Romersk rett er ikke blot en samling love fra den gamle civilisation. Det er fundamentet, hvorpå hele den kontinentale (romano-germanske) retssystem er bygget, og som gælder i de fleste lande i Europa, Latinamerika samt i Rusland og mange andre stater. Endda den angelsaksiske retssystem (common law) har oplevet dets indirekte indflydelse. Udtryk som «presumption of innocence», «property obligates» og den berømte maxime «ex injuria jus non oritur» stammer fra de romerske jurister.

Unikkenhed ved romersk ret ligger i, at den første gang i historien adskilte retten fra religion og moral, gør den formel og logisk struktureret. Romerne skabte juridiske konstruktioner, der viste sig så universelle, at de overlevede deres egen imperiums fald og blev grundlaget for ret i det nye tid.

1. Periodisering af romersk ret

Udviklingen af romersk ret strækker sig over mere end tusind år (fra VIII århundrede f.Kr. til VI århundrede e.Kr.). Der kan identificeres flere nøgleperioder.

Arkaisk periode (753–367 f.Kr.)

Retten i denne periode hedder «Quirites» (jus Quirіtium). Den var strengt formel, havde en sakral karakter og var kun tilgængelig for romerske borgere (Quirites). Den vigtigste kilde var fædrenees brug (mores maiorum) og Lovene fra de tolv tabeller (451–450 f.Kr.) — den første skriftlige optegnelse af romersk ret, foretaget for at begrænse patriarkernes overordens magt. Disse love blev indhugget i kobberplader og udstillet på den hovedplads i Rom — forum.

Klassisk periode (367 f.Kr. – 235 e.Kr.)

Dette var blomstringstiden for den romerske jurispudens. Periodens begyndelse markeres af loven Petelii (326 f.Kr.), der afskaffede gældsslaveri for romerske borgere. Det var i denne periode, at de grundlæggende institutioner, som vi bruger i dag, blev dannet: kontraktret, ejendomsret, arv, forpligtelser fra handlinger (overtrædelser). Retorik og jurispudens blev højeste kunst. De mest berømte jurister i denne periode var Gaius, Papinian, Paulus, Ulpian, Modestinus. Det var deres arbejder, der senere lagde grundlaget for den berømte kodifikation.

Postklassisk periode (235–476 e.Kr.)

En periode med krise og dominat (ubegrænset monarki). Retten bliver mere grov, formalismen overlades til forenkling. Kejserlige konstitutioner (dekreter) bliver den vigtigste kilde til ret. På dette tidspunkt blev de første offentlige samlinger af kejserlige love — Codex Gregorianus (ca. 291) og Codex Hermogenianus (ca. 295) — udarbejdet.

Justinianisk periode (527–565 e.Kr.)

Den byzantiske kejser Justinian den Store foretog en imponerende forsøg på at samle og kodificere alt romersk ret. Som et resultat blev den berømte Corpus Juris Civilis (Samlivsret) opstået, som blev en lærebog og lov for hele det senromerske rige. Det var netop denne samling, der blev «åbnet» i Middelalderen i Bologna og lagde grundlaget for recepten af romersk ret i Europa.

Corpus Juris Civilis indeholder fire dele:

• Justinians Institutioner — en retslærebog for begyndere (obligatorisk for studerende).
• Digester (eller Pandekter) — den mest omfattende del; uddrag fra klassiske romerske juristers værker, opdelt i 50 bøger.
• Justinians Codex — en samling af kejserlige love-konstitutioner.
• Noveller — nye love, udstedt af Justinian selv efter 534.

2. Hvad har romersk ret givet verden: nøglebegreber

Opdeling af retten i offentlig og privat (jus publicum et jus privatum)

Romerne foretog for første gang et klart skel: offentlig ret vedrører statens og dens institutioners stilling, mens privat ret regulerer forholdet mellem enkeltpersoner (familiale, ejendomsretlige, kontraktlige). Dette skel er blevet bevaret i alle retssystemer indtil i dag.

Systemet af sager (actio)

Romersk ret var, som jurister siger, en «sagsretssystem»: ingen ret, ingen beskyttelse. Den berømte princip «ubi remedium, ibi jus» (hvor der er retslig behandling, der er også ret). Opståen af en ny livssituation krævede oprettelsen af en ny sag. Senere blev dette til «sag fra kontrakt» (actio ex stipulatu) og «sag fra handling» (actio ex delicto).

Ejendomsret (dominium)

Romerne udviklede et fuldt og absolut ejendomsret til en ting — «den, der ejer, bruger den». Dette førte til rettigheder som besiddelse (possessio), opbevaring (detentio) og servitutter (begrænsede rettigheder på en fremmed ting, f.eks. ret til passage gennem et naboskab).

Kontraktret

Romerne adskilte fire typer af kontrakter: verbale (muntlige, f.eks. stipulatio — ed), litterære (skriftlige), reelle (når kontrakten trådte i kraft med overførslen af en ting: lån, lån, depositum) og konsensuelle (enighed, baseret på simpelt samtykke fra parterne: køb-salg, leje, kommission).

Personlig retsstilling

Romersk ret har detaljeret beskrevet tre status for mennesket: frihedens status (ingenui — frifødte, libertini — frigivne, servi — slaver); statsborgerskabsstatus (cives, latini, peregrini — udlændinge) og familiestatus (pater familias — familiefader, der har magt over alle husbondene).

3. Recepten af romersk ret i Europa

After the fall of the Western Roman Empire in 476, Roman law formally ceased to apply. However, it continued to "smolder" in local customs and ecclesiastical canons. The turning point came in the late eleventh century in Bologna. Irnerius (the scholar known as the "Light of Law") began to give lectures on the Digests of Justinian, laying the foundation for the University of Bologna — the oldest in Europe.

The interest in Roman law was immense because it offered ready-made, rational solutions for new economic realities — trade, usury, bills of exchange — which the feudal fragmentation could not regulate. The reception of Roman law in Europe occurred from the twelfth to the eighteenth century and led to the creation of common continental legal principles.

Direct descendants of the Roman legal tradition became the civil codes of France (Napoleon Code 1804), Germany (BGB 1896), Switzerland, Italy, and many other countries. Pre-revolutionary Russian law also experienced a strong influence through German pandecticism.

Permanent link to this publication: