Dans kristendommen: mellem afvisning, mystik og liturgisk gest

Indledning: ambivalens i holdningen

Kristendommens holdning til dans er historisk kompleks og tvetydig. Den er dannet i dialog og konflikt med hedenske praksisser, under påvirkning af anthropologi (vurdering af kroppen) og teologiske doktriner. Som et resultat findes der ikke en enhedlig «kristen holdning»; snarere kan man tale om et spektrum af forhold — fra fuldstændig afvisning som en syndig praksis til inkludering i den liturgiske liv som en form for mystisk bøn. Dette spektrum afhænger af æraen, konfessionen, kulturelt kontekst og specifik tradition.

Historiske rødder: tidlig kristen polemik og syntese

Den tidlige Kirke (I–IV århundrede) eksisterede i en kultur, der var omgivet af hellenistisk og mellemøstlig kultur, hvor dans var en del af religiøse mysterier (f.eks. i kulten af Dionysos, Cybele), folkefester og romerske skuespil. Kirkefædrene (Tertullian, Johannes Chrysostom, Augustin) kritiserede disse former kraftigt, da de så dem som:

Manifestation af hedenskab og idoloplatonisme.

Opkvikling af sensualitet og lyst gennem kroppens demonstrering.

Forbindelse til amoralsk kontekst af fester og teaterforestillinger.

Men allerede i denne periode kan man finde spor af et andet forhold. I Evangeliet findes der en metaforisk nævning af dans (sagnet om den forladte søn: «…de skar op den afgravede kalv… og begyndte at fejre» — Luk. 15:23-24, hvor «fejre» på græsk kan antyde dans). Der findes også en tidlig kristen legende om dansende Jesus i de apokryfe «Handlinger ved Johannes» (II årh.), hvor Kristus, omgivet af sine disipler, leder en runddans foran den hellige aften, forklarer de hemmeligheder af troen gennem bevægelser.

Konfessionelle forskelle

1. Ortodoksi: liturgisk gest og folketradition
Der er ingen selvstændig dans i den byzantinske og ortodokse tradition som en del af gudstjenesten. Men gudstjenesten forstås som en metaforisk «dans foran Gud»: det er et strengt reguleret, rytmisk, symfonisk handling (procesioner, rökelse, bøjer). Plastikken af gudstjenesten har en dyb symbolisk betydning.

Eksempel: I den jerusalmiske gudstjeneste for Indgangen af Herrens Kongemagt i Jerusalem (Palmesøndag) kan processionen med grene omkring kirken betragtes som en festlig, rytmisk gåtur.

Folkekultur: I den postbyzantinske periode, især blandt slaviske folk, inkluderede kristne fester (Julefest, Påske, Troika) ofte kredsløb og folkeDanser, som selvom de ikke var en del af liturgien, blev forstået som en udtryk for glæde. Kirken holdt dem med mistillid, men ofte tålmodig som folkevaner.

2. Katolicisme: fra mysterier til fordømmelse
Der var liturgiske dramaer og mysterier i det vestlige middelalder, der kunne inkludere elementer af processioner og rytmiske bevægelser (f.eks. «Dødsdansen» som en moralite). Men efter Trentesynoden (XVI århundrede) blev disse former for det meste udvist fra kirken. Den officielle holdning blev mere streng, selvom dansende processioner blev bevaret i folkelig katolicisme (især i Latinamerika og Filippinerne).

3. Protestantisme: radikal afvisning og nye former
Reformationen, med sin accent på «kun Skriften» og afvisning af «menneskelige anordninger», udstødte dansen i de fleste strømninger (kalvinisme, puritanisme, mange baptistiske kirker) fra den sakrale sfære, da den blev betragtet som en verdslig, syndig fornøjelse. Kun i XX–XXI århundrede har nogle charismatiske og ikke-pentecostalske menigheder igen indført dans som en form for tilbedelse.

4. Etiopisk og Koptisk Kirke: en unik liturgisk tradition
Dette er det mest markante undtagelse. I den etiopiske ortodokse kirke findes der en gammel tradition for liturgisk dans «ewharsistisk kebra». Præster og diakoner udfører specielle, langsomme, pendlende bevægelser, ofte med staver og trommer, bevæger sig i en tre-trin rytmik (symbolet på Treenighed). Dette er ikke en underholdende dans, men en bøn i bevægelse, en udtryk for glæde og taknemmelighed.

Mystisk og munkeDans

I historien med kristen mystik har dans nogle gange fungeret som en metafor eller endda en praksis for enhed med Gud.

Meister Eckhart (XIV århundrede) kaldte sjælen, der vender tilbage til Gud, for en «dansende sjæl».

Hasidismen (jødisk mystisk bevægelse fra XVIII århundrede, tæt knyttet til nogle kristne ideer) brugte aktivt ekstatisk dans som en måde at opnå religiøs opstandelse (dvekut) på, hvilket påvirkede nogle kristne menigheder i Østeuropa.

I praksis af iskhastismen (ortodoks intelligent praksis) findes der ingen dans, men der er opmærksomhed på åndedrætsrytmen og hjertebanken som et indre «bevægelse» af bøn.

Modern tendens: charismatisk genoplivning og kritik

fra midten af XX århundrede er dans vendt tilbage til nogle menigheder i charismatiske og ikke-pentecostalske bevægelser (inklusive katolsk opdatering) som et spontant udtryk for glæde i ånden, en form for tak og tilbedelse. Ofte er det improviserede bevægelser med faner, klæder (hyldesttekstiler). Tilhængere ser det som en opfyldelse af bibelske opfordringer til at «loftes med trommer og ansigter» (Salme 150:4). Kritikere (herunder inden for protestantisme og ortodoksi) ser det som en umæssig emotionelitet, stjålne sekulære praksisser og en afvigelse fra ærbødighed.

Dans som kristent kunst og vidne

Uden for liturgisk kontekst findes der fænomenet kristen danseministri (Christian dance ministry). Dette er opsatte koreografiske numre på bibelske scenarier eller åndelige emner, der udføres i koncertsale eller som en del af evangelisationsaktiviteter. Her bliver dans en visuel prædiken, et sprog for metaforer til overførsel af åndelige sandheder.

Theologisk refleksion: mulige tilgange
Teologer, der stræber efter at genoprette dansen i kristendommen, foreslår flere tilgange:

Incarnatorisk: Kristendommen hylder Gudsboplung, og derfor også kroppen som tempel for Helligånden. Dans kan være et udtryk for den hellige kropslighed.

Eschatologisk: Dans er en forsmag på glæden i Guds Rige, hvor der vil være «fest og glæde» (sammenlign Luk. 15:25).

Trinitarisk: Det相互运动 af Trinene i Treenigheden (perichoresis) beskrives af teologer nogle gange som en fuldkommen, evig «dans» af kærlighed, som mennesket inviteres til.

Afslutning: fra forbud til invitation

Historien med dans i kristendommen er en historie om konstant spænding mellem asketisk afvisning af verden (inklusive dens kropslige praksisser) og inkarnatorisk bekræftelse af helliggørelsen af hele den menneskelige natur. Hvis de første århundreder og reformationsårene dominerede en beskyttende, forbudende logik (især i Vesten), så tegner der sig i de seneste år et skifte mod en mere integrativ holdning.

Dans i kristendommen i dag eksisterer i flere former: som en gammel liturgisk tradition (Etiopien), som en folkelig ritualdel, som et spontant charismatisk udtryk og som professionelt kunstværk på åndelige emner. Dens fremtid vil afhænge af, om kristne menigheder kan finde teologisk dybdegående og liturgisk passende former for at inkarnere den sandhed, at tro er ikke kun tanke og ord, men også bevægelse af hele væsenet, herunder kroppen, mod Gud. Dans forbliver en udfordring, der inviterer kristendommen til en ny forståelse af skønhed og helligdom i det menneskelige bevægelse.

Permanent link to this publication: