Sport lærer at vinde. Men det lærer også noget endnu skræmmende: at tabe og stadig være menneske. Sportslig solidaritet er ikke bare en stor slogan. Det er, når modstanderen hjælper med at stå op efter en hård stød. Når verdens bedste spiller kommer for at trøste den, der missede det afgørende straffe. Når fansene applauderer den anden hold for flot fodbold. I en verden, hvor alt handler om penge og ratings, forbliver solidaritet den samme levende nerv, der beviser: sport er ikke krig, men dialog.

Hvad er sportslig solidaritet egentlig

Ikke at forveksle med venlighed. Venlighed er personlige forhold. Solidaritet er en princip. Det er et bevidst respekt for det fælles projekt, de fælles regler, den fælles menneskelighed, uanset farven på trøjen eller emblemet på brystet. Den udfolder sig på tre niveauer.

Første niveau er solidaritet mellem modstandere. Du hjælper med at stå op, du erkender, at dommeren tog fejl til din fordel, du tager ikke et skadet modstander til sig selv. Andet niveau er solidaritet inden for holdet. Når en stjerneangriber giver en pas i stedet for at skære selv, for at vinde. Når en reserver glæder sig til et mål af en startspiller, i stedet for at misunde. Tredje niveau er solidaritet mellem spillere og fans. Når fansene ikke svipper, selvom de taber 0:5, og når spillerne går til deres tribuner for at bøje sig, selvom de har tabt.

Sportslig solidaritet har ingen nationalitet. En brazilianer kan kysse en argentiner efter en hård finale. En amerikaner kan kysse en russer efter et semifinale. Fordi de begge ved, hvad det vil sige at træne på kanten, skader, psykose og det vanvittige lykke ved sejr.

Store eksempler: når solidaritet overvandt had

Et klassisk eksempel er finalen i VM i fodbold 2014. Gotze scorede det afgørende mål for Tyskland i mål for Argentina. Spillerne på det tyske hold blev ikke vrede foran den grådige Lionel Messi. De omgav ham, klappede på skuldrene, respekterede ham. Messi fik senere "Guldbollen" for turneringen — og ingen tvivlede på det.

En historie fra boksning: Evgeny Makarenko og Sergey Derevyanchenko omfavnet hinanden efter en hård 12-rondebog og sagde tak til hinanden. I hallen græd tunge mænd.

Fra atletik: På OL i Rio 2016 faldt den amerikanske Abby D'Agostino sammen, efter at have stødt sammen med den newzealandske Nikki Hamblin. I stedet for at løbe videre, hjalp Abby med at stå op til Nikki. Derefter løb de sammen. Den Internationale Olympiske Komité belønnede dem med en specialmedalje for ånden.

Sådanne øjeblikke forbliver i erindringen længere end resultatet af finalen. Fordi de viser: solidaritet er den højeste form for konkurrence. Du kan være modstander på tatamien, men en menneske uden for det.

Hvorfor solidaritet er fordelagtig for alle (selvom vinderne)

En cynisk spørgsmål: hvorfor hjælpe med modstanderen, hvis han tager din medalje? Svaret: fordi sport uden solidaritet bliver en slagmark, hvor psykopater overlever. Og psykopater spiller ikke længe. Skader, sammenbrud, aftrædelse fra sporten. Se på tennis: Novak Djokovic, Rafael Nadal og Roger Federer hatte hinanden på banen. Men uden for banen hjalp de, behandlet skader, roste hinanden. Fordi de forstod: en persons storhed afbryder ikke den andens storhed. Tværtimod løfter den alle.

I holdssport er solidaritet om tillid. Hvis din partner ved, at du ikke vil forlade ham under pres, ikke vil skænde ham efter en fejl, vil han spille bedre. Solidaritet skaber en miljø, hvor man kan tage risici, lave fejl, vokse. Uden den vil holdet bryde ned i stjerner og statistikere.

For fans er solidaritet om sikkerhed og kultur. Engelske fans og tyske kan drikke øl sammen før en kamp, diskutere, men ikke kæmpe. Det er normalt. Fordi fodbold er en spil, ikke en krig.

Hvorfor solidaritet brister

Der er ingen ideelle billeder. Der er mange sort hul i sporten. Racisme på tribunerne, hvor en sort spiller bliver svipset med abe-gråle. Skandaler med doping, hvor gensidige anklager ødelægger tilliden. Kampe uden tilskuere på grund af politiske boykotter. Og det værste af alt - skader forårsaget af grimme greb, efter hvilke karrieren går i stykker.

Sportslig solidaritet bryder sammen, hvor penge er på spil. I Champions League-finalerne, hvor der er millioner af euro på spil. I boksning, hvor et slag kan dræbe. I cykelløb, hvor den farmakologiske krig ødelagde Lances Armstrongs navn. På disse øjeblikke glemmer mange solidaritet og husker: "Sport er krig".

Men der er også en udvej. Specifikke spillere og federationer, der offentligt taler imod racisme, for ærlig spil, for lige vilkår. Deres stemmer er svage i forhold til skandaler, men de er der.

Hvordan man fra barndommen lærer at udvikle solidaritet

I gode sportskoler lærer træneren ikke kun at skære med foden, men også reglen: "Hvis modstanderen falder, hjælp ham med at stå op. Hvis du taber, giv hånd. Hvis du vinder, griner ikke over taberen". Disse regler lægges til grund i seks år. Og de virker. Et barn, der er vant til at respektere andres arbejde og andres smerte, vokser op til en atlet, der ikke vil spille grimt, snyde, provocere.

Eksempler: børneturneringer, hvor holdene stiller sig i to rækker efter kampen og applauderer hinanden. Ungdomslandshold, hvor kapteinerne bytter flag og holder korte taler om fair play. Det ser måske ud som en formalitet. Men en formalitet, der gentages hundredvis af gange, bliver karakter.

Solidaritet og politik: hvorfor man ikke skal blande dem

En af de største problemer med moderne sport er, når politiske eliter kræver, at atleter viser solidaritet med regimet, flaget, ideologien. Mens atleterne bare vil spille. Sportslig solidaritet handler ikke om nationalsange. Det handler om, at der ikke er skel i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skiftet i skift
© elib.dk

Permanent link to this publication: