt reguleret, udført i kejserpaladset eller store templer i ære for himmelske guder. Dette er langsomme, majestætiske bevægelser under akkompagnement af fløjter, sitre og rituelle opfordringer.

Sato-kagura — "landsbys kagura", mere varieret og livlig. Den inkluderer både cеремониelle handlinger og farverige forestillinger med masker og kostumer, der forestiller mytologiske scenarier eller historiske begivenheder.

Kagura-mai — den direkte dansedel af kagura-ritualet. Udførere er ofte miko (templet piger, tjenere) eller specielt uddannede præster. Mikos bevægelser er glatte, cirkulære, med brug af rituelle genstande: grene af sacaki (helligt træ), klokker, faner eller sværd. Fanen symboliserer for eksempel den hellige bjerg eller selve kamiens ånd.

Interessante fakta og eksempler

Løvedans (Shishimai): En udbredt dans i hele Japan, hvor udførere gemmer sig under en løvmaske (шиши), der betragtes som en beskyttende ånd. Hans energiske spring og kløkker i munden "spiser" onde ånder og bringer held. Ofte kan man se, hvordan "løven" bider hovederne af publikum — dette betragtes som en kraftfuld blesselse.

Løsefisken dans (Kitsune-mai): I templet Fushimi Inari i Kyoto, dedikeret til guden for ris og lisse-ambassadører (kiцунэ), kan man blive vidne til en særlig dans. Dansere i lissemasker udfører fascinerende pirouetter, der efterligner disse listige ånder, for at ære Inari-sama.

Bugaku: Selvom dette retning kom til Japan fra kontinentale Asien (Kina, Korea, Indien), blev den assimileret af kejserpaladset og blev en del af shintoistiske ritualer. Dette er komplekse, teatrale danse i groteske masker og luksuriøse kostumer, der forestiller kampen mellem det gode og det onde.

Ekstatiske danse: I nogle lokale traditioner (f.eks. i riterne for de fjeldens munke Yamabushi eller under visse maцури) kan danse nå et tilstand af trance. Udførerne tror, at de i dette øjeblik bliver besat af kami, og de bliver hans guide eller orakel.

Symbolik og filosofi af bevægelse

Hvert bevægelse i shintoistisk danse er symbolisk. Cirklerne, der beskrives af dansere, symboliserer cykliskhed i naturen og enhed i universet. Topaniet af fødderne (fumi-dasi) er ikke kun ritmik, men også handlingen med at "pakke" jorden, bekræfte sin tilstedeværelse i det hellige rum og udvise onde ånder nedad. Hævelsen af hænderne er en opfordring til himmelske kами, nedadgående er overførsel af energi til jorden.

Modernitet: Selv i dag er dans i tusindvis af shintoistiske templer over hele Japan stadig en levende og uadskillelig del af religiøs praksis. Festivaler som det imponerende Gion Maцури i Kyoto eller kamikakure i Ise er umulige uden processioner med rituelle palanquins (микоси), der bæres, rystende i en speciel rytme, som også er en form for kollektiv "dans", der forbinder fællesskabet.

På denne måde er dans i shintoisme et sprog, hvor menneskeheden kommunikerer med guderne, og et sprog, hvor guderne svarer til mennesker. Det er et dynamisk kerne af ritual, hvor myten genopstår, og grænsen mellem profant og sakratisk midlertidigt forsvinder i en hypnogen rytme af bevægelser, der rødder sig i Japanens ældste åndelighed.

Permanent link to this publication: