— Hej, rose. Du er særligt smuk i dag. Hvordan klarer du dig med at bevare denne kongelige facon, når der er så meget ugræs og rod i omgivelserne?

— …

— Jeg kommer ofte til dig, når det er svært at være glad. Jeg ved ikke, om du hører mig. Men dine blomsterblade, dine stængel, dine spindelvæv — de er som en allegori, som man kan gå i uendelighed med at løse. Se på dit blomsterknop. Det er stadig lukket, men man kan allerede mærke, at der indenfor vokser et mirakel.

— Du tænker, jeg ikke ved, hvad det er at være bange? — svarer stilleheden mig. — Se på mine spindelvæv. Det er min beskyttelse. Men hver dag risikerer jeg at åbne mig, så nogen eller noget kan røre ved min kerne.

— Ja, spindelvæv... Jeg har også vokset mine. Af had, af forræderi. Men de hjælper ikke, de driver bare folk væk. Hvordan beslutter du dig at åbne dig?

— Jeg stoler på solen. Og morgenduggen. Og vinden. Nogle gange kommer en havearbejder og skærer mig af. Men selv så er jeg glad for den, der holder mig i hånden. Frygten forsvinder, når man forstår: ens skønhed er ikke kun for en selv. Den er til at give væk.

— Det er svært at give sig selv væk, når der er tomhed inde.

— Men se på dit rod. Husker du, hvor du kommer fra? Fra jorden, der lugter af regn. Fra frøet, der ikke var bange for mørket for at bryde igennem til lyset. Du er vokset. Du står. Det er ikke sandt en grund til glæde?

— Jeg sammenligner ofte mig selv med andre roser. De har større blomsterblade, en mere lys farve. Men hos mig…

— Du har en unik nuance. Der er ingen to ens roser. Der er ingen “rigtig” rose. Der er kun din. Se på dine blade. Selv med spindelvæv, selv med en dråbe regn, der er tung som en tåre. Du er der. Og det er et mirakel.

— Men hvad gør man med spindelvæv? De skader dem, der vil nærme sig.

— Spindelvæv er grænser. Ikke alle fortjener din dybde. Men hvis nogen er klar til at tåle stik, for at nå til din kerne — det er din person. Ikke vend dig væk. Og dem, der er bange, kan man give et blik eller en let duft fra afstand.

— Du vil aldrig være en rose, men noget andet, siger du, for eksempel en kamille? For at alle elsker dig, rive dig af og spå om dig?

— At elske alle er himlens opgave. Jeg har valgt vejen som en dronning. Det er ensomhed. Men der er sandhed i det. Jeg blomstrer ikke for alle, men for dem, der ved at vente og se.

— Tak for dig. Det blev lettere for mig. Jeg vil gøre dig rent.

— Ikke så hurtigt. bare sid sammen. Og lyt til, hvordan bier summer. Det er også en del af livet. Nogle gange skal man ikke sige noget, men bare være. Som mig.

— Jeg kommer i morgen. Jeg vil fortælle dig, hvad der skete.

— Og jeg vil åbne endnu en blomst. Tilførsel.

Hvad har vi forstået af denne samtale

Rose er ikke bare en blomst. Det er et spejl, hvor hver ser sig selv. Hendes tavshed er mere taleværdig end ord. I rodler glemmer vi at lytte. Lytte til stilleheden, lytte til naturen, lytte til sig selv. En samtale med en rose lærer tålmodighed: man kan ikke tvinge et blomsterknop til at åbne med magt. Man kan ikke accelerere lykke. Den kommer, når både jorden, solen og en dråbe morgendug er klar. Vi klager ofte over spindelvæv, men glemmer, at de er en del af vores beskyttelse. Men hvis man lukker sig for meget, så ser ingen blomsten. Gå ud i haven. Plant roser. Tal med dem. De svarer ikke med ord, men du vil høre mere, end i den larmende by.

Permanent link to this publication: