Astrid Lindgren om Jul: Mellem magi af barndom og social realitet

Jula i Astrid Lindgrens (1907-2002) forfatterskab er ikke kun en festlig baggrund, men en dyb, flerdimensionel og ofte ambivalent billed, hvor det rene mirakel i barnets opfattelse støder på den materielle virkelighed, ensomhed, fattigdom og social uretfærdighed. I modsætning til de idylliske billeder af Enid Blyton, skaber Lindgren ikke en universel utopi. Hendes Jul er en fest med en sprække, hvor magien eksisterer, men den er skrøbelig og kræver ofte menneskelig deltagelse, medfølelse og mod for at manifestere sig.

Magi som et naturligt tilstand i barnets verden

For mange af Lindgrens helte, især de mindste, er magien af Jul noget selvfølgeligt, en del af verdens opbygning.

「Barnet och Karln» (1955-1968): For Barnet (Svante) er ventetiden til Jul og gaver en vigtig del af livet. Men den afgørende scene i fortællingen「Karlsson på taket, som kommer igen」er mødet med Karlsson. Deres fælles dekoration af juletræet, selvom det også inkluderer hulens udflugter (Karlsson spiser alle de lækkerier, der er beregnet til tomten — den svenske husånd), er en fest over sand, informel, barnlig glæde over den voksne formalitet. Karlsson, der selv er en manifestering af barnets egoisme og fantasi, bliver den bedste ledsager på festen. For Lindgren er miraklet ikke i den perfekte orden, men i friheden og ærligheden.

「Emil fra Lönneberga」(1963): Julekapitlerne her er fyldt med varme, men ikke uden ironi og humor. Forberedelsen til festen i den landlige familie vises gennem Emils øjne, der, trods alle sine udfordringer, i sin kerne venter på et mirakel. Lindgren viser Jul som en familiefest med en hverdagslig,「duftende」specifikitet (duften af pølse, forberedelse af pølser), hvilket gør magien jordisk og følgelig.

En sprække i idyllen: fattigdom, ensomhed og social kritik

Lindgren, der voksede op i en landbrugsfamilie og har gennemgået vanskeligheder, lukker aldrig øjnene for, at Jul kan være en tid for mere end glæde.

「Ronja, dotter till lovbryterske」(1981): I denne magiske fortælling er der ingen direkte julehistorie, men dens hovedtema — overvintring af had og fødsel af medfølelse — er essensen af juleånden i den dybeste, humanistiske forstand. Forsoning af klaner gennem børnenes kærlighed er miraklet, der ligner Jul.

Den mest rørende manifestation af「den mørke」Jul er fortællingen「Jul i Kattghult」(fra serien om Emil). Her beskriver Lindgren ikke en fest i hovedpersonens familie, men Julen for den fattige bonde Alfred og tjenestepigen Lina. De har ingen egen bolig, de er fattige. Deres fest er en beskeden måltid i en kammer, men den er fyldt med så meget ærlig varme og omsorg for hinanden, at den bliver mindst ligeså sand, måske endda mere, end et rigt festmåltid. Lindgren peger blidt, men klart på social ulighed, uden at ødelægge de værdier hos hendes helte.

Barnet som en aktiv skaber af miraklet

For Lindgren er børn ikke passive modtagere af gaver, men ofte aktive deltagere, ja endda skabere af julemagi for andre.

「Pippi Långstrump」(1945): Pippi, selv enke og social outsider, bliver den vigtigste gavergiver og arrangementsorganisator. På hendes julefest samles alle børnene i byen, herunder de mest ensomme. Hun er generøs, kreativ og bryder alle normer. Hendes fest er en fest over den ubegrænsede børns generøsitet og fantasi over de trivielle voksne regler. Pippi redder Jul fra rutinen.

Madicken fra Unibacken (1960): Madicken og hendes søster Lina tror ærligt på magi, men deres tro er aktiv. De laver gaver, forsøger at hjælpe andre (f.eks. den enlige nabo). Deres Jul er en proces med at skabe godhed, hvor de selv spiller en afgørende rolle.

Jul som en prøve

I nogle af Lindgrens værker bliver Jul et øjeblik af eksistentiel indsigt, et stød med den skarpe virkelighed.

「Brødrene Lejonhjerte」(1973): I begyndelsen af romanen trøster den syge yngste bror, Jonathan, sin bror Karl (Rasmus) før Jul, ved at fortælle ham en sag om Nangia, et land, hvor de vil komme efter døden. Det forjulelige tid er her fyldt med tragisme, dødsangst og uundgåelig skilsmisse. Men fortællingen om Nangia bliver en slags「juleløfte」— et løfte om et andet sorts mirakel, et mirakel af post mortem genforening og eventyr. Dette Jul, uden det daglige hjemlige komfort, er fyldt med metafysiske håb.

Specifikken af det svenske kontekst: jul tomte og mys

Lindgren formidler fint den nationale charme af det svenske Jul:

Figur jul tomte (julegudmand/husånd), ikke Santa Claus. Det er en ældre, knyttet til hjemmet og gården ånd, der bringer gaver. Han er tættere på naturen og hjemmet, hvilket reflekterer Lindgrens idé om festen som et hjemme, et intime arrangement.

Kulturen af mys. Det handler ikke kun om gaver, men også om atmosfæren: lys fra lys, duften af peberneficer, fælles læsning eller sang. Lindgren hylder denne simple, ikke-materialistiske glæde.

Afslutning: redning gennem empati

For Astrid Lindgren er Jul ikke et tilstand af fred, men et tilstand af sind, som kan skabes selv i uperfekte forhold. Hendes position er langt fra sødmeoptimisme og cynisme.

Magien er virkelig, men den lever ikke i kommercen, men i barnets fantasi, i viljen til at tro og skabe.

Festen afviser ikke sociale problemer, men kan belyse dem og, i ideen, blive en grund til menneskelig solidaritet (som hos Pippi eller i historien om Alfred og Lina).

Det vigtigste mirakel er ikke modtaget gave, men givet. Den aktive godhed hos barnet (eller voksne, der har bevaret barnets sind, som Karlsson) er det højeste udtryk for juleånden.

På denne måde beskriver Astrid Lindgren ikke kun Jul — hun integrerer den i sin humanistiske filosofi, hvor barndommen er hellig, retfærdighed er nødvendig, og fantasi er en redningskraft. Hendes Jul er en fest med åbne øjne, hvor magien er mere værd, jo mere det bryder igennem gennem tykkelsen af virkelige vanskeligheder, og jo stærkere, jo mere det stammer fra det mest rene og modige væsen på jorden — barnet.

Permanent link to this publication: