Goethes Filosofi: enhed af natur, kunst og menneskets ånd

Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) er kendt af enhver uddannet person først og fremmest som navnet på den store digter, dramatiker og skaber af det evige "Faust". Imidlertid betragtede Goethe sine naturvidenskabelige arbejder som lige så betydningsfulde som sine litterære. Goethes filosofi er ikke abstrakt teoretisering, men et levende verdensbillede, der er vokset ud af hans kunstneriske praksis og hans mangeårige arbejde med botanik, optik, anatomi og mineralogi.

Naturen som et levende hele

Centrale kategori i Goethes filosofiske koncept er "levende hele". Han forestillede sig naturen ikke som et mekanisk aggregat, underlagt fysikkens love, men som en stor levende organisme, præget af et indre enhed. Den deler ikke sit arbejde, deler ikke sit værk; den frigiver det hele ad gangen i fuld forbindelse. Hvert af dens skabninger har sin egen essens, hvert af dens fænomener er et adskilt begreb, og alligevel udgør alt ét.

Et sådant forståelse af naturen betød afvisning af den mekanisisme, der dominerede videnskaben i det 18. århundrede. Goethe var overbevist om, at mekaniske love ikke kan forklare hemmeligheden ved livet: det er lettere at forstå dannelse af alle himmellegemer, end præcist at fastslå baseret på mekanikken, opståen af blot en enkelt markmus eller edderkop. Organiske former, i modsætning til ikke-organiske, har en indre hensigtsmæssighed: i den levende organisme bestemmer alle dele hinanden og tjener helheden. Denne intuition bringer Goethe tættere på Kant, der i "Kritik af den praktiske fornuft" analyserede netop denne aspekt af det levende.

Metamorfose og "prarastning"

Toppen af Goethes videnskabelige forskning blev hans morfologi af planter og dyr. Han søgte det fælles, der skjules bag det uendelige mangfoldighed af organiske former. Så i botanikken kom han til ideen om "prarastning" (Urpflanze) — et indre prototyp, efter hvilket naturen skaber hele mangfoldigheden af konkrete planter. Bladene, blomsterbladerne, støvægget — dette er, ifølge Goethe, ikke oprindeligt forskellige organer, men resultatet af metamorfose (forvandling) af én og samme basale organ — bladet.

I anatomien opdagede han den intermaxillær knogle hos mennesket (beviser dermed hans slægtsskab med dyr) og formulerede ideen om det rygsøjlegreb — en teori, ifølge hvilken knoglerne i kraniet opstår som et resultat af sammenføjning og omformning af ryggrødderne. Denne idé gik forud for sin tid og blev en vigtig bidrag til udviklingen af evolutionær morfologi.

"Nøjagtig empiri" og Goethes fænomenologi

Goethe udviklede en specifik metode til at forstå, som han selv kaldte "nøjagtig empiri" (zarte Empirie). Særligheden ved denne metode ligger i at dykke så dybt som muligt ned i studiet af et specifikt fænomen, så grundigt samle og sammenligne alle dens manifestationer, så man i sidste ende indre forstår den lovgivende lov, der skaber det. Det højeste ville være at forstå, at alt faktiske allerede er teori. Søg ikke noget bag fænomenerne; de er selv lære.

Denne metode blev en forløber for moderne fænomenologi. I stedet for at konstruere abstrakte forklaringer "på den anden side" af fænomenerne, skal forskeren opnå et intellektuelt meditativt, hvor i det enkle faktum afsløres den universelle idé. Denne tilgang kombinerede organisk den stramme opmærksomhed hos forskeren med intuitiviteten hos kunstneren. Netop derfor betragtede Goethe, at beskæftigelse med videnskab og beskæftigelse med kunst er processer, der er beslægtede i deres essens.

"Afvisning af Newton" og læren om farve

Goethes mest kontroversielle og monumentale videnskabelige arbejde blev hans "Lære om farve" (Zur Farbenlehre, 1810), som han betragtede som det vigtigste arbejde i hans liv. Her gik Goethe i polemik med Newtons optik. Mens Newton forklarede farve som et resultat af nedbrydning af hvidt lys, gik Goethe ud fra primærenhed af menneskets farvefornemmelse.

Han identificerede tre grundlæggende rene farver — gult, blåt og rødt — og analyserede farvekontraster og harmonier fra en psykologisk og æstetisk synsvinkel. Goethe indførte begrebet "prafenomen" (Urphänomen) — i optik blev det opståen af farve på grænsen mellem lys og mørke. Selvom fysikken afviste Goethes teori som ikke-science, fandt den en livlig respons hos kunstnere og filosoffer. Schopenhauer kaldte "Lære om farve" det vigtigste arbejde, der nogensinde er skrevet om maleri, og Goethes arbejder om farve blev højt værdsat af store fysikere i det 20. århundrede — Werner Heisenberg og Max Planck.

Panteisme, spinozisme og principperne for kosmos

Da Goethe søgte en filosofisk opbakning, vendte han sig til filosofien af Benedict Spinoza. Fra ham tog han ideen om panteisme — at forene Gud med naturen. Goethe kunne ikke acceptere den kristne transcendentelle Gud; han var mere tæt på ideen om, at det guddommelige er manifest i hvert naturligt fænomen. Dog var hans panteisme ikke statisk, men dynamisk — han supplerede Spinoza med ideen om udvikling.

Goethe bemærkede, at livet for alle fænomener er underlagt interaktion af to modsætende principper. Disse principper kaldte han "stigning" (Steigerung) og "polaritet" (Polarität). Polaritet er stræben efter adskillelse og modsætning (polerne af et magneter, positiv og negativ elektricitet). Stigning er det konstante bevægelse fra simpelt til komplekst, fra lavere former til højere. Interaktion af disse to kræfter skaber kontinuerlig udvikling og opdatering af verden. Ifølge Goethe er livet en evig strid og en evig syntese af modsætninger.

Menneske og kultur: fra "Sturm und Drang" til klassicisme

Goethes filosofiske synspunkter udviklede sig også i hans værk. Den tidlige periode "Sturm und Drang" — en apologi for følelsen, den geniale personlighed, kunstnerens ret til at opstande mod de almindelige normer. "Leidenschaft des jungen Werthers" (1774) er manifestet for denne periode, hvor hovedpersonen, drevet af en hypertrofi af følelser, viser sig utilstrækkelig til at modstå stød med virkeligheden.

Men rejsen til Italien (1786–1788) markerede en dyb forvandling i hans verdensbillede. Han kommer til den såkaldte "Weimar-klassicisme". Nu er den højeste værdi for ham ikke den abstrakte oprør, men et harmonisk平衡 mellem følelse og pligt, frihed og nødvendighed. For Goethe er kunstneren ikke bare en udtrykker af subjektive passioner, men en skaber, der er i stand til at afsløre i kaoset af fænomenerne evige, objektive former for skønhed.

Denne modne filosofi blev fuldt udgjort i tragedien "Faust" — hans vigtigste værk. Fåstens vej er vejen fra vildledende boglig viden til livlig praksis, fra egoistisk nydelse til offentligt gavnlig aktivitet. Kun den, der hver dag går på kamp mod liv og frihed, er værdig til liv og frihed, proklamerer Fausts sidste monolog, der trækker konklusioner om menneskelig mening.

Arsenale og betydning

Goethes filosofi har haft en enorm indflydelse på den europæiske tanke i det 19. og 20. århundrede. Hans ideer om morfologi og metamorfose lagde grundlaget for biologiske koncepter, der forberedte jorden for darwinismen. Hans lære om farve overlevede en renæssance i kunst og psykologi. Og hans poetiske værker, hans eksistens som et universelt geni, blev et symbol på syntesen af videnskab og kunst, som moderne kultur stræber efter.

Goethes filosofi er en bro mellem romantik og klassisk rationalisme, mellem kunstnerisk intuitivitet og videnskabeligt forskning. Den lærer at se verden som en helhed, forstå hvert fænomen som en del af et stort levende proces og finde i midten af virkeligheden et åndeligt begyndelse.

Permanent link to this publication: