Objektiviteten af kærlighed i filosofi og religion

Kærlighed er kun en følelse? Eller noget større? For mange er den en flygtig gnist, der kan dø ud. Men filosofi og religion insisterer: Kærlighed er objektiv. Den er ikke kun inde i os. Den er mellem os. Den sætter strukturen for eksistens, etik og mening. Selv når vi ikke føler kærlighed, forbliver den en realitet, vi er kaldt til.

Kærlighed som ontologisk forbindelse

Endnu Platons "Syv århundreders bryllup" talte om Eros som en kraft, der forbinder det endelige med det evige. Kærlighed, ifølge Platons, er ikke blot tiltrækning til kroppen, men en trang til skønhed i sig selv. Dette er en stræben efter sandhed. På denne måde er kærlighed ikke en subjektiv lyst, men en fundamentel struktur i eksistensen. Vi elsker, fordi verden er opbygget, så vi kan forbinde os. I kristendommen styrkes denne idé: Gud er Kærlighed. Kærlighed er ikke en egenskab ved Gud, men Hans essens. Og hvis Gud er grundlaget for alt, så er kærlighed selve stoffet i virkeligheden.

Kærlighed som etisk princip

Immanuel Kant skrev ikke om kærlighed som en følelse. Men hans kategoriske imperativ — at behandle mennesket som et mål og ikke som et middel — er et filosofisk udtryk for kærlighed. I det 20. århundrede gik Emmanuel Levinas videre: Kærlighed er ansvar for Anden. Ansigtet på Anden kalder mig til ansvar. Det er ikke en følelse, men en skyld, jeg ikke kan undgå. Martin Buber i "Jeg og Du" taler om en sand møde, der går ud over nyttighed. Kærlighed er ikke mit projekt, men et begivenhed, jeg deltager i.

Religiøst perspektiv: agapé

I Nye Testamente er kærlighed — agapé — ikke et romantisk følelse eller brorsk kærlighed. Det er en ubetinget, offerlæggende kærlighed, der ikke afhænger af objektets fortjenester. Den er objektiv i forstand af at være en norm, vi er kaldt til, selv når vi ikke vil. "Elsk dine fjender" er ikke et råd, men en bud. Den appellerer ikke til følelser. Den retter sig mod viljen. Og derfor er kærlighed ikke, hvad vi føler, men hvad vi gør.

Kærlighed og frihed

Kærlighed ville ikke være kærlighed, hvis den var tvunget. Det er friheden, der gør kærlighed mulig og samtidig reel. Det frie valg om at elske, selv når der ikke er lyst, omdanner kærlighed fra en følelse til en handling. Denne omdannelse gør kærlighed objektiv: Den eksisterer i verden gennem vores beslutninger. Der er ingen kærlighed uden frihed. Der er ingen frihed uden ansvar. Og i denne forstand er kærlighed den mest objektive faktor i menneskeligt liv.

Eksempler: filosoffer og helgener

Sokrates elskede sandheden mere end livet. Francis af Assisi elskede de fattige og lemlæstede. Étienne de La Boétie elskede friheden. I hvert tilfælde var kærlighed ikke en følelse, men en position. Den definerede deres handlinger, deres lidelser, deres død. Disse eksempler viser: Kærlighed er objektiv, fordi den ændrer verden. Den skaber familier, samfund, kulturer. Den bygger byer og ødelægger mure.

Kærlighed forsvinder ikke, når tiltrækningen forsvinder. Den forbliver som et valg, som en erindring, som en håb. Denne objektivitet: Den afhænger ikke af vores humør. Den afhænger af os.

Permanent link to this publication: