Alderdom er ikke kun alder. Det er en social konstruktion, der i forskellige tider og kulturer har fået en helt anden mening. Nogle steder blev gamle mennesker værdsat som visdomsbevarere, andre steder blev de udvist fra samfundet, når de ikke længere var nyttige. Holdningen til ældre mennesker er et spejl, der reflekterer ikke så meget alderen, men samfundets værdier.
I gamle kulturer blev alderdommen opfattet forskelligt. I Egypten, Indien, Kina og Grækenland blev gamle mennesker respekteret. Deres erfaring blev anset for at være uvurderlig, og deres råd blev lyttet til. I Bibelen står der: «Stå op foran den gråhårede» — dette er en formel for respekt. Dog blev gamle mænd i Sparta ikke værdsat, hvis de ikke kunne kæmpe. I Rom gav alder politisk magt, men filosofen Seneca skrev: «Alderdommen er en uoprettelig sygdom». Respekt og had eksisterede side om side.
I kristen Europa blev alderdommen ofte forbundet med at nærme sig Gud. Gamle munke, hermitter og oldkirkelige mænd blev værdsat. Dog blev gamle kvinder ofte portrætteret som hekse i folkekulturen. Renæssancen bragte kulturen af ungdom, skønhed og fornuft. Alderdommen blev opfattet som en nedgang, som tab af styrke. Gamle mennesker i kunst og litteratur blev ofte portrætteret som komiske figurer eller tragiske karakterer.
Industriel revolution gjorde alderdommen til et problem. I landbokulturen var gamle mennesker en del af familien og landbruget. I byerne og på fabrikker krævede det hastighed og fysisk styrke. Gamle mennesker blev opfattet som en byrde. I det 19. århundrede opstod de første hjem for ældre ikke som et sted for ære, men som et sted for isolation. Dog lød der stemmer i litteratur og filosofi, der forsvarede alderdommen. Lev Tolstoj søgte mening i aldring. Tjostovskij skrev om værdigheden.
20. århundrede blev årtallet for kampen for ældre menneskers rettigheder. Pensioner, sociale garantier og medicinsk hjælp blev indført. Men samtidig voksede ensomheden. Bylivet, generationsskiftet og den hurtige udvikling gjorde gamle mennesker til «fremmede». I kulturen opstod kulturen af ungdom. Reklame, film, mode — alt var rettet mod de unge. Alderdom blev noget, der skulle undgås, gemmes væk, farves.
I det 21. århundrede begynder vi at genoverveje alderdommen. Livslængden vokser, og der bliver flere gamle mennesker. Samfundet kan ikke længere ignorere dem. Nye termer opstår: «aktivt langt liv», «alder bonus», «sølvøkonomi». Dog forbliver holdningen ambivalent. På den ene side respekterer vi erfaringen, på den anden side frygter vi alderdommen, flytter den ud i fremtiden, diskuterer de evige værdier.
Holdningen til ældre mennesker i kulturen har altid reflekteret holdningen til døden og livets mening. Et samfund, der respekterer gamle mennesker, respekterer også sit eget fortid. Et samfund, der afviser dem, afviser også sin uundgåelige skæbne. Hver epoke har skabt sin egen opfattelse af gamle mennesker: vismand, nar, tyranni, offer. I dag skaber vi en ny opfattelse. Måske endelig — en opfattelse af en person, der ikke er færdig, men blot befinder sig i et andet tid.
New publications: |
Popular with readers: |
News from other countries: |
![]() |
Editorial Contacts |
About · News · For Advertisers |
Digital Library of Denmark ® All rights reserved.
2025-2026, ELIB.DK is a part of Libmonster, international library network (open map) Preserving Denmark's heritage |
US-Great Britain
Sweden
Serbia
Russia
Belarus
Ukraine
Kazakhstan
Moldova
Tajikistan
Estonia
Russia-2
Belarus-2