Wimbledon-turneringen: fra græsslåmaskine til verdensherredømme

Forestil dig: juli 1877, forstaden til London, en beskeden croquetklub, to tredser tilskuere og en mand med en racquet i hånden, der om 48 minutter vil blive verdens første Wimbledon-mester. Ingen kunne forudsige, at dette beskedne stævne ville vokse til verdens største tennisturnering, et symbol for britisk konservatisme, elegance og sportens ånd. Wimbledon er ikke bare "en af de fire Grand Slams". Det er en kirke, hvor græsset bevarer erindringen om store kampe, hvor hvidt er blevet en religion, og jordbær med fløde er sommerens gastronomiske symbol. Det er en historie om, hvordan kærlighed til spillet, traditionernes fastholdelse og stræben efter perfektion har skabt et fænomen, der nu er næsten et og et halvt århundrede gammelt.

Legendenfødslen: 1877 og den første mester

Alt begyndte med en praktisk nødvendighed. The All England Croquet Club, grundlagt i 1868, havde økonomiske vanskeligheder og havde brug for at reparere en græsslåmaskine. For at samle penge besluttede medlemmerne af klubben at arrangere noget nyt — en turnering i lawn tennis, en sport, der dengang kun var ved at blive populær. Den 14. april 1877 startede konkurrencen på Warple Road, hvor 21 deltagere deltog. Kun mænd deltog i den mandlige enkeltturnering — kvinder og parturneringer blev dengang ikke overvejet.

Den første mester blev den 27-årige brit, Spencer William Gore. Han knuste sin modstander, William Marshall, med 6:1, 6:2, 6:4 på kun 48 minutter. Som præmie modtog vinderen 12 guine — en sum, der i dag ville virke latterlig, men som dengang var et passende belønning. Det er interessant, at finalen, som det ofte var i de følgende årtier, blev afbrudt af regn — en tradition, der holdt sig i stand indtil 2009, da en skydækket tag blev installeret over Central Court.

Succesen ved det første turnering overgik alle forventninger. Allerede året efter blev turneringen afholdt igen, og sidenhen har Wimbledon været afholdt årligt, med undtagelse af årene under Første og Anden Verdenskrig. I 1884 blev både den kvindelige enkelt- og den mandlige dobbeltturnering inkluderet i programmet. Den første mester blev datteren af en lokal præst, og finalen i året var to piger fra en kirkelig familie. I 1913 blev kvindelig dobbeltturnering og mikst tilføjet. På denne måde voksede Wimbledon gradvist til de samme discipliner, som vi kender i dag.

Flytning til Church Road: hjemmet, hvor historien lever

I 1922 tog Wimbledon et vigtigt skridt — flyttede fra Warple Road til det nye sted på Church Road, hvor det stadig er placeret i dag. Det var da den berømte Central Court blev bygget, som kong George V åbnede den 26. juni 1922. På den tid kunne den huse næsten 10.000 tilskuere, hvoraf mere end 3.000 stod til kampene. I dag er Central Court en 15.000-plads arena med en kongelig loge på 74 pladser og en international loge på 85 pladser.

Flytningen var ikke kun forbundet med udvidelse af pladsen, men også med afvisning af chelengerunden. Indtil 1922 deltog den nuværende mester ikke i hovedsætningen, men mødtes kun i finalen med vinderen af turneringen for kandidater. Dette regel blev afvist, og sidenhen starter alle spillere — selv tidligere mestre — turneringen fra første runde. Dette skridt gjorde konkurrencen mere retfærdig og spændende.

Traditioner, der ikke dør ud: hvidt og kongelig loge

Wimbledon er måske den mest konservative turnering i verdens sport. Og dens hovedattraktion er den strenge hvide dresscode. Spillere skal kun gå på banen i hvidt tøj: skjorter, shorts, kjoler, sokker, snørrebånd, sko — alt skal være hvidt. Det eneste undtagelse er en fin farvestrippe bredere end en centimeter på kraven eller ærmene. Selv Roger Federer, syv gange mester, blev givet en advarsel for sine orange sko.

Denne tradition stammer fra det 19. århundrede, da det viktorianske England dikterede sine regler, og hvidt blev betragtet som et symbol for renhed og aristokrati. Dengang spillede mænd i lange hvide skjorter og bukser, og kvinder i lange hvide kjoler. I 1920'erne ændrede mode sig, men hvidt blev urokkeligt. I 1963 blev den officielle regulering vedtaget, og i 2014 blev den strammet yderligere til absolut. Selv undertøj skal være hvidt, hvis det kan ses.

En anden uundværlig del af Wimbledon er kongelig loge på Central Court. Turneringen afholdes under kongefamiliens beskyttelse. Medlemmer af kongefamilien besøger regelmæssigt de finalekampe, og nogle gange også semifinalerne, og overrækker trofæerne til vinderne. Traditionen pålægger spillere, der går på Central Court og forlader den, at de bøjer hovedet i retning af kongelig loge. Det er en hyldest ikke kun til monarken, men også til den samme britiske formelighed, der gør Wimbledon unikt.

Jordbær, champagne og 28 tons bær

Når vi taler om Wimbledon, kan vi ikke undgå den gastronomiske komponent. Jordbær med fløde er ikke bare mad, det er en rituel. Traditionen stammer fra 1950'erne, da jordbær begyndte at sælges på tribunen. Et par årtier senere begyndte man at tilsætte sukkerpude og fløde. I dag spiser publikum omkring 28 tons jordbær og drikker 7.000 liter fløde i to uger under turneringen. Og alt dette drikkes med champagne — mere end 29.000 flasker under turneringen.

Organisatorerne går til dette med en pedanteri, der er værdig en urmaker. Der skal være præcis 10 bær i en portion, dyrket udelukkende i England. Tiden fra plukning til servering må ikke overstige 24 timer. Ethvert afvigelser fra normen betragtes som fejl. Denne dessert er blevet så kult, at selv de mest faste kritikere, der klager over den "smagsløse jordbær", kan ikke nægte at købe den eftertragtede portion.

Fra entusiaster til professionelle: den åbne æra

I lang tid var Wimbledon kun en turnering for entusiaster. Men i 1968 skete der en tectonisk bevægelse: The Lawn Tennis Association i Storbritannien annoncerede, at Wimbledon blev åben for alle spillere, uanset deres professionelle status. Storbritannien fulgte efter med de andre Grand Slams, og den åbne æra i tennisen begyndte.

Den første åbne Wimbledon blev vundet af den australske Rod Laver (i den mandlige enkeltturnering) og den amerikanske Billie Jean King (i den kvindelige). Australierne dominerede i de første år af den åbne æra, og vandt fem af de første seks mandlige turneringer. Sidenhen har Wimbledon fået en helt anden skala: præmiefondene er vokset fra 26.000 pund i 1968 til 38 millioner i 2019, og vinderne i de enkelte turneringer modtager lige store beløb uanset køn.

Legender og rekorder, der ingen kan slå

Wimbledon har set store. I den mandlige enkeltturnering er rekorden for antal titler ejet af den schweiziske Roger Federer med otte sejre. Følgende kommer den serbiske Novak Djokovic med syv titler og den amerikanske Pete Sampras med syv. Dog havde de britiske William Renwick og den amerikanske Pete Sampras også syv sejre, men Renwick vandt endda i det 19. århundrede.

I den kvindelige enkeltturnering hersker Martina Navratilova med ni titler, et rekord, der endnu ikke er blevet overtruffet. Følgende kommer den amerikanske Helen Wills-Moody med otte sejre i 1920'erne og 1930'erne. Blandt kvinder skiller sig også Steffi Graf og Serena Williams ud, hver af dem vandt Wimbledon syv gange. Men Wimbledon er ikke kun om antal titler. Det er også om kampe, der varer længere end en time. I 2010 satte den amerikanske John Isner og den franske Nicolas Mahut et rekord for varighed: 11 timer og 5 minutter ren spilletid, hvor tallet nåede 70:68 i den afgørende femte sæt. Efter dette indførte organisatorerne et regel: ved 12:12 i den afgørende sæt spilles der en tie-break. Og den kroatiske Goran Ivanisevic, der fik en wild card i 2001, blev den første i historien til at vinde Wimbledon ved specialinvitation.

Rusland på Wimbledon: én sejr og to håb

Lang tid var Wimbledon en fastnet for russiske tennisspillere. I den mandlige enkeltturnering har ingen russere nogensinde vundet. Men i 2004 overraskede den 17-årige Maria Sharapova Serena Williams i finalen og bragte Rusland sin eneste sejr i den kvindelige enkeltturnering. I mikst har russiske kvinder to gange vundet: Elena Likhovtseva og Vera Zvonareva.

Kulturel fænomen: mere end sport

Wimbledon har længe været mere end bare en tennisturnering. Det er et kulturelt fænomen, der transmitteres af 80 tv-kanaler og dækkes af mere end 3.000 journalister. Der skrives bøger om det, der laves film om det, og millioner af seere over hele verden ser frem til det. Køer efter billetter er blevet legendariske — folk sover på gaden for at komme på Central Court. Og selve turneringen er det største årlige sportskateringsarrangement i Europa: mere end 234.000 måltider, 330.000 koppe te og kaffe.

Wimbledon er også om den unikke atmosfære. Der er ingen skrigende reklamer på banerne, som på andre turneringer. Der er stilhed under afslutningen af et slag, da tilskuerne ved, at bolden ikke kan distraheres af lyd. Der er dommere på tårnet, ikke på skærmen. Og selv boldene går gennem streng kontrol: under turneringen bruges mere end 54.000 tennissko, som opbevares i køleskabe og udskiftes hvert 7.-9. slag.

Tag over hovedet: moderne teknologi i det gamle hus

Selvom Wimbledon er konservativt, står det ikke stille. I 2009 blev der installeret et skydækket tag over Central Court, der endelig afsluttede problemet med regnfulde finaler. I 2019 blev et lignende tag installeret over Court No. 1. Der er nu kunstigt lys på de to største arener. Samtidig forbliver græspladsen uændret — højden på græsset er strengt 8 mm, og Wimbledon forbliver den eneste Grand Slam-turnering, der afholdes på græs.

I 2021 aflyste organisatorerne den særlige seedingsformel, der tog højde for spillernes præstationer på græs i de seneste 52 uger. Nu baseres seedningen på ATP- og WTA-rangeringer, som på andre turneringer. Dette beslutning vakte forskellige reaktioner, men det gjorde turneringen mere forudsigelig og retfærdig.

Konklusion: 150 år med flyvning over græsset

Wimbledon er ikke bare et stævne. Det er en levende historie, hvor hvert slag med racquet lyder som et ekkoklang gennem årtier. Her er Spencer Gore og Roger Federer, Martina Navratilova og Maria Sharapova — alle en del af samme store fortælling. Her er traditioner og innovationer, og hvidt er stadig et symbol for renhed i spillet. Her er jordbær med fløde, der ikke er en dessert, men en rituel, og regn er ikke en hindring, men en del af charmen.

Wimbledon lærer os, at storhed ikke opstår på én dag. Det vokser fra et beskedent begyndelse, fra kærlighed til arbejdet, fra respekt for fortiden og modet til at se fremad. Så længe der lyder lyden af bolden mod græsset på All England Lawn Tennis and Croquet Club, vil denne turnering forblive mere end bare et sportsarrangement, men en sand kirke, hvor folk kommer for at tilbede spillet. Wimbledon lever. Wimbledon er evig.

Permanent link to this publication: