Peroiske civilisation er en af de ældste og mest indflydelsesrige i menneskehedens historie. Dets rødder strækker sig tilbage til det 6. århundrede f.Kr., da Kyros den Store skabte det Achæmenide imperium, der strakte sig fra Indien til Balkan. I dag, 2500 år senere, lever Persiens arv stadig i sprog, poesi, arkitektur og især i mentaliteten og iranernes sind. Selvom den islamiske revolution i 1979, vestlige sanktioner og globalisering har påvirket, forbliver den persiske kulturelle kode utroligt robust. I denne artikel vil vi rejse gennem moderne Iran for at forstå, hvordan den gamle civilisation former menneskets tænkning og adfærd i dag.

Ta'aruf: En kompleks dans af venlighed

Hvis du kommer til Teheran eller Isfahan, vil du først og fremmest bemærke ta'aruf. Dette system af rituel venlighed har rødder i det persiske hofetikette. Det er ikke bare "tak" og "venligst". Det er kunsten at afvise sine egne interesser for andres skyld, hvor begge parter ved, at det er en spil. For eksempel: du bliver inviteret til aftenmåltid, du siger "nej, det er ikke nødvendigt, jeg er ikke sulten", værten insisterer, du afviser endnu to gange, og på fjerde forsøg accepterer du. Eller: du tilbyder gæsten en slikbit, han afviser tre gange, og så tager han den. Ta'aruf præger alle områder: fra køb af tæpper til forhandlinger på arbejdet. For en vestlig person virker det ikke ærligt, men for en iraner er det en manifestation af respekt og opretholdelse af ansigt. Roderne af ta'aruf ligger i den zoroastriske koncept af "humata" (god tanke) og islamisk adab. I dag er ta'aruf den iranske sjæl.

Poesi som en livsvejledning

I ethvert iransk hus, udover Koranen, vil du finde "Shahnameh" af Firdausi, divan af Hafiz og "Gulistan" af Saadi. Persisk poesi er ikke kun litteratur, men en vejledning til handling. Hafiz' digte bruges til divination (fale Hafiz): man åbner bogen til vildskab og fortolker digtet i forhold til situationen. Saadi lærer: "Alt, du gør for andre, vil returnere til dig". Rumi taler om kærlighed, der går ud over religion. Selv moderne iranere citerer klassikere på sociale medier. Denne poesi former en speciel sindslig struktur: metaforisk, lagdelt, hvor ironi går hånd i hånd med dybde. Vestlig rationalisme overløber ofte her persisk symbolisme. Og ikke uden grund: persisk sprog har næsten ikke ændret sig i tusind år, og den moderne iraner kan læse Firdausi i originalen.

Have og vand: paradis på jorden

Den persiske have er en model af paradis: fire vandkanaler (symbolet på de fire floder), fонтaner, skyggefulde træer, blomster. Denne koncept ("paradis" kommer fra det persiske "paryadeeza") har spredt sig over hele verden - fra Spanien til Indien. I dag savner iranerne naturen. I tørre klimaer er vand en luksus. Derfor er haven (eller mindst en fонтan i haven) en drøm for hver enkelt. Iraniske parker er et sted for familieferie, hvor tre generationer sidder på tæpper, drikker te, spiser melon. Denne kærlighed til haveri udtrykkes også i mentaliteten: iranere er tålmodige, som træer, der vokser i tør jord, og generøse, som vandet, de deler.

Shiisme: sorg og kamp for retfærdighed

Iran er en bastion for shiitisk islam. Shiiernes forskel fra sunnitterne ligger i troen på, at Ali, profetens svigersøn, var hans lovlige efterfølger. Det vigtigste begivenhed i shiitisk kalender er Ashura (tredje dag i måneden Muharram), dagen for imam Hussein, profetens oldefar, død i slaget ved Karbala. For shiitter er dette ikke kun et historisk begivenhed, men en paradigm: godt (Hussein) står over for ondt (Yazid), men dør, mens han bevarer sin ære. Denne mytologi former mentaliteten: villighed til at ofre sig for retfærdighed, evnen til at stå i mindretal, kulturen af lidelse og renselse gennem sorg. Selv i dag, i politik, ser mange iranere deres land som "Hussein", der står over for "Yazid" i form af USA. Og religiøse processioner (selvplageri med kæder) er skræmmende for fremmede, men dybt betydningsfulde for deres egne.

Gæstfrihed (mehman-novazi) og generøsitet

Persisk gæstfrihed er legendarisk. Hvis du går tabt i Iran, vil lokale invitere dig hjem, give dig mad og drikke, tilbyde dig overnatning. At sige nej er en fornærmelse. Denne træk går tilbage til nomadisk kultur: i ørkenen er gæsten en budbringer af guden, og han skal tages imod enhver pris. I dag, trods økonomiske vanskeligheder (inflation, arbejdsløshed), er iranere stadig generøse. De kan låne sidste penge, slå en ko til gæsten. Dette kontrasterer med vestlig pragmatisme. Bistand i familien og blandt venner er grundlæggende for overlevelse under sanktioner. Iranere er ikke vant til at stole på staten, de stoler på slægtssamfundet.

Traditioner på basaren: handelsånd og mistillid til magten

Bazaren er hjertet af den persiske by. I tusind år har man handlet tæpper, krydderier, guld her. På basaren er der dannet en speciel type menneske: listig, beregnende, respektfuld over for ordet (en handelsaftale skal være ærlig), men ikke stoler på staten. Bazaren var centrum for revolutionen i 1979. Og i dag, trods netbutikker, bevarer bazaren magten: store handlende påvirker økonomien. Den iranske mentalitet inkluderer "bazarsyn" - evnen til at forhandle, finde den bedste pris, finde omgående veje. Herfra kommer også fleksibiliteten i omgåelse af sanktioner: smugling, "grå" schemer, barter - en del af national karakter.

Iran og Vesten: kompleks kompleks af beskadiget storhed

Den persiske civilisation er ældre end mange europæiske. Iranerne husker, at da engelskmændene gik i skind, havde de allerede paladser og biblioteker. Derfor opleves det moderne økonomiske tilbageståenhed fra Vesten som smertende. Derfor - stolthed for national kultur og teknologiske fremskridt (atomprogrammet, raketter). På den anden side elsker iranerne vestlige varer (iPhone, jeans, Hollywood-film - ulovligt). Unge i Teheran taler engelsk. Dette skaber en schizofreni: "Vi er en stor civilisation, men vi har ikke frihed, så vi ser 'Friends' på en tablet via VPN". Forholdet til Vesten er komplekst: en blanding af had, had og beundring.

Familie og kønsroller

Familien er hellig. Unge mennesker lever med deres forældre før ægteskab, ofte endda efter. Ægteskaber arrangeret (selvom der er ret til valg) er stadig udbredte. Kvinder, trods den obligatoriske hijab, er uddannede (over 60% af studenterne i Iran er kvinder). De arbejder som læger, ingeniører, advokater, men i familien er det manden, der er den vigtigste. Denne patriarkalske struktur mildnes af respekt for ældre folks visdom. Den iranske mentalitet inkluderer kulturen af moderen: "Paradis er under moderens fødder". Kvinder er dygtige til at manipulere gennem skyldfølelse, mænd gennem beskyttelse. Dette skaber en kompleks dans af magt, som kun de dedikerede forstår.

Iransk humor: at le af tårer

Iranere elsker at joke. Deres humor er sort, cynisk, selvironisk. Populære anekdoter om mulla (religiøs leder), om politiet, om bureaukrati. Dette er en måde at overleve under streng censur på. En joke kan være farligere end et politisk pamflet. Genren "hende-sokhane" (sarkastisk ord) i persisk litteratur stammer tilbage til Middelalderen. Moderne stand-up-komikere (i skjul) samler sig til sold out. Evnen til at le af sig selv hjælper iranere med ikke at blive hadefulde.

Den persiske civilisation er ikke et museumseksponat. Den er levende. Den ånder i ta'aruf-sælgerens tæpper, i Hafiz' digt på en pude, i duften af rosenvand på en fest. For det vestlige øje virker denne mentalitet ofte modstridende: stolthed og selvnedgang, gæstfrihed og skjulthed, religiøsitet og hedonisme. Men det er netop denne mangfoldighed, der gør iranere til iranere. Som poeten Saadi sagde: "Alle mennesker er medlemmer af ét legeme". Og den persiske sjæl er en vigtig del af dette legeme.

Permanent link to this publication: