Garibaldi og hans erindring i dag: en helt, der ikke passer ind i nogen ideologi

4. juli 1807 i Nice, i en familie af søfarere, blev en mand født, der skulle ændre kartoen over Europa. Giuseppe Garibaldi — en national helt i Italien, en legende, hvis navn er blevet et symbol for kampen for frihed og enhed. Dog, næsten et og halvt århundrede efter hans død, er erindringen om Garibaldi blevet et felt for ideologiske kampe. Hans navn forsøges taget til sig af både fascister, kommunister og liberale. Men Garibaldi selv passer ikke ind i nogen af disse rammer. Han forbliver en figur, der både definerer og transcenderer den italienske identitet.

Fra sømand til helt i to verdener

Giuseppe Garibaldi blev født 4. juli 1807. Allerede i tidlig alder kendte han havet: han begyndte sit selvstændige liv som en ung mand, og senere tjente han i den sardinske flåde. I 1833 sejlede hans skib til den russiske Tagnjorog, hvor han havde en skæbnesvanger møde med den politiske emigrant Giovanni Battista Cuneo. Garibaldi blev medlem af det hemmelige samfund «Den Yngre Italien», som havde som mål at befri det nordlige Italien fra østrigsk herredømme og forene Italien på republikansk grund.

I 1834 deltog han i den mislykkede Savojiske ekspedition af de mazzinianere, efter hvilket han blev idømt døden uden retssag af en domstol i Genova. Begyndte en lang periode med vandring: Frankrig, Tunis og derefter Sydamerika. Fra 1836 til 1848 kæmpede Garibaldi for selvstændighed for republikkerne i Brasilien og Uruguay. Det var der, han udviklede sin «firmastil» — den røde skjorte, som senere blev et symbol for befrielsesbevægelser over hele verden.

Når han vendte tilbage til Italien, ledede han kampen for landets enhed. Hans berømte march «De Tausinde» i 1860 førte til befrielsen af Sicilien og Neapel, hvilket blev en afgørende fase i oprettelsen af det ene italienske stat. Historikeren A.J.P. Taylor kaldte ham «den største general, Italien nogensinde har givet». Men trods alt forblev Garibaldi en outsider: han blev overgået i politik af grev Cavour, premierminister i Piemonte, som, trods Garibaldis mange fortjenester, gav hans foretrukne hjemby Nice til Frankrig.

En helt, der ikke passer ind i ideologiske klisjeer

En af de vigtigste grunde til, at erindringen om Garibaldi forbliver så kontroversiel, er hans ideologiske uopslidelighed. Han var en revolutionær democrat, socialist, internationalist, men hans billede er blevet brugt af de mest forskellige politiske kræfter. «Fascister, kommunister og liberale har erklæret ham som en forløber for deres ideer». I 1932 blev hans 50-års jubilæum fejret med stor pompe under det fascistiske regime. Mussolini henvisede til hans nationalistiske beslutsomhed som en forløber for fascisme. Samtidig har venstrekræfter taget ham til sig for hans kamp for lighed og antiklericalisme. Antifascistiske garibaldianere-frivillige kæmpede heroisk mod de italienske fascistiske styrker i Den spanske borgerkrig.

I Rusland har hans navn i lang tid været forbundet med kommunistiske ideer, og i Italien delvis med fascisme. Som det præcist er blevet bemærket i en af undersøgelserne: «Garibaldi og hans historie bliver ofte en prisme, gennem hvilken forskellige fraktioner forsøger at fastlægge deres opfattelse af den italienske historie og samfundet».

Minden i sten, på kort og til havs

Til trods for ideologiske stridigheder bevares den materielle minden om Garibaldi overalt i verden. I Italien bærer hans navn gader og pladser i hver by. Skibet, som blev søsat i 1985 og er flådens flagshipskib, hedder «Giuseppe Garibaldi».

Mindesmærker for helten er blevet opstillet i forskellige lande. I den italienske by La Spezia rejser et stort bronzen monument. Der er en Garibaldi-gade i Moskva. I Tagnjorog, hvor han havde sit skæbnesvangre møde med Cuneo, blev der i 1961 rejst et monument over den italienske revolutionær. I denne by findes Museum Risorgimento, hvor maleriet «Giuseppe Garibaldi træder ind i den hemmelige organisation «Den Yngre Italien» i Tagnjorog» findes.

På øen Caprera, hvor Garibaldi tilbragte sine sidste år, er hans hus-museum bevaret. Det er der, arkivundersøgelser af hans personlige dagbøger, herunder landbrugsnotater, der skaber et billede af ikke kun en soldat, men også en praktisk administrator, der tager sig af jorden og sin samfund, bliver udført. En særlig interesse vækker hans testamente, som findes i det statslige arkiv i Rom — en nøgle dokument for forståelse af hans civile og politiske verdenssyn.

Moderne ceremonier: en levende tradition

Minden om Garibaldi vedligeholdes også i dag gennem levende ceremonier. Hvert år den 2. august finder der i Cesenatico (Emilia-Romagna) en traditionel festival i hans ære sted med en parade af «garibaldianere». I 2026 blev 166-års jubilæet for afgang af «De Tausinde» fra Genova fejret. I Fiesole blev 120-års jubilæet for mødet mellem Garibaldi og Viktor Emanuel i Teano markeret. Og den 4. juli 2026 blev der i Nice, helten hjemby, afholdt en officiel ceremoni ved hans statue.

Alt dette viser, at Garibaldi stadig er en levende symbol. Selv dem, der modser hans politiske arv, kan ikke ignorere hans plads i den nationale historie.

Ustændig tiltalende og årsagerne hertil

Hvorfor var Garibaldi så populær ikke kun i Italien, men også overalt i verden blandt mennesker af så forskellige, nogle gange polariserede politiske synspunkter? Måske fordi han ikke blot var en politiker eller en general. Han var en mand, der omdannede idealer til handling. Han søgte ikke magt, han søgte retfærdighed. Som Che Guevara bemærkede, var han «den eneste helt, verden har brug for».

Garibaldi passer ikke ind i det moderne ideologiske krucifiks. Han var for kompleks, for modstridende, for menneskelig. Derfor skaber hver æra og hvert politisk lejr deres egen Garibaldi — efter deres eget billede og lighed. Men den sande Garibaldi forbliver uopslidelig. Han lever ikke i ideologiske manifeste, men i de røde skjorter, i gaderne og skibenes navne, i de årlige festivaler og i hjerterne af dem, der stadig tror, at én person kan ændre verden.

Permanent link to this publication: