Alderdom er ikke kun alder. Det er en social konstruktion, der i forskellige tider og kulturer har fået en helt anden mening. Nogle steder blev gamle mennesker værdsat som visdomsbevarere, andre steder blev de udvist fra samfundet, når de ikke længere var nyttige. Holdningen til ældre mennesker er et spejl, der reflekterer ikke så meget alderen, men samfundets værdier.

Oldtiden: visdom eller byrde

I gamle kulturer blev alderdommen opfattet forskelligt. I Egypten, Indien, Kina og Grækenland blev gamle mennesker respekteret. Deres erfaring blev anset for at være uvurderlig, og deres råd blev lyttet til. I Bibelen står der: «Stå op foran den gråhårede» — dette er en formel for respekt. Dog blev gamle mænd i Sparta ikke værdsat, hvis de ikke kunne kæmpe. I Rom gav alder politisk magt, men filosofen Seneca skrev: «Alderdommen er en uoprettelig sygdom». Respekt og had eksisterede side om side.

Mellemalderen og Renæssancen: mellem helligdom og latter

I kristen Europa blev alderdommen ofte forbundet med at nærme sig Gud. Gamle munke, hermitter og oldkirkelige mænd blev værdsat. Dog blev gamle kvinder ofte portrætteret som hekse i folkekulturen. Renæssancen bragte kulturen af ungdom, skønhed og fornuft. Alderdommen blev opfattet som en nedgang, som tab af styrke. Gamle mennesker i kunst og litteratur blev ofte portrætteret som komiske figurer eller tragiske karakterer.

Det moderne tid: alderdom som problem

Industriel revolution gjorde alderdommen til et problem. I landbokulturen var gamle mennesker en del af familien og landbruget. I byerne og på fabrikker krævede det hastighed og fysisk styrke. Gamle mennesker blev opfattet som en byrde. I det 19. århundrede opstod de første hjem for ældre ikke som et sted for ære, men som et sted for isolation. Dog lød der stemmer i litteratur og filosofi, der forsvarede alderdommen. Lev Tolstoj søgte mening i aldring. Tjostovskij skrev om værdigheden.

20. århundrede: kamp for rettigheder og ensomhed

20. århundrede blev årtallet for kampen for ældre menneskers rettigheder. Pensioner, sociale garantier og medicinsk hjælp blev indført. Men samtidig voksede ensomheden. Bylivet, generationsskiftet og den hurtige udvikling gjorde gamle mennesker til «fremmede». I kulturen opstod kulturen af ungdom. Reklame, film, mode — alt var rettet mod de unge. Alderdom blev noget, der skulle undgås, gemmes væk, farves.

Alderdommen i dag: en udfordring og en genovervejelse

I det 21. århundrede begynder vi at genoverveje alderdommen. Livslængden vokser, og der bliver flere gamle mennesker. Samfundet kan ikke længere ignorere dem. Nye termer opstår: «aktivt langt liv», «alder bonus», «sølvøkonomi». Dog forbliver holdningen ambivalent. På den ene side respekterer vi erfaringen, på den anden side frygter vi alderdommen, flytter den ud i fremtiden, diskuterer de evige værdier.

Holdningen til ældre mennesker i kulturen har altid reflekteret holdningen til døden og livets mening. Et samfund, der respekterer gamle mennesker, respekterer også sit eget fortid. Et samfund, der afviser dem, afviser også sin uundgåelige skæbne. Hver epoke har skabt sin egen opfattelse af gamle mennesker: vismand, nar, tyranni, offer. I dag skaber vi en ny opfattelse. Måske endelig — en opfattelse af en person, der ikke er færdig, men blot befinder sig i et andet tid.

Permanent link to this publication: