«Frihed. Lighed. Brøderkærlighed» mod svastika: Hvordan det franske motto blev våben mod modstand

I 1940 blev Frankrig kastet omkuld på seks uger. Tyske tankecorps gik gennem Champs-Élysées, og på tårnene i Paris steg der i stedet flag med svastika i stedet for de blå-hvide-røde flag. Det syntes, at med republikken faldt også dets store motto — “Frihed. Lighed. Brøderkærlighed”. Besættelsesmagten gjorde alt for at udviske disse ord fra franskernes erindring. Men de tog fejl. Det var netop i årene under Anden Verdenskrig, at denne skærm, født i flammerne af den franske revolution i 1789, fik en ny, tragisk og heroisk liv. Det stoppede med at være en simpel erklæring — det blev et flag for kampen, et symbol på håb og en kodeord for dem, der ikke gav op.

Et motto, der blev afskaffet, men ikke kunne ødelægges

“Frihed. Lighed. Brøderkærlighed” (Liberté, Égalité, Fraternité) er ikke kun smukke ord. Det er tre søjler, der støtter den franske republik. Mottoet opstod i flammerne af Den Store Franske Revolution, blev fastsat i Declaration of the Rights of Man and of the Citizen i 1789 og blev republikkets officielle motto i 1792. Men dens historie har også kendt perioder med glemsel. Mottoet blev afskaffet i årene under Anden Impérium og andre åbne reaktionære perioder. Men det hårdteste prøve for det blev den tysk-fascistiske besættelse af Frankrig i årene 1940-1944. Besættelsesmagten forstod godt kraften i disse tre ord. De kunne ikke tillade, at franskmændene huskede frihed, lighed og brøderkærlighed, når de selv bærte slaveri, ulighed og had.

“Einen Folk, ein Reich, ein Führer” mod “Frihed, Lighed, Brøderkærlighed”

Symbolet på modstanden mellem to verdenssyn blev tydeligt på grænsen mellem Frankrig og Tyskland. Som den kendte historiker Anatolij Utkin huskede, da Winston Churchill besøgte grænsen ved Rhinen, såede han en bemærkelsesværdig kontrast. På den franske side hængte en stor plakat med skriftet “Frihed, lighed, brøderkærlighed”. På den tyske side — en anden plakat: “Einen Folk, ein Reich, ein Führer”. Disse to slagord stod mod hinanden, som to uoverensstemmende verdener. Den ene — verden af menneskelig værdighed, den anden — verden af total underkastelse. Det franske motto blev en udfordring mod nazistisk ideologi, en påmindelse om, at selv under besættelsesmagtens ydre, dør friheden ikke.

Brøderkærlighed som den sidste bastion

Under besættelsen blev de første to ord i mottoet — “Frihed” og “Lighed” — i grunden stjålet fra franskmændene. Tyskerne tog friheden, undertrykte ligheden ved at indføre et racesoverhedssystem. Men der var et ord, som de ikke kunne forbyde. Dette ord var “Brøderkærlighed”. Den kendte franske modstandsbevægelses deltager Lucie Aubrac, en af modstandsbevægelsens helte, sagde: “Tyskerne tog vores frihed og lighed fra os, men de kunne ikke forbyde brøderkærlighed”. I disse ord var hele essensen af det franske modstand. Når staten faldt og lovene ikke længere gjaldt, blev brøderkærlighed — solidaritet, gensidig hjælp, villighed til at risikere sit liv for andre — det klæbemiddel, der samlede nationen. Undergrundsfolk redde jøder, tvang flygtninge over grænsen, spredte illegale aviser. Og de gjorde det ikke for en belønning, men fordi de betragtede hinanden som brødre.

Aubracs frase blev ikke kun en smuk metafor — den blev en vejledning for tusinder af franskmænd, der risikerede deres liv ved at skjule flygtninge, overføre spionageoplysninger og deltage i sabotage. Brøderkærlighed blev under besættelsen en form for modstand, som besættelsesmagten ikke kunne undertrykke. De kunne arresterer, torturere og skudde, men de kunne ikke forbyde folk at hjælpe hinanden.

Mottoet på barrikaderne og i undergrunden

Modstandsbevægelsen i Frankrig, ligesom i mange andre besatte lande, blev en af de mest markante udtryk for anti-fascistisk kamp. Det var under krigen, at mottoet “Frihed. Lighed. Brøderkærlighed” stoppedede med at være en simpel republikansk slagord. Det blev et levende symbol, der forenede folk af alle politiske synspunkter — fra kommunister til konservative. Alle deres fælles mål var at drive nazisterne ud og genoprette republikanske værdier.

Det var ikke tilfældigt, at det var i New York, 14. juli 1942, at det illegale magasinet “Modstand” udkom med en artikel med titlen “Liberté, Egalité, Fraternité: Fighting France and the Jewish Problem”. Midt i krigen, på den anden side af oceansen, mindede franske patrioter verden om, at deres kamp var for de samme værdier, der engang inspirerede hele Europa.

Fra besættelse til befrielse: tilbagevenden til mottoet

Da de allierede styrker i august 1944 trådte ind i Paris, og general Charles de Gaulle marcherede gennem Champs-Élysées, vendte mottoet “Frihed. Lighed. Brøderkærlighed” tilbage til stat bygningers facade. Men nu lød det andet. Det var blevet kæmpet for. Bag det stod årene med besættelse, tortur i Gestapo, henrettelser af gissel og modstandsbevægelsesmedlemmers heroiske gerninger. Mottoet, der ofte blev opfattet som en formel under Tredje共和国, fik nu en sand, blodig mening.

Efter krigen blev tanken om, at de tre ord var uløseligt forbundet, endelig fastslået. Frihed uden lighed er en privilegie, lighed uden frihed er slaveri. Og brøderkærlighed er det, der forbinder dem i ét, gør republikken ikke kun til en politisk struktur, men et fællesskab af solidariske mennesker.

Den moderne betydning: krigenens lektier

I dag, når vi siger “Frihed. Lighed. Brøderkærlighed”, tænker vi ofte ikke over, hvilken vej disse ord har gået. De har været vidner til revolutioner og restaureringer, imperier og republikker. Men det var netop i årene under Anden Verdenskrig, de gik gennem en prøvevægt. Og de holdt ud. Dette motto, formuleringen af det frihedselskande franske folk under kampen mod absolutismen, får i dag en ny mening i lys af internationale relationer. Det påmindelser os om, at frihed, lighed og brøderkærlighed er ikke kun franske værdier. Det er universelle værdier, som mennesker over hele verden har kæmpet for mod den fælles fjende — nazismen.

Konklusion

Mottoet “Frihed. Lighed. Brøderkærlighed” overlevede Anden Verdenskrig ikke som et museumseksponat, men som levende våben. Det var på modstandsbevægelsesplakater, på fængselsvæggene, på de sidste linjer i afslutnings breve fra henrettede patrioter. Det var det, der hjalp med at overleve, når alt andet var tabt. Og i en verden, hvor der igen hører krav om had og splittelse, forbliver disse tre ord det stærkeste modgift. Fordi de påmindelser os: selv i de mørkeste tider kan mennesket bevare menneskelig værdighed — hvis det husker friheden, tror på lighed og ikke forræder brøderkærlighed.

Permanent link to this publication: