Georges Bataille om kunst: sakralt, offer og umuligt

Georges Bataille (1897–1962), fransk filosof, forfatter og marginal i akademin, foreslog en radikal, "forbanned" teori om kunst, langt fra æstetikken af det smukke eller det praktiske. For Bataille er kunst ikke harmoni, men en eksplosion, ikke skabelse af former, men deres ødelæggelse, ikke en forsoning med verden, men en brud til det umulige. Hans tanke, som er næret af antropologi, psykoanalyse og mystisk erfaring, ser på kunst som nøglen til forståelsen af det sakrale i den sekulære æra.

1. Kunst som oplevelse af "internt oplevelse" og tabu-overtrædelse

Bataille modsætter det klassiske begreb om kunst som mimesis (efterligning af naturen) og skabelse af smukke illusioner sit begreb "internt oplevelse" (expérience intérieure). Det er en oplevelse, der går ud over diskursivt tænkning, en oplevelse af ekstase, skræk, latter, erotik og død — alt det, der stiller spørgsmålstegn ved selve subjektiviteten.

Kunst, der er værd at navngive, skal forårsage en sådan oplevelse. Den er forbundet med overtrædelse af fundamentale tabu, som Bataille mener ligger til grund for det menneskelige samfund: tabu om død, vold, kropslig lommelighed (ekskrementer, forfald). Kunstnerens opgave er ikke at skjule disse tabu under maske af skønhed, men at afsløre dem, at genoprette kunsten sin oprindelige, arkaiske forbindelse med det sakrale. Det sakrale for Bataille er ikke venlighed, men en ambivalent kraft, både tiltalende og afskrækkende, ren og uren.

Eksempel: Den spanske maler Francisco Goya. Hans senere "Sorte malerier", især "Saturnus, der spiser sin søn" — er ikke en fremstilling af myten, men en direkte visualisering af skræk, ødelæggelse af form, dyrs vold. Her er der ingen æstetisk afstand — der er et direkte stød med den hellige skræk, der svarer til Batailles idé om kunst som offer (her — offer for kanon og fornuft).

2. "Den forbandne skæbne" af kunst: spild, overflod og negativ økonomi

I sin vigtigste økonomisk-filosofiske arbejde "Den forbandne skæbne" (1949) foreslår Bataille en universel økonomi, der er baseret ikke på akkumulation og produktion (positiv økonomi), men på ubegrænset udgift, spild (dépense) og offer. Kunst tilhører netop denne sektion af "den forbandne skæbne" — det er ubrugt, uproduktivt, er en akt af ren udgift af energi, tid og ressourcer.

Det sande kunstværk, ifølge Bataille, er en "potlatch" af ånden (en henvisning til ritualet blandt nordvestlige indianere, hvor ledere konkurrerer om at ødelægge deres ejendom). Det producerer intet andet end øjeblikket af ekstase. Denne øjeblik er dens højeste værdi: kunst modstår den utilitaristiske, grå logik af kapitalistisk produktion, og minde om det suveræne, "forbandne" overflod af liv.

Eksempel: Jackson Pollock og abstrakt ekspressionisme. Hans metode "aktionspainteri" — er ikke skabelse af et billede, men en fysisk akt af spild: sprøjtning, smudging, direkte investering af kropslig energi i materialet. Billedet bliver ikke et objekt til betragtning, men et spor af spild, en scene, hvor kunstneren bruger sig selv uden rest.

3. Hul, formless (uformet) og lav materialisme

Bataille introducerer det nøglebegreb "uformet" (informe). Det er ikke blot mangel på form, men en aktiv operation, der "nedbryder" høje, højtløse begreber, og sætter dem i forbindelse med lavt, kropsligt, materielt. Kunstens opgave er ikke at skabe perfekte former, men at nedbryde dem, afsløre "huller" og sprækker i den ordnede virkelighed.

Relateret til dette koncept "lav materialisme" afviser idealisme og klassisk materialisme. Bataille er interesseret i ikke faste legemer, men heterogent materiale: kropsligt, forfaldent, ekskrementalt, latterligt — alt det, der er udvist fra den rationale verden. Kunst skal have at gøre med denne "forbandne" materialitet.

Eksempel: Skulptur af Alberto Giacometti. Hans slanke, udmattede, næsten forfaldende figurer — er ikke billeder af mennesker, men en visualisering af et mellemstatisk tilstand mellem eksistens og ikke-eksistens, mellem form og dens nedbrydelse. Det er ikke form, men dens udslømmelse, "hul" i rummet. Hans kunst viser ikke kroppen, men et "lys" i eksistens, der dybt er battaivisk.

4. Latter, erotik og død: kunst som grænseoplevelse

De højeste udtryk af battaivisk kunst er dem, der sætter subjekten på kanten af forsvinden: oplevelsen af latter, erotik og mødet med død. Latter hos Bataille er ikke humor, men en konvulsiv reaktion på livets absurditet, der ødelægger logikken. Erotik er ikke fornøjelse, men en overtrædelse af individets grænser, en lille død. Kunst skal provokere disse grænsestater.

Eksempel: Marquis de Sade og litteratur. For Bataille er de Sade en nøglefigur, fordi hans tekster ikke er pornografi, men et systematisk, næsten videnskabeligt studie af overtrædelse af alle mulige tabu gennem vold og erotik. Det er en litterær eksperiment for at føre suveræniteten (afvisning af alle sociale love) til en absurd og skrækkende grænse.

Eksempel: Performance og body art i 1960'erne og 1970'erne. Handlingerne af Gilbert og George eller de tidlige værker af Vito Acconci, hvor kunstnerens krop udsættes for risiko, ydmygelse, undersøger hans grænser, er et direkte arv fra Batailles program. Det er kunst som rituel uden tro, hvor offeret (kunstneren) begås for at bryde igennem til "umuligt".

Arv og indflydelse: fra "Documents" til nutiden

Bataille var ikke en systematisk kunstteoretiker, men hans ideer, der er beskrevet i tidsskriftet "Documents" (1929-1930) og andre værker, har haft en enorm indflydelse på postmodernismen, herunder tænkere som Jacques Derrida (begrebet "uformet") og Jean-François Lyotard (ideen om det sublime). Han kan betragtes som en præcursor til anti-æstetik, kunstpraksisser, der arbejder med kropslighed, vold og tabu (Pina Bausch, Mark Quinn, Damien Hirst).

Afslutning: Kunst som offer for betydning
For Georges Bataille er kunst en sakral handling i en verden, der har mistet det sakrale. Dens funktion er ikke at berolige eller dekorere, men at ødelægge, ligesom et offer, de almindelige kategorier, føre seerne ud over sig selv, støde dem i mødet med erfaringen af det uformede, overflod og det interne oplevelse. Dette er kunst fra "den forbandne skæbne": uproduktiv, spildende, farlig og nødvendig. Det minde om, at under den tunge skorpe af civilisation og rationalitet koger en heterogen, ubevisket liv, og kun gennem anerkendelsen af denne liv, gennem latter, erotik og mødet med intet, kan mennesket opnå en øjeblikkelig, suveræn oplevelse af frihed. I en æra af total utilisering og simulakra lyder Batailles opfordring til kunst som en eksplosion af virkeligheden særligt aktuelt.

Permanent link to this publication: