Vi er vant til at tænke på krisen som en katastrofe. Tab af arbejde, brud på forhold, sygdom, tab af en nær person - alt dette opfattes som verdens ende. Men hvad hvis krisen ikke er slutningen, men begyndelsen? Hva hvis netop øjeblikket af den gamle verdens sammenbrud føder en ny identitet? Psykologer og filosoffer kalder det "emergens" - opståelsen af et nyt kvalitet, som ikke har været der før. I denne artikel vil vi gennemgå, hvordan krisen bliver en samlingspunkt for en ny identitet.

Hvorfor vi frygter krisen

Frygten for krisen er frygten for det ukendte. Vi ved ikke, hvem vi er uden arbejde, uden partner, uden det vanlige rytme. Tab af ydre støtte afslører den indre tomhed. Mange forsøger at dæmpe denne frygt - med alkohol, arbejde, nye forhold. Men undgåelse af krisen giver ikke vækst. Kun ved at acceptere krisen som en givenhed, kan man begynde at passere den. Første skridt er at stoppe med at kalde krisen "et problem" og kalde den "en overgang".

Trin i at passere krisen

Krisen er et proces. Den har faser. Først - afvisning. "Det kan ikke være sandt". Derefter - vrede. "Hvorfor jeg?". Derefter - forhandling. "Hvis jeg gør dette, kommer alt tilbage". Derefter - depression. Og så - accept. Kun på accepteringsstadiet begynder det nye at blive født. Men man kan ikke springe over trinene. De skal opleves. Opleve betyder ikke at fastholde sig. Det er vigtigt at føle, men ikke at identificere sig med følelserne. Krisen er ikke dig, det er det, der sker med dig.

Krisen som ødelæggelse af det falske "jeg"

Før krisen lever vi i en verden af illusioner. Vi tror, at vi er beskyttede, at vores identitet er stabil. Krisen ødelægger denne illusion. Men sammen med den falske beskyttelse ødelægger den også den falske identitet. Vi stopper med at være "den, der arbejder i denne virksomhed", "den, der er i disse forhold". Vi bliver uden roller. Og det er skræmmende. Men det er netop i denne tomhed, det sande "jeg" begynder at vokse. Det, der ikke afhænger af ydre attributter. De, der har passeret krisen, siger: "Jeg blev mig selv, efter at jeg havde tabt alt"."

Rollen af lidelse i opståelsen af personlighed

Smerter er ikke fjender. Det er et signal. Det viser, at det gamle ikke længere fungerer. Mange filosoffer (fra Dostojevskij til Nietzsche) har skrevet om, at lidelse er en skole. I lidelse møder vi det, vi ikke kan kontrollere. Og dette tilgivelse er ikke svaghed, men styrke. Det lader os stoppe med at kæmpe mod virkeligheden og begynde at interagere med den på nye vilkår. Fødslen af en ny identitet er altid smertende. Men ligesom et barn ikke kan fødes uden stramme, kan en ny identitet ikke fødes uden krisen.

Ressourcer inden for krisen

Der er ressourcer i krisen. Første - det er tid. Når det vanlige rytme bryder sammen, opstår en pause. Man kan se sig omkring. Man kan stille sig spørgsmål: "Hvem er jeg egentlig? Hvad vil jeg?" Andet - dybde. Krisen fjerner de overfladiske lag. Vi begynder at se det, vi tidligere ikke bemærkede. Tredje - frihed. Hvis alt er brudt sammen, er der ikke noget at miste. Derfor kan man tage risici. Krisen giver chancen for at begynde forfra - ikke fra bunden, men med erfaring.

Hvordan man hjælper sig selv i krisen

Første skridt er at give sig selv ret til svaghed. Man behøver ikke at være stærk 24/7. Det er okay at græde, blive vred, frygte. Andet - ikke lukke sig inde. Del med dem, der ikke nedværdiger. Tredje - ikke skynde sig. Det nye fødsel sker ikke på en uge. Fjerde - søge mening. Selvom det ikke er synligt, kan det "skabes". Femte - tage vare på kroppen. Mad, søvn, gåture - de holder os i virkeligheden. Og sjette - lade sig være andet. Ikke den, man var før krisen.

Krisen som en vaccine mod frygt

De, der har passeret krisen, stopper med at frygte. Fordi de ved, at de kan bære det. Krisen bliver en oplevelse, der gør mennesket mere robust. Det betyder ikke, at der ikke vil være smerte efter krisen. Men det betyder, at mennesket får en "immunitet" mod frygt. Han ved, at selvom alt kan falde fra hinanden, kan han overleve, og derefter vokse. Dette kendskab er uvurderligt. Det gives ikke i bøger. Det gives kun gennem passage.

Krisen er ikke et punkt. Det er en linje, bag hvilken en ny kapitel begynder. Det kan være svært, smertefuldt, uforståeligt. Men der er én ting, der ikke var der før - dig selv. Ikke den, du kendte, men den, du endnu ikke kender. Og denne opdagelse er det vigtigste, der kan ske i livet.

Permanent link to this publication: