Dans i islamisk kultur: mellem fromhed, mystik og selvudtryk

Indledning: En kompleks konsensus i mangfoldighed

Dans i islamisk kultur repræsenterer et komplekst og tvetydigt fænomen, der ikke kan vurderes ensidigt. Holdningen til det former sig i trekanten af religiøse påbud (sharia), sufistisk mystisk praksis og lokale folketraditioner. Som et resultat opstår et bredt spekter af praksisser: fra fuldstændig afvisning i nogle salafitiske kredse til opførsel af dans som den højeste form for tilbedelse hos sufierne. Dette modstrid er rod i forskellige fortolkninger af islamisk ret og antropologi samt i historisk interaktion mellem islam og de erobrede folks kulturer.

Religiøso-retslig (fikh) diskurs: Tilladelse og betingelser

Inden for islamisk ret (fikh) findes der ingen direkte forbud mod dans i Koranen. Dog trækker teologer deres vurderinger fra generelle principper og hadith (overleveringer om Profetens Muhammeds ord og handlinger).

Kritisk tilgang (makruh eller haram): Baseret på hadith, der fordømmer efterligning af det modsatte køn, der fordømmer overflødig blanding af køn og underholdning, der afleder fra minde om Allah (zikr). Især fordømmes danse, der betragtes som sexuel fristelse (fitna), uanset om de udføres af kvinder for mænd eller omvendt. På denne måde fordømmes mange moderne pop-danse.

Moderat/forladende tilgang (mubah eller halal): Tillader danse under visse betingelser:

Intention (niyat): Dansen skal ikke være syndig eller tom, men kan tjene som tilladt glæde (f.eks. på bryllup).

Indhold: Bevægelserne skal ikke efterligne det modsatte køn eller være upassende.

Context: Ingen blanding af køn, brug af haram (alkohol), musikalske instrumenter, der kan anses for at være forbudte.

Klædning: Skal svare til sharia-standarder (avrat dækket).

Som et resultat er der i praksis dannet egne vaner i forskellige madhabs (retslige skoler) og kulturer. For eksempel danser de ofte adskilt på bryllupper i arabiske lande, mens blandede danse på familiefester kan være en norm i Kaukasus eller Tyrkiet.

Sufisme: Dans som vej til Gud

Den mest udviklede og sakraliserede form for dans skabtes af sufismen — et mystisk retning inden for islam. Her bliver dans (ofte kaldet sama‘, som betyder «lytning») til en spirituel praksis.

Den drejende dervish (Mevlüvi tarikat): Grundlæggeren er den store persiske poet og mystik Jalal ad-Din Rumi (XIII århundrede). Ifølge legenden begyndte han at dreje, løftede armene, da han hørte lyden af guldsmedernes hammere, og gik ind i et mystisk ekstase. Ritualen «sema» er ikke blot en dans, men et komplekst liturgisk handling.

Symbolik: Hvid kjole (tennure) — gravdragt for egoet, høj hat (sikke) — gravsten for egoet. Afsløring af den sorte kjole symboliserer frigørelse fra det jordiske. Drejning mod uretzen om egen akse og i cirklen af salen er et spejlbillede af universets rotation omkring sin Skaber, en enhed med den kosmiske orden. Højre hånd rejst mod himlen (for at modtage den guddommelige nåde), venstre hånd nedsænket mod jorden (for at overføre den til verden).

Mål: Gennem ritmisk cirkulation, gentagelse af Allahs navn (zikr) og speciel musik stræber dervishen efter at opnå tilstand af fana’ — opløsning af det individuelle «jeg» i Gud.

Zikr med kropslige bevægelser i andre tarikat: Mange sufistiske brødre (f.eks. Qadiriyya, Naqshbandiyya, Chishtiyya) bruger i deres praksis ritmiske bøjninger, hoved- eller kropsskævninger, klapp, som, strengt taget, ikke er dans i kunstnerisk forstand, men repræsenterer en kropslig form for gudelighed, der hjælper med at koncentrere og øge den spirituelle energi.

Folke- og etniske danse: kulturelt arv

Besides den religiøse kontekst findes der i den muslimske verden et overvældende mangfoldighed af sekulære og halvreligiøse danse, der går tilbage til forislamske tider og reflekterer national identitet.

Near East og arabiske verden:

Abdøb (arabisk. Raqs Sharqi — «østlig dans»): Udviklet i Det osmanniske rige. Det var oprindeligt en solo-dans for kvinder, der blev udført i kvindelige møder. I XIX-XX århundrede kommercieliseret og blev udført i restauranter. Blant muslimeske teologer er holdningen til det overvejende negativ på grund af åbenhed og erotik, selvom det i den sekulære verden stadig er en del af kulturen.

Dabka: En kollektiv, energisk danse-hold, der er udbredt i Levanten (Palæstina, Libanon, Syrien, Jordan). Udføres på bryllupper og fester, symboliserer enhed og glæde.

Iran og Mellemøsten:

Iran har smukke, flydende folke danse, hvor opmærksomheden lægges på bevægelsen af hænder, hoved og mimik. Efter den islamiske revolution i 1979 blev offentlige danse (især solo-dans for kvinder) faktisk forbudt som utilpassende, men er blevet bevaret i den private liv i diasporan.

Uzbekistan, Tadsjikistan — lyse, varme danse med karakteristiske bevægelser af skuldre, håndled (f.eks. «Lazgi»).

Kaukasus:

Lazinka: En energisk, virtuose par-dans for folkene i Kaukasus. Demonstrerer hurtighed, stolthed, respekt. Selvom den ofte udføres på muslimske bryllupper, har den forislamsk oprindelse.

Sødøstasien og Sydvestasien:

I Indonesien og Malaysia eksisterer der rige lokale danse traditioner (f.eks. danse fra Java-øen), som ofte har en fortællende eller rituel karakter og betragtes ikke som stridende med religion i deres traditionelle form.

Modern udfordringer og tendenser

Globalisering og pop-kultur: Ungdommen i muslimske lande forbruger og skaber aktivt moderne danseformer (hip-hop, contemporary), hvilket skaber nye spørgsmål om tilladelse i islamisk forstand.

Danse som protest: I lande som Iran bliver danse, der er lagt ud på sociale medier, til en handling af civil modstand og kamp for personlig frihed.

Øget konservativisme: I nogle regioner sker der under påvirkning af salafistiske ideer en udvisning af traditionelle folke danse som «nyindførelser» (bida) eller «hedenske overlevnader».

Afslutning: En konstant dialog og genovervejelse

Dans i islamisk kultur er ikke en statisk kategori, men et felt af konstante forhandlinger mellem teksten, traditionen og den levende praksis. Dens status svajer fra syndig «shaitans fornøjelse» til toppen af mystisk viden.

Sufistisk sama’ beviser, at det inden for islam er muligt at heve den kropslige praksis til niveauet af høj teologi, hvor bevægelse bliver en bøn. Folke danse viser en bemærkelsesværdig vedvarende kraft af forislamske kulturelle lag, der er tilpasset islamisk kontekst. Og de moderne debatter reflekterer dynamikken i søgen efter muslimsk identitet i den globale verden.

Således afviser ikke islam dans per se, men sætter den altid i rammerne af bestemte betydninger og grænser. Dens udvikling fortsætter, og fremtiden for dans i islam vil afhænge af, hvordan muslimske samfundene svarer på udfordringerne i moderne tid, samtidig med at de bevare balancen mellem trofasthed over for tradition, mystisk søgen og den naturlige menneskelige behov for ritmisk, meningsfuld bevægelse.

Permanent link to this publication: