Forbindelsen mellem den nye og den gamle Testamente om emneet Fødslen: messiansk opfyldelse af profetier og forudsigelser

Indledning: Fødslen som en hermeneutisk nøgle

Arrangementet af Kristi Fødsel, beskrevet i Evangelierne af Matthæus og Lucas, er ikke et isoleret episode, men en teologisk og narrativ centrum, der forbinder de to Testamente til én enhed. For de første kristne, hovedsageligt jøder, var beviset for, at Jesus af Nazaret var den lovede Messias, at vise overensstemmelse mellem hans liv, og især hans fødsel, med de gamle testamente profetier og forudsigelser (typologi). Derfor fungerer Fødslen som en punkt opfyldelse af den lange guddommelige historie om frelse.

1. Profetiske forudsigelser: fra generelle løfter til specifikke detaljer

Det gamle Testamente indeholder en række profetier, som evangelisterne og den tidlige Kirke fortolkede som direkte henvisning til Messias' fødsel.

Opståen fra Davids slægt. Et af de centrale løfter var Messias' opståen fra kong David (2 Sam. 7:12-16, Is. 11:1). Evangeliet af Matthæus begynder med Jesus Kristi slægtshistorie som søn af David (Mf. 1:1), og Lucas beskriver i detaljer, hvordan Josef, Marias forlovede, var fra Davids hus, hvilket juridisk gjorde Jesus hans arving (Lk. 2:4). Englen kalder Jesus direkte for den, der «sætter sig på Davids trone, sin fars trone» (Lk. 1:32-33).

Stedet for fødsel: Betlehem. Profeten Mikael (Mik. 5:2) peger præcist på den småby Betlehem som stedet for den fremtidige hersker af Israel. Dette profetiske ord bliver en plotdannende faktor i historien om folketællingen, der tvang Josef og Maria at rejse til Betlehem (Lk. 2:1-7; Mf. 2:1-6). En interessant fakt: i jødisk tradition tidligt i Jesus' tid var Betlehem også kendt som «Davids by», hvilket skabte en dobbelt symbolisk forbindelse.

En jomfru skal modtage i livet. Profetien fra Esajas (Is. 7:14), givet til kong Ahaz, kunne have haft en nærmere historisk betydning. Men evangelisten Matthæus (Mf. 1:22-23), der citerer det i den græske oversættelse (Septuaginta), hvor det jødiske «almah» (ung kvinde) oversættes til «parthenos» (jomfru), ser i det en direkte henvisning til Jesu uforlæmpelige befrugtelse af Helligånden. Dette blev en grundpille i kristologien og en nøglepunkt i forbindelsen mellem Testamenterne.

2. Typologiske forudsigelser: begivenheder og personer som skygger for det kommende

Udover direkte profetier findes der i det gamle Testamente begivenheder og personer, der betragtes som forudsigelser (typer) for den fremtidige Messias og hans mission.

Adam som «type» for Kristus. Apostlen Paulus i Breven til Rømer (5:12-21) trækker en dyb parallel: som gennem den første Adam kom synd og død ind i verden, så gennem den «anden Adam» — Jesus Kristus — kom retfærdighed og liv. Derfor er fødslen en manifestation af den nye, lydige Adam, der retter op på katastrofen, begået af den første.

Isak som et forudsigelse af offer. Historien om offeret af Isak (Gen. 22) læses af kristne teologer som et forudsigelse af Guds Søns offer. Som Abraham ikke sparede sin egen søn, så gav Gud «Sin enlige Søn» (Jn. 3:16). Træet, som Isak bærte for offeret, sammenlignes med korset, og ovnen, der erstattede det, — med selve offeret.

Udgangen og Pasken. Fødslen af Moses, reddet fra døden som spæd barn, og den efterfølgende Udgang fra Egypten er en kraftig forudsigelse af frelse. Matthæus trækker specifikt en parallel: som farao søgte dræbning af de jødiske spædbørn, så søgte Herod dræbning af det Børne Jesus; som Jakobs familie flygtede til Egypten, så fandt det hellige familiemiljø der tilflugt (Mf. 2:13-15 med citat fra Os. 11:1). Jesus bliver den nye Moses, der fører til den sande frihed.

3. Symboliske og teologiske forbindelser

Manifestationen af herlighed (Shechina). I det gamle Testamente manifesterede Guds herlighed (Shechina) sig i tabernaklet og templet. I det nye Testamente manifesteres denne herlighed i personligheden af Jesus. Historien om Fødslen er fyldt med dens refleksioner: lyset fra Betlehems stjerne (Mf. 2:2), det lys, der strålede over hyrderne (Lk. 2:9). Johannes Bogforfatteren trækker konklusionen: «Og Ordet blev kød og boede blandt os, fuldt af nåde og sandhed; og vi så hans herlighed, herligheden som den enlige Søn fra Faderen» (Jn. 1:14).

Offergaver. Gaverne fra de tre konger, beskrevet af Matthæus (Mf. 2:11), har dybt symbolisk betydning, der strækker sig til det gamle testamente kult. Guld — til kongen, myrra — til Gud (sammenlign Is. 60:6), myrra — til begravelse, der peger på den fremtidige frelsende offer.
© elib.dk

Permanent link to this publication: