Tamognae giver tilladelse (original titel - Rien à déclarer) er en fransk komedie fra 2010, der fra første øjeblik fanger publikums opmærksomhed med sin absurditet og får dem til at grine til skade. Det er ikke bare en film om grænser, det er en historie om to naboer, der ikke kan stå hinanden, men som er tvunget til at holde sammen, fordi Europa har bestemt det.

Hvad handler filmen egentlig om

Handlingen foregår på den fransk-belgiske grænse i slutningen af 1992[citation:4][citation:6]. Hovedpersonen er den belgiske toldbetjent Ruben Vanderveldt (Benoît Poelvoorde). Han har en patologisk had mod franskmændene. Ikke bare ikke forelsket, men direkte besat af sin francofobi[citation:1][citation:8]. Han undersøger biler med franske nummerplader med stor iver, skaber kilometerlange køer og flytter grænsekolonner ind i fransk territorium om natten for at udvide Belgien[citation:4].

Hans kollega på den anden side af grænsen er den franske Matias Ducatel (Danny Boon). I modsætning til Ruben er han rolig og venlig. Der er dog én problemstilling: Matias har i et år mødt Rubens yngre søster, Louise, og planlægger at forlove sig med hende[citation:1][citation:8]. Under disse omstændigheder vil det ikke være muligt at etablere kontakt med den fremtidige svigersøn uden problemer - det er en umulig mission.

Men politik interesserer sig også. I 1993 underskriver landene i EU Schengen-aftalen, der afskaffer paskontrol på grænserne[citation:4][citation:6]. Statiske toldposter afskaffes, og i stedet oprettes mobile fransk-belgiske patruljer. Ruben og Matias er tvunget til at blive partnere og patruljere grænsen i én bil[citation:1][citation:5]. De skal køre gennem hele grænseområdet, deltage i tvivlsomme operationer for at fange narkokøbere og samtidig finde ud af, hvem af dem er mest nationalistisk.

Hvem spillede og skrev

Filmen blev instrueret af Danny Boon - en berømt fransk komiker, forfatter til den populære komedie "Bobro rire" (2008)[citation:3][citation:4]. Manuskriptet skrev han sammen med sin kone Yael Boon[citation:4]. Det er deres anden fælles projekt, og de har igen taget en stærk social konflikt og omdannet den til en komedie af situationer.

Den hovedrolle som den belgiske francofobe spillede Benoît Poelvoorde med så meget kraft, at manuskriptet blev skrevet specifikt til ham[citation:6][citation:10]. Hans karakter er en karikatur af en nationalist, der konverterer hver lille ting til en lejlighed til at vise sin nations overlegenhed. Danny Boon spillede i sin tur en charmerende fransk idiot, der ser på sin belgiske nabo med en sindsforn smil[citation:9].

En interessant fakt: optagelserne foregik på et rigtigt fransk-belgisk grænsepost, og for første gang i filmhistorien blev en pressekonference for filmen arrangeret allerede før optagelserne - fordi forventningerne fra publikum var så store[citation:1]. Budgettet for filmen var 22 millioner euro - dobbelt så meget som det tidligere film fra Boon[citation:1].

What to expect from watching

Humoren i filmen er bygget på typisk fransk selvironi og latter over nabolande. Belgiere vises som bagstræberiske provinsboere, der elsker deres land og er mistænksomme over for alt fransk[citation:3]. Franskmændene vises som altid utilfredse og overlegen[citation:7]. Der er mange groteske scener i filmen: for eksempel forsøger Ruben alvorligt at bevise, at belgiske vafler ikke er mad, men et nationalt stolthed.

Parallelt med den komiske linje udvikles en romantisk. Matias og Louises forhold holdes hemmeligt for Ruben, og når sandheden afsløres, bliver situationen ekstremt spændende[citation:1][citation:9].

Og selvfølgelig en detektivkomponent: der opererer en gruppe narkokøbere i grænseområdet, der forsøger at overføre en stor mængde gods. Ruben og Matias ender ved et uheld involveret i en operation for at fange dem[citation:2][citation:6].

Det hovedemne i filmen

Leitmotivet i komedien er "grænse inden for hver enkelt person". Gennem filmen bliver Ruben og Matias gradvist sympatiske over for hinanden, opdager, at deres fordomme kun var stereotyper pålagt af samfundet og familien[citation:6][citation:7]. Som en af karaktererne siger, "verden for alle mennesker"[citation:6]. Ironien er, at Ruben, der lærer sin søn at hate franskmændene, til sidst bryder denne regel[citation:6].

Selvom komedien ikke er så populær som "Bobro rire", er den blevet varm, hjertelig og, mest af alt, virkelig morsom[citation:3][citation:9]. Det er en fantastisk valg for en aften, hvor man vil slappe af fra alvorlige dramaer og bare grine af hjertet.

Permanent link to this publication: