Agnia Barto om kamille: en beskeden blomst i børnepoesi og ikke kun

Når vi taler om Agnia Lvovna Barto, står vi straks over for kendte linjer fra barndommen: "Vores Tanya græder højt", "Går en bukket, vippes", eller "Zajka har mistet husmor". Hendes digte er en hel verden, hvor legetøj, børn, dyr og selvfølgelig naturen lever. Midt i de mange billeder, der befolker denne verden, er der en beskeden, men meget vigtig en, nemlig kamillen. Barto har ikke skrevet en separat cyklus om kamiller, men denne blomst optræder i hendes digte flere gange, og hver gang med en bestemt betydning. Kamillen hos Barto er ikke blot en del af landskabet, men et symbol, der taler om frihed, valg, skønhed i simple ting og om, at det virkelige ikke kan købes.

«Begår kamillerne på marken»: digtet, der blev til en lille manifest

Det mest kendte digt af Agnia Barto, hvor kamillen spiller hovedrollen, er "Begår kamillerne på marken". Det indgår i samlingen "Tænk, tænk...", som Barto sendte til læsere af børn, men som hun selv kaldte "filosofisk lyrisk". Og faktisk viser det på overfladen simple digt om en buket kamiller sig at være meget dybere, end det måtte se ud.

Her er hele teksten:

Begår kamillerne på marken,
Pynter sig i synet,
Og jeg står som fastgraven
Og ser ikke væk.
Begår kamillerne på marken,
Skjuler sig ikke i græsset...
Og jeg tøver med en buket,
Med blomsterne til Moskva.

Ser på en bestemt mand
Smilte sødt:
— God buket, god!
For hvor meget giver du?
Og manden siger
Underjævne ord:
— Vi er enige? Godt?
Jeg giver ikke en rubel, men to.

Og jeg svarer ham, jeg siger:
Jeg siger: — Nej, nej,
Kamillerne sælger jeg ikke,
Jeg bærer buketten hjem.
Og farvel, manden, er vi enige? Godt?

Allerede i de første linjer ser vi et unormalt greb: kamillerne hos Barto vokser ikke blot — de "løber". Dette personificering giver blomsterne liv, selvstændighed, næsten menneskelig energi. De "pynter sig i synet", de skjuler sig ikke, de er frie. Og den lyriske helt, barnet, er fascineret af denne scene. Han står "som fastgraven", kan ikke tage øjet væk. Og så bliver han selv en del af dette univers: han går gennem Moskva med en buket kamiller. Byen og naturen mødes, og kamillerne ender i hånden på barnet, der bærer dem gennem hovedstaden.

Men historien slutter ikke her. Der optræder "manden" — en typisk bymenneske, der ser i buketten ikke skønhed, men et produkt. Han tilbyder penge, forsøger at købe kamillerne, selv handler: "Jeg giver ikke en rubel, men to". For ham er det bare noget, der kan købes. Men barnet svarer med et fast nej: "Jeg sælger ikke kamillerne, jeg bærer buketten hjem". I dette afvisning er der en hel filosofi. Barto viser, at der er ting, der ikke har en pris. Kamillerne er ikke en vare, de er glæde, et minde om marken, et stykke frihed, som barnet har bragt ind i byen. Og han er ikke villig til at udveksle det mod penge.

Kritikere har bemærket, at dette digt undersøger emnet sammenstød mellem naturen og bylivet. Kamillerne, der symboliserer naturlig skønhed og renhed, "løber gennem marken", indikerer deres frihed og uafhængighed af byens rod. Og barnet, der bærer buketten gennem Moskva, bliver en bro mellem to verdener. Han er vært for denne skønhed, og han lader ikke det forurene af et korystisk tilbud.

Kamillen som symbol på enkelhed og frihed

I digtet "Begår kamillerne på marken" fungerer kamillen som et symbol på alt sandt, uforurenet, frit. Den kræver ikke pleje, skjuler sig ikke, hykler ikke. Den er bare. Og barnet, der forstår dette, viser sig at være klogere end den voksne "mand", der kun ser prisen. Barto fremhæver i dette digt en vigtig spørgsmål for børnebogslitteratur: hvad er den sande værdi? Og svarer på det simpelt og klart: det, der er lavet med sjæl, der bringer glæde, der er forbundet med naturen og friheden — kan ikke købes.

Det er interessant, at Barto placerede dette digt i en sektion, som hun selv betragtede som filosofisk. Navnene på digtene i denne samling — "Samvittighed", "Ensomhed", "Kærlighed", "Om menneskeheden" — siger sig selv. Barto var ikke bange for at tale med børn om komplekse ting, og kamillen i denne række bliver ikke bare en blomst, men et etisk kompas.

Andre digte af Barto, hvor kamillen optræder

"Begår kamillerne på marken" er ikke det eneste digt, hvor Barto vender sig mod dette billede. I samlingen "Oversættelser fra børn" findes digtet "Stolthedens vase", hvor kamillen optræder i en uventet kontekst. I det er vasken, fyldt med stolthed, rager over, at den har fået blomster: "Jeg er ikke skabt til sådanne blomster!". Hun påstår, at hun elsker lekoier og er værdig til roser. Men skolepigen stiller hende en respektabel spørgsmål: "Skøde romашки ikke er for dig?". Og vasken får en fortjent svar: "Fornemme vaner har også vaser!".

Her fungerer kamillen igen som et symbol på skønhed og sandhed, der ikke har brug for pompefylde. Stoltheden, der betragter sig selv som en aristokrat, viser sig at være ydmyget. Kamillen, som hun betragter som ude af stand, er faktisk højere end denne dumme stolthed. Barto igen siger, at den sande værdi ikke ligger i det ydre skær.

I digtet "Botanikken er syg" optræder kamillen ikke direkte, men hele historien bygges omkring en botaniklektion. Børnene er glade for, at læreren er syg, og lektionen bliver aflyst, men så bliver deres samvittighed plages. Dette digt er om noget andet, men det viser, at Barto generelt ofte vendte sig mod naturen og planter i forbindelse med børns opfattelse. Og kamillen, som den mest genkendelige markblomst, passer naturligt ind i denne række.

Kamillen i Bartos poesi: konklusioner

Agnia Barto har ikke et enkelt digt, der blot hedder "Kamille". Men billedet af denne blomst går gennem hendes poesi som en gennemgående tema. Kamillen hos Barto er altid om frihed, valg, evnen til at se skønhed i simpelt og ikke sælge det for penge. Det er en blomst, der modstår byens rod, korruption og stolthed. Han er naturens røst, der hører det kuitive børnesjæl.

Barto var ikke en impresionist, hun skrev ikke lange beskrivelser af naturen. Hendes digte er altid plot, altid dialog, altid en lille historie med en moral. Og i disse historier bliver kamillen ikke bare et pynt, men en fuldt udgyldig deltager. Han hjælper barnet med at tage stilling, han sætter en stolthedig vase på plads, han minder voksne om, at ikke alt kan måles i penge.

Måske er det netop derfor, at Bartos digte om kamillerne er så mindeværdige. Der er ingen pompe, ingen komplekse metaforer. Der er enkelhed, som er den største styrke. Som selve kamillen.

Permanent link to this publication: