Temmen barndom er central i Charles Dickens' forfatterskab, og går langt ud over det sentimentale billede. Barnet hos Dickens er en kompleks sociokulturel konstruktion, der udfører triple funktion: som objekt for hård social udnyttelse, som symbol for upudsig moralisk renhed og som subjekt, whose lidelse tjener som universelt mål for uretfærdighed i den voksne verden. Barnenes skæbner i hans romaner er en direkte projektion af sygdommene i det viktorianske samfund: fattigdom, lovløshed, institutionel vold og moralisk forfald.
Charles Dickens, hvis egen barndom var mørket af arbejde på en vaskefabrik og en gældsfængsel for faren, har skabt en galleri af børn, whose skæbner er blevet en anklagende handling.
Oliver Twist — en arketypisk barnsyr, en passiv objekt, der skifter hænder: arbejdshjem, morgue, en bande af tyve. Hans skæbne demonstrerer systemets fulde fiasko med Poor Law. Hans heldigvis bevarede uskyld og adelig baggrund er ikke så meget en psykologisk sandhed som en moralisk allegori: godhed er indfødt og uudryddelig selv i helvede. Dette er en myte, der er nødvendig for at fastholde håbet.
Smollett (»Kolden hus») er en tragisk modpart til Oliver. En lille dreng, hvis sind og energi fuldstændig er forvrængt af systemet (Kancelliet) og dets medarbejdere (mr. Chasey). Hans skæbne er både åndelig og fysisk forfald, der fører til døden. Han er et eksempel på, hvordan systemet ikke kun kan udnytte, men også aktivt forvride et barn.
Ofrene i »Domby og Søn«: Pol Domby, der døde af mangel på kærlighed i luksus, og Florence, forkyndt på fars ligegyldighed. Her kritiserer Dickens ikke længere fattigdom, men den emotionelle fattigdom i den bourgeoise familie, hvor barnet er et værktøj til at fortsætte virksomheden eller et socialt tilbehør.
I Dickens' verden bliver børn ofte beriget med en særlig moralsk indsigt, og bliver dommere for voksne.
Ester Sommersen (»Kolden hus\") og Amy Dorrit (»Kroket Dorrit\") er »voksne børn«, whose børnefølelse (skønhed, godhed, troskab) bliver et terapeutisk redskab til at helbrede den kaotiske verden omkring dem. De lider ikke passivt, men aktivt mildner hårdheden i verden.
Den lille Nell (»Lavendelboden\") er en kultfigur for de viktorianske læsere, der bringer dem til tårer. Hendes skæbne er at flygte fra den onde verden til en idealiseret, pastoral død. Nell er en ren symbolisk figur: en inkarnation af upudsighed, der ikke kan overleve i den syndige verden af voksne. Hendes død er ikke en social protest, men en metafysisk axiom fra Dickens' tidlige periode.
Dickens forstod, at miljøet ikke kun kan kalde, men også skabe monstre.
Oliver og Dodger (Jack Dawkins). Disse to drenge fra samme sociale helvede repræsenterer to mulige veje: heldigvis bevarede uskyld (Oliver) og fuldstændig assimilering til kriminel miljø (Dodger). Den livlige, cyniske Dodger er et realistisk portræt af et barn, der er vokset op på gaden, whose »syndighed« og livsglæde er en form for tilpasning.
»Uddannede« monstre: Pip (»Stor håb«) og børnene i Gradgrind (»Tung tid«). Her kritiserer Dickens det rationelle, utilitær opdragelse, der berøver børnene fantasi, følelser og moral. Thomas Gradgrind, der er blevet en tyv og en opportunist, og Louise, der er faldet i dyb depression, er direkte ofre for systemet, der afviser mennesket i mennesket fra barnsben.
Typologien af børns skæbner hos Dickens tjener som en præcis diagnose af sociale institutioner:
Arbejdshjemmet og systemet for pasning af de fattige — producerer lidelse (Oliver).
Retten og bureaukratiet (Kancelliet) — producerer forfald (Smollett).
Den utilitære skole — producerer moralske калекer (børnene i Gradgrind).
Den bourgeoise familie, grundlagt på penge — producerer emotionel tomhed (Domby).
Kriminelle ghetter — producerer både ofre og rovdyr.
Redningen, som Dickens tilbyder, er ofte individuelt og sentimentalt: indgriben fra en god gavmild (mr. Brownlow), flugt til en idyllisk landdistrikt eller emigration til kolonier (Australia som et sted for fornyelse for Emily og Martha i »David Copperfield«). Dette reflekterer tidsårgangens tro på personlig barmhjertighed og kolonial utopisme.
Der er en markant evolution fra symboliske, næsten allegoriske børn (Nell, Oliver) til mere psykologisk komplekse, voksende karakterer:
Pip (»Stor håb«) er ikke længere en statisk symbol, men en karakter i udvikling. Vi ser hans vej fra børneangst gennem fristelse af rigdom og snobisme til smertefuldt oplysning og voksenalder. Hans skæbne er personlig ansvar og moralisk valg, og ikke kun påvirkning af miljøet.
Ester og Amy er også komplekse figurer, der kombinerer barnets renhed med voksen styrke og refleksion.
Børn hos Dickens er ikke kun karakterer, men en moralisk imperativ. Deres lidelse er en kraftfuld opfordring til hjælp, der rettes ikke kun til romanens helte, men også til læserne og hele samfundet. Barnets skæbne i hans værker bliver et universelt mål for sundhed eller sygdom i samfundet. Gennem børns billeder opfordrer Dickens til fundamentale, følt til det absurde følelser — medlidenhed, skræk, barmhjertighed — for at få moderne samfund til at se chicanerie i deres vanlige sociale praksis. Dette er kilden til hans utrolige indflydelse, der gør ham ikke kun til en forfatter, men også til samvittigheden af den viktorianske æra, der i høj grad bidrog til reelle sociale reformer (ændring af love om fattige, arbejdslovgivning for børn). Dickens viste, at barnets skæbne er det mest præcise spejl, hvor samfundet kan og skal se sit sande ansigt.
New publications: |
Popular with readers: |
News from other countries: |
![]() |
Editorial Contacts |
About · News · For Advertisers |
Digital Library of Denmark ® All rights reserved.
2025-2026, ELIB.DK is a part of Libmonster, international library network (open map) Preserving Denmark's heritage |
US-Great Britain
Sweden
Serbia
Russia
Belarus
Ukraine
Kazakhstan
Moldova
Tajikistan
Estonia
Russia-2
Belarus-2