Sharmank: Historie og nutid mellem mekanik og nostalgi

Sharmank er ikke bare en primitiv musikalsk instrument, men et komplekst sociokulturelt fænomen, der i to århundreder har været et symbol for gadekultur, teknisk list og adgang for de fattigste lag til musik. Dens evolution fra et elegant aristokratisk underholdning til et element af byfolkskultur og derefter til et museumsmæssigt og kunstnerisk refleksionsobjekt reflekterer de vigtigste ændringer i samfundet, teknologierne og lydens opfattelse.

1. Teknologisk essens: musik optaget på træ og karton

Sharmankens grundlæggende princip er programmeret mekanisk musikafspilning. Det var en analog «afspiller» fra før fonografen. Dets hjerte er en cylinder med forsigtigt placerede pæle (pæleval) eller, i mere avancerede modeller, en perfereret kartonbånd (book music). Når vallen drejes, rammer pælerne tænderne på det metallede greb (det såkaldte «tandbælte»), hvilket får dem til at lyde. Hver tæppe er justeret til en bestemt tone.

Nøglekomponenten er mekanik og luftsystem (som i en orgel), drevet af drejning af håndtaget. Luft trykkes ind i træ- eller metalrør, der lyder ved åbning af klapper, styret af vallen. På denne måde er sharmanken en miniaturiseret bærbar orgel-automat.

2. Historisk rejse: fra saloner til pariske boulevarder og russiske hof

• Udspring (XVIII århundrede): Forløbere for sharmanken var stationære mekaniske orgler i kirker og rige huse i Europa. De første bærbare instrumenter optrådte sandsynligvis i Tyskland eller Italien (ordet «sharmank» kommer fra det franske chant — sang og orgue — orgel, gennem det tyske Drehorgel eller det italienske organetto). I begyndelsen var dette dyre instrumenter for aristokratiet, der spillede modulære arier fra operaer.

• Guldalderen for gade-sharmank (XIX århundrede): Med billigere produktion blev sharmanken et massivt fænomen. I victoriansk London, på de parisiske boulevarder og i petrogradiske hof optrådte figuren af den sharmank — ofte en ensom vandrende musiker, en italiensk eller tysk indvandrer. Hans repertoire var begrænset til 6-8 melodier, «syet» i én cylinder: populære sange, folkesange, uddrag fra operaer (f.eks. Kavaljerens aria fra Tosca eller Schuberts Serenade). Sharmanken blev det første massive medie, der spredte musikhits til de mest fattige kvarterer.

• Symbol for byens fattigdom og romantik: I litteratur og maleri blev billedet af sharmanken dobbelttydigt. På den ene side er det et symbol for fattigdom, tørst, det sociale bund (som i fortællingerne af Guy de Maupassant eller de tidlige værker af Dostojevskij). På den anden side er det en romantisk figur af en fri rejsemand, der bringer kunst til folket (poesi af Aleksandr Blok, Polenovs malerier Moskovskij dvorik).

• Interessant fakt: I Det Russiske Kejserrige optrådte sharmankere ofte ikke alene, men med videnskabelige dyr (en abe i en rød jakke eller en trænet bjørn) og underholdende «piger» — ofte var det stjålne eller købte børn, som blev tvunget til at synge og samle penge. Dette var den grimme side af gadeunderholdningen.

3. Faldet af æren og årsagerne til udsejlingen

Sharmankens fald som et massivt fænomen kom hurtigt på skiftet mellem XIX-XX århundreder af flere grunde:

1. Technologisk revolution: Opdagelsen og massiv spredning af grammofonen (fra 1890'erne) og patефон tilbudte en uovertruffen bredere repertoire, bedre lydkvalitet og mulighed for тиражering. Sharmanken med sine 8 melodier på vallen tabte.

2. Urbanisering og ændring af lydspektret: Motorens brum, trolleybusser, radio gjorde den stille, monoton lyd fra sharmanken næsten usynlig og irriterende archaisme.

3. Sociale reformer og politisk kontrol: Store byers myndigheder, der kæmper mod gadestøj og fattigdom, begyndte at begrænse eller forbyde sharmankernes aktivitet, krævede dyre licenser.

4. Nutiden: et nyt liv inden for kunst og erindring

I dag er sharmanken ikke død, men er genfødt, fra utilitarisk underholdning til kulturelt arv, kunst og filosofisk metafor.

• Museumsexponat og levende genoprestation: Sharmanker er stoltheden i musikmuseers samlinger (f.eks. i Bruxelles, Berlin, Sankt Petersburg). Entusiaster og mestre (sjældne argonauter) bevare, restaurerer og bygger nye værktøjer, der understøtter det gamle håndværk.

• Objekt for kunstnerisk refleksion: Lyden fra sharmanken med sin mekaniske natur, gentagelse og let ustabilt blev en metafor i moderne kunst.

  • Film: Lyden er næsten et obligatorisk element i visualiseringen af gammel Europa (filmene af Federico Fellini, Jean-Pierre Jeunets Amélie).

  • Musik: Sharmankens billede blev brugt af Dmitrij Sjostakovitsj (vokalcyklus Six romancer på engelske poeter), og lyden samples i elektronisk musik som et symbol for melankoli og «zacyklet» tid.

  • Litteratur og filosofi: Sharmanken er en kraftfuld symbol for fatum, det uendelige gentagelse, absurditet. Husk Sharmank fra romanen Mester og Margarita af Bulgakov, der forud for Sotjas ball, eller dens filosofiske betydning hos Walter Benjamin som en skrøbelig figur for mekanisk reproduceret kunst.

• Element af byfester og performat: På julemarkeder, historiske festivaler, i teateropsætninger kan man igen møde sharmankeren. Men nu er det ikke en fattig musiker, men en artist-stilist, der tilbyder en rejse til fortiden. Hans instrument er ikke et redskab til overlevelse, men en bevidst kulturel citat.

• DIY-kultur og cyberpunk: Principen med programmering af musik på fysisk bærer (cylinder, perfobånd) inspirerer moderne ingeniører og musikere, der arbejder på kryds af analogt og digitalt, der skaber «sharmanker» til computerchips eller kinetiske lydskulpturer.

Afslutning

Sharmanken har gennemgået en rejse fra et teknologisk mirakel i oplysningstiden til et symbol for det forindustrielle by, og til sidst til en kulturel arketype i det moderne verden. Dens historie er en historie om kontrol over lyd, dens demokratisering og den efterfølgende nostalgi for den «analoge» direktehed.

I dag lyder sharmanken ikke som moderne musik, men som voix du temps — mekanisk, lidt trækkende, zacyklet på flere enkle melodier. Den minder os om en verden, hvor musik var et sjældent, fysisk oplevet begivenhed, bragt til vinduet af en vandrende præst af det mekaniske kunst.

Dens uovertrufne værdi er, at selvom den blev udskiftet af fremskridtet, har den opnået en ny liv som et materielt udtryk for kollektiv erindring, melankoli og den uudslukkelige menneskelige trang til at åndedrætte maskiner. Den spiller ikke længere for penge — den spiller for vores fælles historie.

Permanent link to this publication: