Åskegnelse Korselsen i Pusjkins værk: mellem ritualet, skæbne og det russiske hverdagsliv

Indledning: Korselsen som del af folkekalenderen

Udover Juleaften, som ofte er forbundet med mystik og helligdage hos Pusjkin, optræder festen Korselsen (Bogforvandlingen) sjældnere i hans værk og i en mere konkret, sociokulturel og hverdagslig kontekst. For Pusjkin er det først og fremmest en vigtig dato i den nationale og kirkekalender, en del af det russiske livsrytme, der kan blive baggrunden for dramatiske begivenheder eller et symbol på renhed. Pusjkin fastlægger ikke så meget den teologiske betydning af festen, men dens refleksion i samfundslivet og den enkeltes skæbne.

«Evgenij Onegin»: julecyklen og korselsens kulde

Selvom festen Korselsen ikke beskrives direkte i romanen, er den vigtig som en chronologisk og semantisk skillelinje.

Afslutningen af julecyklen: Tatyanas spådomsdrøm og hendes profetiske drøm falder netop i den julelige periode (fra Juleaften til Korselsen). Korselsen (19. januar efter gammel stil) sætter punktum for dette «ugtige», overfyldt med overtro tid. Efter det mister spådommene deres kraft, og verden vender tilbage til det normale spor. På denne måde er Korselsen indirekte til stede som grænse mellem verdenen af mirakler og det irrationelle (hvor Tatyanas profetiske syn kan opstå) og verdenen af daglig virkelighed.

Korselsens kulde: I femte kapitel giver Pusjkin en imponerende skitse af den russiske vinter: «Denne vinter stod den efterårsværre længe på døren… / Naturen ventede, ventede. / Sne faldt først i januar / På tredje i nat.» Nævnet af januar og den etablerede sneoverflade skaber en baggrund, hvor de efterfølgende korselsens kulde passer organisk ind. Fødselsdagen er i sig selv, i grunden en «julelig» kulmination på vinteren, en del af sommercyklen, hvoraf Korselsen også er en del.

En interessant fakt: I Pusjkins tid var Korselsen en statsfest, der føltes med store offentlige ceremonier. I彼得бург, på Néva, ved Zimnij dvorets blev den festlige handling «Vodосвятие» (vands helliggørelse) udført i en special «iordanija» — en korsformet åbning i isen, dekoreret med et pavillon. Kejseren, hoffet, hæren var til stede. Denne majestætiske handling, som Pusjkin var godt bekendt med, blev ikke nævnt i hans kunstneriske tekster, men formede den generelle kulturelle kontekst, hvor festen blev opfattet som et vigtigt begivenhed i det offentlige liv.

«Boris Godunov»: Korselsen som symbol på kejsermagt og folkets fromhed

I dramatikken bliver festen Korselsen en nøglescene, der afslører forholdet mellem magt og folk.

Scenen «Røde pladsen»: Handlingen foregår på Korselsen. Folk venter, at kejser Boris kommer ud af kirken efter gudstjenesten: «Folk: Skal han snart komme ud? / – Bøn, nu for kejseren. / – Hvad? Vodосвættelsen er allerede gået? / – Ej! Hold kæft! Lyt, hvad kejseren siger.»

Vodосвættelsen som rituel legitimitet: Deltagelsen af kejseren i den festlige korshandel var en vigtig handling, der bekræftede hans fromhed og dermed hans guddommelige udvalg. For Boris, hvis magt er tvivlsom (en usurpator, en mulig drabsmand), er dette offentlige deltagelse i festen en forsøg på at styrke sin autoritet.

Folkets bede og afvisning: I kulminationen skriger folket til Boris: «Vær vores far, vores kejser!» og beder om «Forgiv os! Store foder! Kejser-fader!» Afvisningen af Boris (»Gå med Gud hjemmefra») og hans efterfølgende monolog om den sorte masse, der altid er taknemmelig, viser en dyb skillelinje mellem magt, der deltager i den sakrale handling, og dens uønsket vilje til at opfylde den jordiske pligt til barmhjertighed. På denne måde bruger Pusjkin Korselsen som baggrund for en politisk drama, hvor det ydre fromhed modstår den indre uretfærdighed.

Breve og epigrammer: hverdags- og ironisk perspektiv

I Pusjkins personlige korrespondance og små former fremtræder hans holdning til festen mere levende og direkte.

I breve til hans kone (januar 1834) hygger Pusjkin Natalja Nikolajevna med Juleaften og de forestående helligdage, hvoraf Korselsen var det glade afslutning med fester, skiløb og besøg.

Epigrammen «På Voroncov» (1824) indeholder de berømte linjer: «Halv-milord, halv-købmand, / Halv-mand, halv-uvandt, / Halv-svindler, men der er håb, / At han vil blive fuld endelig.» Der findes en version (selvom den er kontroversiel), at epigrammen blev sat i cirkulation på Korselsen, under julemaskerader, hvor der rådede en karnevalsfrihed og tilladt frihed. Hvis dette er tilfældet, fungerer festen her som det sociale tilladte tid til at udtrykke upassende sandhed.

「Pikkova dama」: korselsens kulde og slutningen på den julelige mareridt

Selvom festen Korselsen ikke nævnes direkte i novellen, er tidsplanen bygget med ekstraordinær præcision og er forbundet med vintercyklen.

Døden af grevinen: Den gamle kvinde dør på Juleaften (25. december). Dette er begyndelsen på Hermans personlige «julelige» drama.

Begravelser og visitation af spøgelsesgrevinden: Begravelserne finder sted tre dage senere, og grevinens visitation af Herman sker, efter tekstens opfattelse, kort tid efter, men stadig inden for den julelige periode. Hele Hermans mareridt udvikler sig i disse «ugtige» dage.

Afslutningen: Den afsluttende scene i psykiatrisk hospital finder sted, når det er en voldsom kulde udenfor. Da handlingen begynder under Juleaften, og helligdage varer til Korselsen, kan denne bitre kulde meget vel være korselsens kulde. På denne måde kan man læse afslutningen som et symbolisk «renhed» efter den varme svimmelhed og de synderlige lidenskaber, der brænder i hovedet på hovedpersonen gennem hele den julelige periode. Kulden er her en straffende og rensende стихie, der sætter punktum for historien.

Afslutning:

Pusjkins tilgang til festen Korselsen er uden mystisk ekstase. Han ser på det i tre hovedplaner:

Som en del af den nationale kalendercyklus (»helligdage«), der afslutter tiden for spådomme og bringer orden.

Som en vigtig social og politisk rituel, der afslører de sande forhold mellem magt og folk (som i «Boris Godunov»).

Som en del af den tidens hverdag og kultur, markeret af kulde, fester og en del af den almindelige vinterlivsstil.

For Pusjkin er Korselsen ikke så meget et øjeblik af personligt religiøst oplevelse, men en lysende detalje i det russiske liv, historisk og moderne. Det er indlejret i hans værker som en naturlig, forståelig for sine medmennesker chronotop — en punkt på året, der strukturerer tiden, bestemmer folkets adfærd og kan blive en kraftfuld dramatisk baggrund for sammenstød af menneskelige lidenskaber og historiske kræfter. Dette er Pusjkins geni: evnen til at se i den religiøse fest en universel kultur kode, der virker i kongedrabet, i romanen om den moderne mand og i ingeniørens skæbne, fanget af hemmeligheden bag de tre kort.
© elib.dk

Permanent link to this publication: