Mikhail Bakhtin om dialogmetoden og polyfoni i Fjodor Dostojevskij

Indledning: Revolution i romanlitteraturteori

Konceptet af dialogisme og polyfoni udviklet af Mikhail Bakhtin i bogen "Problemer af Dostojevskij's poetik" (1963, revideret udgave) har foretaget en revolution i litteraturvidenskab og kulturfilosofi. Bakhtin foreslog ikke kun en ny fortolkning af Dostojevskij's værk, men en radikalt ny teori af kunstnerisk tænkning og menneskelig bevidsthed. Hans analyse viste, at Dostojevskij skabte ikke kun romaner med mange karakterer, men en principielt ny type romanhelhed - en polyfon roman, hvor forfatterens position ikke dominerer over karakterernes bevidstheder.

1. Essensen af polyfoni: "Mængden af uafhængige og uforenlede stemmer"

Bakhtin lånte termbetegnelsen "polyfoni" fra musik, hvor det betyder samtidig lyd af flere selvstændige, ligeværdige melodilinjer (stemmer). Ved at overføre denne metafor til litteratur formulerede han en nøgletesis:

I Dostojevskij's værker er det ikke en mængde karakterer og skæbner i en enkelt objektiv verden, belyst af et enkelt forfatterbevidsthed, men netop en mængde ligeværdige bevidstheder med deres verdener, der kombineres, vedligeholder deres uforenelighed, i enhed med et bestemt begivenhed.

Dette betød brud med den traditionelle monologiske roman, hvor alle karakterer, deres tanker og handlinger er genstand for en afsluttende vurdering og forståelse af den allseende forfatter-skaber. Hos Dostojevskij, ifølge Bakhtin, står forfatterens bevidsthed på linje med karakterernes bevidstheder. Forfatteren dømmer ikke Raskolnikov eller Ivan Karamazov fra en højere sandhedens højde, men stiller sig i en position af dialogdeltagelse med dem. Hans styrke ligger ikke i det endelige kendskab til karakteren, men i evnen til at gøre den interne logik, uafsluttetheden og "uafgjortheden" af hvert bevidsthed synlig og hørbar.

Interessant faktum: Bakhtin modsætter polyfoni hos Dostojevskij Hegelsk dialektik. Hvis Hegel's konflikt mellem modsætningende ideer ("tesis - antitesis") løses i en højere syntese ("syntese"), så syntetiseres de modsætende ideer hos Dostojevskij ikke, men lyder samtidig, i en evig dialog. Målet er ikke at løse striden, men at dykke dybere ned i den, afsløre hele betydningen af modstand.

2. Dialog som ontologisk grundlag for eksistens og ord

For Bakhtin er polyfoni en konsekvens af et dybere, filosofisk princip - dialogisme. Dialog for ham er ikke kun en taleform, men et fundamentalt betingelse for menneskelig eksistens og erkendelse.

• Bevidsthed er dialogisk af natur: "Begynde at være - det betyder at kommunikere dialogisk. Når dialogen slutter, slutter alt." Bevidstheden hos mennesket dannes kun i interaktion med anden bevidsthed. "Jeg" bevidstgør sig selv gennem "Du". Dostojevskij's karakterer er hypertrofiske bevidstheder, der ikke kan eksistere uden en intens dialog (ekstern - med andre, eller intern - med sig selv, med Gud, med ideen).

• Ordet er dialogisk: Hvert udsagn hos Dostojevskij, ifølge Bakhtin, er rettet mod nogen, forudser et svar og bygges med hensyn til dette forudsete svar. Selv den interne monolog af en karakter er en skjult dialog (f.eks. dialogen mellem Ivan Karamazov og chatten, som er en projektion af hans egen bevidsthed).

• Romanens "store dialog": De enkelte dialoger mellem karakterer kombineres til en enhedlig "store dialog" i hele værket. Begivenheden i romanen er ikke en række handlinger, men et begivenhed, hvor bevidsthederne støder sammen og interagerer.

3. Nøglekategorier for analyse: uafsluttethed, karnevalisering, chronotop

Bakhtin introducerer en række kategorier til at beskrive Dostojevskij's poetik:

1. Uafsluttethed og "sidste ord": En karakter hos Dostojevskij er aldrig givet som færdig og fuldstændig. Han er ikke ens med sig selv, befinder sig i en valgposition, krise, åndelig søgning. Forfatteren afviser at sige det sidste ord om karakteren, efterlader ham åben, i stand til forvandling endda uden for teksten.

2. Carnevalisering: Bakhtin henviser til rodene af den polyfoniske roman til traditionen for folkelig smilskabskultur og karneval. Karneval med sin omvendelse af hierarkier, den frie familiære kontakt, kulturen af fornyelse skabte den kunstneriske matrice, hvor det blev muligt at frigøre bevidstheden fra dogmatisk alvor. I Dostojevskij's romaner udtrykkes dette i scenen af skandaler (som "karnevalistiske dueller"), dobbeltgængerdannelse, nedbrydning af det højeste (f.eks. i "De vanvidige").

3. Chronotop "porten": Bakhtin definerer det karakteristiske for Dostojevskij som et rum-tidsenhed som porten chronotop (gang, trappe, korridor, plads). Dette er et sted, hvor tiden tykner til det uendelige, et kriseøjeblik af beslutning, og rummet bliver en zone for kontakter og konflikter. På "porten" er der ingen rolig, gradvis evolution - kun eksplosion, katastrofe eller åbenbaring.

Eksempel: Ved at analysere "Forbrydelse og straf", viser Bakhtin, at hele romanen er en gigantisk dialog mellem Raskolnikov og verden. Hans teori er rettet mod menneskeheden og kræver et svar. Hver karakter (Porfirij Petrovitsj, Sona, Svidrigajlov) træder ind i dialog med ham på et niveau af idé, bliver til incarneret modsigelse eller fristelse. Selv Sonas tavshed er en kraftfuld dialogisk faktor. Forfatteren dømmer ikke Raskolnikov's teori fra en position af sandhed, men lader den støde sammen med "den levende liv" i dialogen.

4. Videnskabeligt og kulturelt værdi af Bachtins teori

Bachtins opdagelser gik langt ud over litteraturvidenskab:

• Filosofisk anthropologi: Dialogisme blev grundlaget for at forstå mennesket som et "ikke-alibi-til-væren" - et væsen, der er ansvarligt for sin unikke, uafsluttede projekt.

• Sociolingvistik og kommunikationsteori: Idéen om dialogisk natur af ethvert udsagn har påvirket udviklingen af diskursanalyse.

• Kulturvidenskab: Konceptet af polyfoni og karnevalisering har givet værktøjer til at analysere komplekse, pluralistiske kulturelle fænomener.

Afslutning: Dostojevskij som "ideens kunstner"

Bakhtin viste, at Dostojevskij's nyskabelighed ikke ligger i psykologismen (som også var til stede hos andre), men i, at han gjorde selve tænkningen, ideen, emne for billedet i dens dannelse. Hans karakterer er "ideemennesker". Den polyfoniske roman blev en kunstnerisk model for uopslidelig mangfoldighed af sandhed i verden, hvor Gud og djevlen kæmper ikke nogen steder på himlen, men i menneskets hjerte og bevidsthed.

_country2 L^World Y G